29/10/2025
❤️💙 Græder du elller tuder du? 💙❤️
Jeg har længe gået og funderet over ordenes betydning.
Hvilket ord bruger du om dig selv og dine tårer? Og hvilket ord bruger du om andre og deres tårer? Og kan du mærke en forskel?
Mange af os er vokset op i miljøer, hvor vi blev udskammet for vores tårer - hold op med det tuderi, nu skal jeg give dig noget at tude over, din tudemarie, skal du have en tudekiks. Alle sammen udtryk, som kan få os til at skamme os over, når tårerne kommer på besøg. Vi kan komme til at føle os svage og sårbare. Svagere end andre. Det kan betyde, at vi holder det inde, bider sammen, holder nede, overdøver, underspiller, flygter fra de sårbare tårer. Det kan give opspændte kæber, klump i halsen eller maven, sammentrækning i solar plexus, opspændte skuldre i den fysiske krop. Eller en selv-udskammende indre stemme, der enten gør os selv forkerte eller andre forkerte.
Jeg forestiller mig nogle gange at tårer er indre is-bjerge, der smelter. Når de smelter, får vi et større hav at bevæge os rundt i. Psykologisk et mere frit flydende følelsesliv. Der bliver mere passage til alle slags tilstande, når tårerne også må komme på besøg. For når vi lukker for strømmen i én ende, så lukker vi også i den anden ende. Det kan betyde, at glæden ikke flyder helt så frit også. Min egen erfaring er, at bag tårerne, når de får lov at flyde frit, så er der en helt særlig ro og afspænding. Der er ikke noget, jeg behøver at holde på. Jeg kan i højere grad være den, jeg er.
Jeg spørger ofte klienter, der bruger ordet "tude" om deres egne tårer, om hvad der sker, hvis de istedet kalder det at græde. For nogle er det bare semantik, for andre sker der en mærkbar ændring. Prøv det selv af? For mig selv, mærkes det som om der er mere tilladelse og kærlig omsorg for mig selv, hvis jeg kalder det at græde.
En af de mest transformerende oplevelser, jeg har haft med mine egne tårer, er, hvordan de ikke bare lindrer, men også vækker. Jeg har oplevet, hvordan dyk ned i dyb smerte og sorg – det, der kan føles som bunden af en skakt – samtidig kan føre mig op til nye niveauer af selvindsigt. Dette fænomen kalder jeg vækkelsessmerte. Det er den fornemmelse at blive ramt af en smerte, der får dig til at vågne op og se gamle mønstre i dig selv for derefter at begynde at opløse dem.
Vækkelsessmerten kan føles brutalt ærlig. Den kræver, at vi tillader os selv at blive i det ubehagelige længe nok til at se, hvad der gemmer sig bag smerten. I mit eget liv har vækkelsessmerten givet opmærksom på og friheden til at slippe gamle historier: At jeg ikke er god nok, at jeg ikke fortjener omsorg, at sårbarhed er farlig. Og det arbejde er stadig i gang.
Så gråd er for mig ikke længere svaghed. Det går hånd i hånd med mod og styrke, at lade tårer få frit løb og virkelig mærke det, der er under. Og i modet til at græde foran et andet menneske, sker der en særlig form for nærvær og tillid, som styrker både relationen og os selv som enkeltpersoner
Derfor vil jeg invitere dig til at lade gråd og tårer smelte det, der tynger dig indeni, og på den måde give dig selv det største hav at manøvrere i.
I sårbarhedens navn, velkommen til gråd og tårer ❤️💙