05/02/2026
Sorg og kærlighed - hånd i hånd
For et år siden lavede jeg et opslag, som skulle vise sig at ændre mit liv.
Jeg var i den dybeste sorg, jeg havde året inden mistet min mand og jeg var blevet enke. Jeg var fortabt og følte mig på alle måder revet i tusind stykker.
Alt virkede håbløst og uden lys på fremtiden. For sådan er sorg, sådan er det at miste. Alt bliver ligesom revet væk, fundamentet, fremtiden, drømmene, håbet, troen…
Det skulle vise sig, at alt blev vendt på hovedet og at kærligheden igen skulle lyse ind i mit liv. Fuldstændig ud af det blå, helt uventet og uden tanke på, at det var det der skulle ske.
Og jeg skulle finde ud af, at kærlighed og sorg kan eksistere sideløbende med hinanden. Det var både svært og overvældende og samtidig gav det mig igen en følelse af tro og håb og jeg så lyset igen.
Til en start i små sprækker og ligeså stille stærkere og kraftigere. Jeg turde elske igen og blive elsket. Jeg turde tage i mod og være i det. Jeg turde en ny kærlighed. Og en helt særlig og meget speciel kærlighed.
Vi mødtes i sorgen, nærmest som sjælevenner fra start. Noget var så genkendeligt, til trods for at vi aldrig havde mødt hinanden (i dette liv ihvertfald).
Og jeg vidste at jeg havde mødt et menneske jeg ikke kunne lade gå. Han skulle være i mit liv for evigt - det stod klart.
Vi fandt vores vej, på vores måde, med hver vores sorg, hver vores fortid og smerte og nu også vores fælles nye kærlighed. Og den glæde og lykkefølelse det bringer.
Og her er vi nu, et år efter. Stadig på vej, stadig på vores måde og stadig med respekten for hinanden og det vi hver i sær har været igennem og har brug for. Stadig med hver vores sorg og de triste dage og stunder, hvor vi overmandes af det vi har oplevet. Det har vi altid med.
Og rigtig meget med os, vores lys, vores tro og drømme og vores fremtid. Vores glæde, grin, lethed og dybe og helt særlig fine kærlighed.
Os to - til evig tid❤️
