28/10/2025
Kvindekroppen er så vild. Mens min dejlige datter lå i min livmoder - for over 30 år siden - så havde hun allerede de umodne æg, der senere skulle blive til mit barnebarn Luna.
Og Luna havde i hendes mors mave allerede de æg, der kan blive til min datters barnebarn - og mit oldebarn.
Det er så vildt. Vi er så tæt forbundne. Vi tager så meget med fra slægten. Meget energi overføres fra generation til generation.
Det meste af det, er vi slet ikke klar over.
Noget der er gået med, en stemning der er arvet og aldrig blevet opdaget. Jeg har selv båret på så utrolig meget sorg, som jeg ikke vidste var mit.
Men jeg har astma og sorg sætter sig på lungerne. Med den rigtige medicin - og med energiarbejde omkring sorgen, så er jeg i dag næsten symptomfri.
Min mor blev født i 1936 og hun havde meget sorg i sit liv. Hendes mor døde, da hun var en lille pige, så min mormor kender jeg ikke. Men mon ikke hun også har haft sorg. Og sorg over at dø fra sin lille pige.
Kvindeliv er blevet så meget bedre, men vi skal ikke langt tilbage, før kvindeliv var meget svære, meget hårde.
Vi skal ikke langt tilbage, før der var store traumer fra krig og de fysiske og psykiske eftervirkninger af krig bagefter.
Når man er gravid i de energier, så mærker barnet i maven det. Det bliver barnets normal.
For det jo sådan energien er.
Derfor kan krigstraumer faktisk helt fysisk måles i mange generationer bagefter.
Skammen over at være født af en dansk mor og en have en tysk far under krigen - det blev til en eksistentiel skam, som flere generationer mærker.
Min datter er gravid igen. Denne gang er det en lille dreng, hun bærer i maven. Han bliver heldigvis født ind i en kærlig familie, hvor både mor og far har arbejdet med sig selv, og en dejlig storesøster venter.
Vores nutid er så meget bedre. Heldigvis.
Hun har termin først i december
