11/11/2025
"Det føles som at bestige et bjerg" – sagde hun, og var nærmest på grådens rand.
For det er så svært at komme i kontakt med følelserne. Det er så svært at finde ind til os selv. Mærke os selv.
Især når man har brugt mange år på at være noget for andre.
Derfor måtte vi også snakke om, at der skal en beslutning til på et tidspunkt. En beslutning til om, at NU vil jeg gøre noget anderledes.
Nu vil jeg ikke bare vente på, det sker og lade mig overbevise om at det sker.
Nu vil jeg stole på processen. Stole på flowet.
Personlig udvikling er som at kaste sig ud i et dyb, og man aner ikke, hvor man ender. Det kan være så fyldt med angst og skræk, fordi vi skal gå imod det, vi altid har lært, det vi har med os helt fra før starten.
”Jeg kan ikke føle noget. Jeg kan ikke se noget. Jeg kan ikke komme i kontakt,” De ord hører jeg tit fra mine klienter.
Jeg har selv haft det sådan. Jeg har krydset mange grænser i mig selv.
Der er en blokering i vejen. I virkeligheden er der en følelse, der står og bremser for, at beslutningen om at komme videre kan realiseres.
I mange tilfælde er det frygten for at afsløre sig selv.
Kommer man fra et hjem med misbrug, så har man lært, at man skjuler sig og ikke må vise sig frem.
Kommer man fra et hjem, hvor der var stille, hvor der ikke blev talt om følelser. Hvor der ikke var mange knus eller kærtegn.
Så ved man ikke, hvordan man skal vise følelser, for det har man ikke lært. Man er blevet afvist følelsesmæssigt så mange gange, at man har lært at lukke ned for den del.
Kommer man fra en opvækst, hvor det man sagde aldrig blev taget seriøst. Hvor man blev sat på plads og skulle indordne sig under familiens koder.
Så lærer man, at man ikke rigtig er noget. Man lærer at skulle forsvare sig selv, for at være den man er. Alt imens man aldrig fik lov at lære, hvem man er, for ingen hjalp en til at lære det.
Som små børn lærer vi af vores omsorgspersoner. Den måde de viser os verden på, er den måde vi ser verden på også som voksne. Det er måden, vi anskuer os selv på.
Det er der, overbevisningerne fødes. De overbevisninger, som sidder så langt inde i os, og styrer vores tanker, vores følelser og vores handlemønstre.
Har vi som børn boet i et hjem, hvor følelser ikke blev talt om, så er det som at bestige et bjerg, når det man længes efter, er at mærke sig selv.
For hvordan skal man kunne det, når man aldrig har lært det?
Det er her, vi skal tage beslutningen.
Beslutte os for at gå igennem det. Bryde igennem frygten og ned til overbevisningen, så vi kan få at vide, hvad den er.
Så vi kan få at vide, hvad det er, der altid bremser os.
Så vi kan lave den om.
Og så vi kan finde flere overbevisninger og lave dem om.
Det eneste det kræver, er den første beslutning om ikke at forvente noget.
Vi kan ikke få et bevis for, at noget vil virke, når det bevis vi søger, er farvet af vores overbevisning om, at det alligevel ikke nytter noget.
Du er det værd kære
