26/03/2026
I dag havde vi, +60 holdet i GLX Kano og Kajak Klub og jeg, sidste træningsdag i denne forårs sæson. ☀️
Jeg er glad for at have fået muligheden for, at få lov til træne, guide og grine sammen med disse to seje hold. 💪🏼
Det har været en stor fornøjelse ♥️ at træne 🏋️♀️ denne gruppe af højt motiverede medlemmer.
Jeg glæder mig til at møde Jer på vandet 🌊 og håber vi ses igen til efteråret 🙏🏼
Herunder gengiver jeg med tilladelse fra gruppen, et af deres egne indlæg på GLX’s egen Facebook gruppe.
”𝙍𝙪𝙨𝙨𝙞𝙖𝙣 𝙩𝙬𝙞𝙨𝙩” 𝙨𝙩𝙮𝙧𝙠𝙚𝙧 𝙠𝙖𝙟𝙖𝙠𝙠𝙧𝙤𝙥𝙥𝙚𝙣
Mange kajakklubber mister erfaringsmæssigt medlemmer i løbet af vinteren. Det sker ikke i 60+-gruppen i GLX, hvor adskillige seniorer øver ”Russian twist” en gang om ugen. Og nej, ”Russian twist” er ikke en dans, som man måske skulle tro.
Når kajaksæsonen slutter, fortsætter vi med et tilbud om styrketræning på land, som GLX har ydet tilskud til. Fysioterapeut Mette Barfod har sammensat et alsidigt program, der både tager hensyn til vores alder og vores ønske om at ro godt og sikkert i kajak.
Med håndvægte, gulvmåtter, elastikker, god instruktion og en masse grin arbejder vi med de muskelgrupper, som er vigtige for at vi holder os på benene – og oven vande i kajakken. Som garvet kajakroer har Mette et godt blik for de muskler, som er særligt vigtige og hjælper os til at holde balancen, både på land og på vand. Det er her, ”Russian twist” kommer ind. En simpel øvelse med håndvægt på gulvmåtte.
Nogle øvelser går igen hver uge, samtidig med at Mette udfordrer os med nye variationer, der også kan tilpasses vores individuelle behov. På ergometeret (kajakromaskine) instruerer Mette os i hvordan vi overfører vores nye styrker til kajakken og bruger netop de muskelgrupper vi lige har trænet.
Vi har krydset de 60-70 -80 år, og vi er både mænd og kvinder med gamle skader, stive skuldre, dårlige rygge – ganske som andre seniorer. Men når vi går på vandet til foråret, er vi lige så kajakklar som vi var, da vi gik på land før jul.