01/01/2026
đ«Ł Mon tempoet frarĂžver os forbindelsen til os selv og hinanden?
Det er nu godt halvanden mĂ„ned siden, at valgresultatet for KV25 lĂ„ fast, og jeg kunne parkere en oplevelse, som vitterligt kun har vĂŠret berigende. Et kandidatur, der gav mening. MĂžder, samtaler og nĂŠrvĂŠr, som satte spor. Og en konklusion om, at det og stĂ„ pĂ„ mĂ„l for egne holdninger ikke er nĂŠr sĂ„ farligt, som forventet âïž
Men herefter opstod der noget, der kunne minde om radiotavshed, fra min side. Og det var ikke tilfĂŠldigt â det var et behov. Mit behov.
đŁ En dag forsĂžgte jeg at sĂŠtte ord pĂ„ det over for en veninde: âJeg har svĂŠrt ved at lande i mig selv igen", hĂžrte jeg mig selv sige. Men i det Ăžjeblik jeg sagde det hĂžjt, kunne jeg mĂŠrke, at det ikke helt var sagens kerne.
đââïž For jeg har vĂŠret tro mod mine vĂŠrdier. Jeg har formidlet med mit eget sprog og stillet op som det menneske jeg er. Alligevel lĂ„ der en fĂžlelse af udmattelse og manglende overskud som en tung dyne over mig. SĂ„ jeg blev nysgerrig. Ikke pĂ„ at fikse â men pĂ„ at forstĂ„.
Jeg kan ikke pege pĂ„ Ă©n enkelt Ă„rsag, men jeg har fundet en forklaring, der giver mening for mig. Den handler om mine livsstrategier â€ïžâđ©č
Med en dysfunktionel opvÊkst har ansvar vÊret min overlevelsesstrategi. Fuld plade pÄ opgaver, adrenalin i kroppen og et kortisolniveau i skyhÞjde. En unormal kropslig og mental tilstand. En form for kronisk stress. Ja, som jeg jo senere hen ogsÄ fik stillet som diagnose. En af de autoimmune sygdomme, som kendetegnes ved at kroppen fejlagtigt gÄr til angreb pÄ sig selv. Som en reaktion, pÄ det den udsÊttes for.
đ§ââïž Derfor har jeg de seneste Ă„r arbejdet med at skrue ned. At mĂŠrke ind i stedet for ud. En krĂŠvende disciplin for os antennebĂžrn.
Det seneste Ă„r som hjemmepasser har vĂŠret en ĂžjenĂ„bner for, hvad der pĂ„virker mit nervesystem â og hvordan. Og at kĂžre en hel valgkamp pĂ„ min egen indre ild var, set i bakspejlet, at spille alle mĂžnter pĂ„ overlevelse her og nu đ„ Det giver liv i Ăžjnene og en stĂŠrk fornemmelse af at leve â men det slider. Og pĂ„ den lange bane er det slet ikke bĂŠredygtigt. For jeg var fluks retur i min gamle overlevelsesstrategi. Og det huskede min krop. Og hjernen er ikke rationel, men handlekraftig.. sĂ„ jeg har haft kĂŠmpet for min overlevelse, trods 'faren' faktisk aldrig rigtig var tilstede. Og nu har jeg gĂ„et rundt, i hvad den fĂždende kvinde vil kunne genkende som efterveer, som jeg desperat har forsĂžgt at vride mig ud af, som var det en vĂ„d badedragt!
En overgang, og I dette tilfĂŠlde et temposkifte.
Derfor har jeg taget mig tiden til at skrue ned for tempoet. Ladet min krop forstĂ„, at den ikke behĂžver at kĂŠmpe. Jeg Ăžnsker nemlig sammenspil. At faren den reagerede pĂ„, er okay, og ovre. Og at jeg er taknemmelig for dens iver for min kamp. Og for at genskabe forbindelsen. Til mig selv â og dermed ogsĂ„ til andre.
NĂŠsten 200 mennesker troede pĂ„ mit đ hjerte. Jeg er dybt taknemmelig. OgsĂ„ for den bestyrelsespost hos STU, Lysbro uddannelsescenter som jeg idag officielt besidder.
đ MĂ„ 2026 fortsĂŠtte rejsen, hvor vi ser et skifte i vĂŠrdier og muligheder. Hvor rummelighed ikke bare er noget vi taler om, og hvor omsorg genvinder sin sande vĂŠrdi âšïž
Vi ses der ude! đ€
