01/01/2026
🫣 Mon tempoet frarøver os forbindelsen til os selv og hinanden?
Det er nu godt halvanden måned siden, at valgresultatet for KV25 lå fast, og jeg kunne parkere en oplevelse, som vitterligt kun har været berigende. Et kandidatur, der gav mening. Møder, samtaler og nærvær, som satte spor. Og en konklusion om, at det og stå på mål for egne holdninger ikke er nær så farligt, som forventet ✌️
Men herefter opstod der noget, der kunne minde om radiotavshed, fra min side. Og det var ikke tilfældigt — det var et behov. Mit behov.
🗣 En dag forsøgte jeg at sætte ord på det over for en veninde: “Jeg har svært ved at lande i mig selv igen", hørte jeg mig selv sige. Men i det øjeblik jeg sagde det højt, kunne jeg mærke, at det ikke helt var sagens kerne.
🙇♀️ For jeg har været tro mod mine værdier. Jeg har formidlet med mit eget sprog og stillet op som det menneske jeg er. Alligevel lå der en følelse af udmattelse og manglende overskud som en tung dyne over mig. Så jeg blev nysgerrig. Ikke på at fikse — men på at forstå.
Jeg kan ikke pege på én enkelt årsag, men jeg har fundet en forklaring, der giver mening for mig. Den handler om mine livsstrategier ❤️🩹
Med en dysfunktionel opvækst har ansvar været min overlevelsesstrategi. Fuld plade på opgaver, adrenalin i kroppen og et kortisolniveau i skyhøjde. En unormal kropslig og mental tilstand. En form for kronisk stress. Ja, som jeg jo senere hen også fik stillet som diagnose. En af de autoimmune sygdomme, som kendetegnes ved at kroppen fejlagtigt går til angreb på sig selv. Som en reaktion, på det den udsættes for.
🧘♀️ Derfor har jeg de seneste år arbejdet med at skrue ned. At mærke ind i stedet for ud. En krævende disciplin for os antennebørn.
Det seneste år som hjemmepasser har været en øjenåbner for, hvad der påvirker mit nervesystem — og hvordan. Og at køre en hel valgkamp på min egen indre ild var, set i bakspejlet, at spille alle mønter på overlevelse her og nu 🔥 Det giver liv i øjnene og en stærk fornemmelse af at leve — men det slider. Og på den lange bane er det slet ikke bæredygtigt. For jeg var fluks retur i min gamle overlevelsesstrategi. Og det huskede min krop. Og hjernen er ikke rationel, men handlekraftig.. så jeg har haft kæmpet for min overlevelse, trods 'faren' faktisk aldrig rigtig var tilstede. Og nu har jeg gået rundt, i hvad den fødende kvinde vil kunne genkende som efterveer, som jeg desperat har forsøgt at vride mig ud af, som var det en våd badedragt!
En overgang, og I dette tilfælde et temposkifte.
Derfor har jeg taget mig tiden til at skrue ned for tempoet. Ladet min krop forstå, at den ikke behøver at kæmpe. Jeg ønsker nemlig sammenspil. At faren den reagerede på, er okay, og ovre. Og at jeg er taknemmelig for dens iver for min kamp. Og for at genskabe forbindelsen. Til mig selv — og dermed også til andre.
Næsten 200 mennesker troede på mit 💛 hjerte. Jeg er dybt taknemmelig. Også for den bestyrelsespost hos STU, Lysbro uddannelsescenter som jeg idag officielt besidder.
🚀 Må 2026 fortsætte rejsen, hvor vi ser et skifte i værdier og muligheder. Hvor rummelighed ikke bare er noget vi taler om, og hvor omsorg genvinder sin sande værdi ✨️
Vi ses der ude! 🤝
