08/03/2026
Medicin mod psykiske lidelser er et svært emne at skrive om.
For nogle mennesker er den livsforandrende.
For andre virker den ikke.
Og for en tredje gruppe bliver medicinen en del af problemet.
Det her opslag handler om den sidste situation.
På engelsk kaldes det en “prescription cascade”.
Vi har ikke rigtig et godt dansk ord for det, men begrebet beskriver et velkendt mønster:
Ét lægemiddel giver bivirkninger.
Bivirkningerne bliver tolket som nye symptomer.
Eller som en forværring af den oprindelige tilstand.
Og løsningen bliver endnu et lægemiddel.
Her er et forenklet eksempel på, hvordan det kan se ud:
Træthed, hjernetåge, koncentrationsbesvær → stimulans (ADHD-medicin).
Kropslig uro, rastløshed, angst → beroligende medicin.
Søvnproblemer → sovepiller eller lavdosis quetiapin.
Følelsesløshed, fladhed, tomhed, manglende glæde → antidepressiv medicin.
Humørsvingninger eller kunstig opstemthed (fx pga. antidepressiva) → stemningsstabiliserende midler.
Underlige tanker, uro i kroppen, sanseforstyrrelser → antipsykotika.
Lag på lag.
Uden at nogen stopper op og spørger:
Hvad er egentlig hvad her?
Kunne noget af det i virkeligheden være bivirkninger?
Resultatet bliver ofte, at det til sidst er næsten umuligt at gennemskue:
– hvad der er bivirkninger
– hvad der er abstinenser
– og hvad der overhovedet er den oprindelige problematik.
Det samme mønster ses ofte ved udtrapning. Abstinenser fra en for hurtig udtrapning – den type nedtrapning, lægernes retningslinjer anbefaler – bliver misforstået som tilbagefald.
Så konklusionen bliver, at medicinen stadig er nødvendig.
Og så starter kaskaden forfra.
Problemet skyldes måske især, at viden om bivirkninger og abstinenser stadig er utilstrækkelig i systemet. For når læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer og patienter ikke får ordentlig viden om bivirkninger og abstinenser, bliver fejlene bygget ind i systemet.
Og mennesker betaler prisen i form af flere diagnoser, mere medicin og længere forløb i psykiatrien end nødvendigt.
Samtidig er der i politik stadig en grundlæggende tillid til, at systemet fungerer, som det skal. Derfor er der brug for politiske kræfter på Christiansborg, der forstår, at det her er et strukturelt problem, som kræver reel forandring, ikke flere lappeløsninger.
Og det er en af grundene til, at jeg har valgt at gå ind i politik.
Vi har nemlig ikke brug for mere forskning. Vi har brug for, at viden fra forskning kommer ud i praksis.
Men systemet er stift.
For stift. Og det kan kun løsnes politisk.
Psykiatrien som fag har brug for mere åbenhed, bedre adgang til viden om både virkninger, bivirkninger og alternativer - samt bedre metoder til at identificere, hvem der har gavn af medicinen, hvem der ikke har, og hvem den direkte skader.
Mennesker, der søger hjælp, fortjener et system, der forstår hele billedet.
