08/10/2025
Lige nu er jeg i en periode, hvor livet kalder på min opmærksomhed på mange fronter.
Jeg har måttet tage afsked med et nært familiemedlem. Min søn blev akut indlagt på hospitalet. Jeg er nærmeste pårørende til familiemedlemmer med svære psykiske diagnoser, og midt i alt det, ombygger min mand og jeg en firelænget gård – samtidig med, at jeg driver mit stresscenter.
Hvorfor deler jeg det her?
Fordi alle – uanset hvem vi er – oplever perioder, hvor livet pludselig bliver tungere, og hvor vi må finde nye måder at bære det på.
Vi kan ikke planlægge os ud af alt. Vi kan ikke kontrollere de hændelser, der rammer. Vi kan ikke styre de beslutninger, der påvirker os – men som er truffet af andre. Men vi kan vælge hvordan vi står i det.
I denne periode har jeg valgt at:
- arbejde mindre
- sætte tempoet ned
- sænke forventningerne til mig selv
- gå flere ture i naturen
- sove mere
… og acceptere, at jeg ikke skal kæmpe, men i stedet gå med det, som er.
Det er ikke et udtryk for svaghed – men for styrke. For modstandskraft handler ikke om at kunne alt, hele tiden. Det handler om at acceptere de uundgåelige belastninger, rumme dem, og stadig skabe plads til sig selv og til det, der giver energi.
I går sagde en klient til mig:
“Hvordan kan man føle mindre, når man er et menneske fuld af følelser?”
Et godt spørgsmål.
For det handler ikke om at føle mindre – men om at forholde sig anderledes til det, man føler.
Når vi står i noget, vi ikke kan ændre, må vi nogle gange vælge at se på det med lidt mere afstand. Ikke fordi vi flygter fra det – men som en måde at passe på sig selv.
Det betyder ikke, at jeg ikke bliver påvirket. Men det betyder, at det ikke får lov til at fylde alt og det er noget, jeg bestemmer.
Det gør mig ikke til et dårligt menneske, at jeg ikke føler alt hele tiden, ikke hjælper alle omkring mig eller at jeg ikke tager hele ansvaret på mig. Det gør mig til et menneske, der øver sig i at stå i livet, som det er 💚
