02/04/2026
Er du vores nye kollega? 🙏
Vi har virkeligt travlt og søger en ny fysioterapeut, som har lyst til at være en del af vores lille team, som selvstændig indlejer med start omkring 1. juli 2026.
Du vil få en hverdag på klinikken sammen med vores team af dygtige og ambitiøse fysioterapeuter og vores uundværlige sekretær. Hos os arbejder vi tæt sammen og ser hinanden som medspillere og sparringspartnere. Vi afholder konferencer på ugentlig basis, hvor der er tid til at fordybe os i specifikke cases og generel uddannelse i faget. Vi har også udekørende jobs, som hovedsageligt er hos firmaer og sportsklubber - derfor vil du også kunne forvente at arbejde udenfor klinikken. Det er vigtigt, at du kan se dig selv i den konstellation.
Du vil få mulighed for at arbejde med mange forskellige patientgrupper, da vi huser alt fra eliteatleten til kronikeren, senioren og barnet. Hos os er vi manuelt orienteret i kombination med træning, da vi mener, tingene ikke må stå alene - dette skal du kunne se fordelen i.
Du vil selv kunne være med til at præge dine arbejdstider og generelt vil du, hos os, opleve stor frihed under ansvar. Dog skal du forvente både tidlige dage (hvor du også har tidligt fri) og sene dage (hvor du møder sent).
Er du nyuddannet, er der også plads til dig. Ved opstart vil du komme igennem et introforløb, hvor vi hjælper dig godt i gang.
Klinikken er beliggende i hjertet af Slagelse med gode parkeringsmuligheder og cirka 1 km fra stationen. Vi flyttede i nye lokaler sidste år med flotte behandlerrum, stor træningssal, reception og god personaleafdeling.
Hvis dette lyder spændende, så send os straks en ansøgning med cv til mk@mkfysioterapi.dk - ved spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Mette telefonisk på 22193040.
Der vil løbende blive afholdt samtaler indtil rette kandidat er fundet.