17/04/2026
𝐕𝐞𝐣𝐫𝐭𝐫æ𝐤𝐧𝐢𝐧𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐠𝐫𝐮𝐧𝐝𝐫𝐲𝐭𝐦𝐞:
𝐚𝐭 𝐭𝐚𝐠𝐞 𝐢𝐧𝐝 – 𝐨𝐠 𝐚𝐭 𝐠𝐢𝐯𝐞 𝐬𝐥𝐢𝐩.
Den overfladiske vejrtrækning er ikke tilfældig.
Den er ofte en strategi.
Når åndedrættet bliver mindre dybt, reduceres bevægelsen i kroppen.
Brystkassen arbejder mindre.
Diafragma bevæger sig ikke fuldt.
Det dæmper ikke kun det fysiske.
Det dæmper også det, der kan mærkes.
I praksis ser man, at en mere overfladisk vejrtrækning som et værn.
En måde at holde afstand til det, der ligger dybere. Følelser der er, eller har været, for smertefulde at forholde sig til.
For når åndedrættet går helt ned i kroppen, øges kontakten.
Til spændinger.
Til følelser.
Til det, der ikke er forløst.
Her ligger ofte sorg.
Ikke nødvendigvis som noget tydeligt.
Men som noget, der ikke har fået bevægelse.
Der har måske ikke været overskud, opmærksomhed, tid, rum til at være i følelsen og forholde sig til sorgen - tabet.
Så holder kroppen lidt igen.
Trække vejret lidt mindre.
Begrænse bevægelsen.
Ikke som modstand.
Men som beskyttelse.
- Så du ikke mærker det, der ikke er kapacitet til at bearbejde lige nu.
Men det betyder også, at vejrtrækningen bliver en del af det mønster, der holder det fast. Så du ikke mærker det, der skal arbejdes med for at komme videre.
Derfor handler arbejdet ikke om at presse åndedrættet dybere.
Men om at skabe en ramme, hvor det kan få lov til at bevæge sig igen.
I sit eget tempo. Så du ikke bliver overvældet, men kan bearbejde i dit tempo.
For når åndedrættet begynder at folde sig ud,
følger kontakten med.
Bevægelsen og dybden – også i det følelsesmæssige – kan begynde.
Du kan få lov til at give slip og tage noget nyt liv ind.
Fascia Release v. Rikke Sibast
