16/04/2026
“People don’t want to be forced to transform. But they seek it”
Sådan sagde Hartmut Rosa i går på Læringsfestivalen på Louisiana Museum of Modern Art, hvor jeg - Martin Nevers - deltog.
Og det satte sig fast.
For jeg kom til at tænke på en oplevelse for mange år siden, hvor jeg skulle undervise en gruppe medarbejdere over et helt år.
Da deres leder introducerede forløbet, sagde hun: “Det her vil komme til at forandre jer.”
Jeg kan huske, jeg tænkte : Åh nej.
Ikke fordi det ikke kunne være rigtigt.
Men fordi jeg ved, at mennesker ikke har lyst til at blive forandret.
Det har jeg heller ikke selv.
Forandring som noget, der bliver gjort ved os, vækker modstand.
Men forandring som noget, vi selv træder ind i – det er noget andet.
Et par år senere mødte jeg en af deltagerne på gangen her på DISPUK.
Hun havde valgt at tage endnu en uddannelse hos os. Fordi hun ville mere.
Rosa taler som bekendt om resonans.
Og i går – måske på grund af lokationen – talte han om, hvorfor vi opsøger bestemte steder som fx museer.
Det er jo ikke, fordi museumsbesøg er den mest effektive måde at lære på, sagde han.
Det kunne vi gøre langt hurtigere på nettet.
Men vi går derhen alligevel.
Måske lidt for at være den slags mennesker, der går på museum.
Men mest af alt, fordi vi ved, at der kan ske noget dér.
Der er ingen garanti.
Men en temmelig god mulighed.
Mulighed for resonans.
For at mærke sig selv som levende.
For at opleve, at vi er i kontakt med verden – og at verden svarer igen.
I sit oplæg i går skildrede Rosa mellem Førsteordens og Andenordens resonans.
Den første er den, der bare opstår.
Når sneen falder på en særlig måde – og vi helt utilsigtede bliver rørte over det.
Eller når en samtale med en ven pludselig bliver noget helt andet, end man havde forestillet sig.
Den anden er den, vi opsøger.
Den vi gør os klar til.
Hvor vi går et sted hen, fordi vi ved, at her er der en chance for at opleve resonans.
Måske er Andenordens resonans en del af forklaringen på, at vi er så heldige, at mange kursister vender tilbage til DISPUK.
Ikke fordi de vil forandres.
Men fordi de har erfaret, at her kan noget opstå.
