19/04/2026
JEG ER IDUN
Den hvide druide.
Ved nymånen, i svedehytten, trådte jeg helt ind i Idun.
Idun er den jeg er, væsnet omkring den inderste sandhed.
I kroppen føltes det som at drukne 3 gange ind i det inderste. Op-op-op.
En søjle af ren kraft, der åbnede sig. Ok, jeg går ind.
For derefter at føde 3 gange. Ned-ned-ned.
Min Mester så hende og gav mig mit sjæls-navn, Idun i 2019.
I Det Døde Hav. Det kunne ikke være smukkere. Jeg mærkede med det samme forløsningen i det.
Hun var gemt inde i mig, adskilt fra min dagsbevidsthed og egen historie om, hvem jeg er.
Den jeg troede jeg skulle være. Adskillelsen var tusind og atter tusinde lag af skam, uværdighed, og selvhad.
Hun troede ikke, hun måtte være her. Hun troede, hun var forkert. Bekræftet igennem mit eget filter igen og igen i dette liv, og Gud ved hvor mange flere.
Herfra min verden gik.
Hjemløs i egen krop.
Uden at kende andet end en tyk skal af adskillelse omkring mig selv.
Evig længsel efter noget.
Evigt søgende efter noget uden for mig, fordi “jeg ikke var”.
Efter erkendelsen af Idun i 2019, er hun vokset i mig. Hun har taget mere og mere plads, fået tiltagende taletid og mindet mig om, hvem jeg er.
Den, som ikke kræver anstrengelse.
Troen på og vedholdenhed i den inderste sandheds vilje med mig, OG følgeskab med min Mester, har hel-bredt lag efter lag af skam, skyld, selvhad og ikke-værd.
Og frisat Idun.
Tilgivelse af det i mig, som har vendt mig selv ryggen.
Igen og igen.
En løbende ydre oprydning i tillagte vaner og mønstre og afhængigheder, opstået i ren overlevelse fra hjemløsheden.
Den rejse, som vi alle er på, her delt fra min oplevelse indtil nu. Og fortsat dybere.
NU begynder rejsen.
Altid lige nu.
Altid dybere.
Tusind tak for at bevidne 🙏🏼
Lad os følges på rejsen ❤️🔥
Kærligst Idun
