13/08/2025
Årh, jeg er så stolt af begge mine børn. ✨️
Den "store" som, trods ting der er svære i hverdagen, alligevel bevæger sig gennem livet med selvtillid, empati og nysgerrighed på livet. 😍🌸
Og den lille, som på trods af at han, efter at have fået lagt dræn, udviklede angst overfor læger, nu kan lægge sig op i en tandlægestol og lade sig undersøge i fuld tillid. 🙏
Første gang han skulle til tandlæge, forsøgte han bogstavelig talt at flygte ud ad døren, så snart lugten af "klinik" ramte ham. Havde han været en hest, var jeg blevet trampet ned. 😥😅
En kombination af beslutsomhed, fasthed og anerkendelse, fra min side, af hvor svært det var for ham at træde ind i venteværelset, samt en ventetid som blev brugt på at stryge over ryggen, anerkende den bange følelse og samtidig fortælle at det vi nu skulle, var en "skal-ting", altså en af de ting i livet, man bare ikke kan komme udenom. Snak om hvad der skulle ske, anerkendelse af lugten i rummet og fuld blus på al min erfaring og viden om børn og angst, sammenfattet med min intuition, lykkedes det at give ham en kæmpe god oplevelse. Selvfølgelig i samarbejde med personalet. 💪
I dag skulle vi så til tandlægen for tredje gang (han har underbid, som slider forkert på tænderne, så vi kommer der lidt oftere), og han glædede sig til det, for sidste gang var også en succesoplevelse. Han lod sig undersøge i fuldstændig tillid, og var SÅ tålmodig, så selv tandlægen blev overrasket over hvor afslappet han var. 😅
Jeg synes bare det er så top sejt, hvordan begge mine børn går igennem det som er svært. Og det ER svært og kræver fuldt fokus, når angst eller andet ubehag overtager. Det kræver det rette fokus og det er en virkelig svær balancegang, som forælder, at tage lederskab og samtidig rumme de svære følelser, uden selv at blive ramt eller revet med - eller at finde fodfæste igen, efter at være blevet revet med. At være forstående, kærlig og rolig, men også fast og beslutsom.
Det er ikke strengt at være fast og beslutsom, hvis man samtidig anerkender dét som er svært for barnet. Det er tryghedsskabende. Jeg vidste at det han skulle ikke var farligt, og derfor kunne jeg med ro i sindet sige til ham at der kun var den ene vej frem, med viden om at tilliden mellem os, ikke ville blive brudt, men snarere styrket. Ikke kun tilliden mellem os, men også hans egen tillid til sig selv. Min tro på, og tillid til at han er kompetent nok til, at gå igennem det, han jo ellers var så bange for.
Det at vise vores barn tillid, at opmuntre det - ikke til at slippe angsten - men til at gå igennem den, styrker det i tilliden til sig selv. Tilliden til mig er i virkeligheden det mindste af det, selvom det klart gør alting lettere. Men at styrke vores børns tillid til sig selv, og at styrke følelsen af at de er værdige, også når de er bange og når noget er svært, er til gengæld uvurderlig. 💪❤️
At se udtrykket af stolthed i mine børns ansigter, stolthed over sig selv, er uvurderlig. 🙏🤍✨️
Jeg elsker at give børn gode oplevelser, gennem noget de frygter. At omvende frygten til sejr, uden at gøre dem forkerte i deres frygt. Det gælder både de børn jeg møder på børneafdelingen, til blodprøver, dropanlæggelser og alt muligt andet, samt de børn jeg møder i min egen klinik, og så selvfølgelig også mine egne børn. ☺️💪🤍
Børn der får den slags oplevelser, vil erfare at de kan klare sig, også når livet gør modstand - at de er værdige, også når de bliver bange - og at angsten ikke behøver at styre dem. 💪🦄💁♀️
Kh. Denise
