Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 16:00 Tirsdag 09:00 - 14:00 Torsdag 09:00 - 14:00 Fredag 09:00 - 14:00

Kropsterapi og yoga v. Ditte Clemen, Bakkegårdsvej 5, Stenløse (2026)

18/12/2025

Til dig, der har mistet i år. Og til dig, der mistede for fem eller 35 år siden. Dig, der sørger over det, der aldrig blev, eller det, som blev og aldrig skulle have været.

Julefreden sænker sig, når vi også rummer julesorgen.

Glædelig jul og godt nytår 🕯️

16/12/2025

Der er noget i luften på denne tid, som minder mig om dengang, jeg overgav mig til en stressysgemelding. Det var på denne tid af året. Det var efter jeg inden for fem år var blevet selvstænding, mor til to og var flyttet på landet. Mit system var overvældet. Jeg overlevede. Men kunne ikke længere fortsætte på den måde, måtte jeg erkende.

Tilpasningsreaktion, kaldte lægen det. “En klinisk tilstand, der opstår i slutningen af en svær eller langvarig psykosocial bealstning.” Jeg husker, at jeg slog mig lidt på diagnosen. Jeg som var så god til at tilpasse mig.

Jeg fik det ikke bedre i den første tid efter sygemeldingen. Tværtimod. Følelsen af utilstrækkelighed trængte sig på. Også på tidspunkter, hvor jeg havde tid til at hvile og fordøje. Jeg søgte desperat hjælp. I utallige bøger om børneopdragelse (eller det modsatte), langsom livsstil og vejrtrækningsøvelser. Jeg gik i haven, lyttede til podcast om moderskab og selvforsyning. Ubehaget inden i voksede.

Så begyndte jeg at læse Deb Danas formidling af Polyvagal teorien. Det blev et vendepunkt. Særligt en øvelse, hvor Dana inviterede til at beskrive de forskellige tilstande i nervesystemet som landskaber blev afgørende for mig ~ og min måde at være i verden.

Som et ydre spejl på det indre, lærte jeg det bakkede istidslandskab, skoven og søen som omgav mit nye hjem at kende. Mine fødder vænnede sig til at gå på smattet skovsti i stedet for stenbro, samtidig med at jeg blev mere bevidst om, at jeg også på det indre plan kunne bevæge mig anderledes.

Jeg begyndte at forstå lægens diagnose på en lidt anden måde. Langsomt gik det op for mig, at jeg ikke var syg, fordi jeg ikke evnede at tilpasse mig, men fordi jeg alt for længe og i alt for stort omfang havde tilpasset mig frem for at lade mig guide indefra.

Fortsættes i kommentaren…

26/11/2025

I 1980erne introducerede den buddhistiske lærer og psykoterapeut John Welwood begrebet spirituel bypassing. Det er tendensen til at bruge spirituelle ideer og praksisser til at undgå de følelser, vi ofte karakteriserer som negative, tunge eller mørke. Måske du har hørt om den? Men har du hørt om kognitiv bypassing? Sansynligvis ikke. Vi har en tendens til at hylde og dyrke det kognitive, men som neuroforsker og angstekspert Russell Kennedy har beskrevet, kan det ensidige fokus på at forstå, forklare og forsvare også være en måde at bypasse livet.

Kognitiv bypassing er tendensen til at forklare følelser i stedet for blot at sidde med dem, lade dem strømme gennem kroppen og integrere sig. Vi lever mere i hovedet end i kroppen og har ofte et automatbehov for at arbejde med vores følelser. Frem for blot at føle dem. Men hvis vi ikke tør leve livet i kroppen, risikerer vi at blive fanget i tankerne.

Selvom vi kan have brug for et sammenhængende narrativ, en fortælling om os selv, så heler den kognitive forståelse ikke vores tab og traumer. Ikke i sig selv. Vi kan ikke få ubehagelige følelser til at forsvinde med (tvangs)forklaringer eller undgå dem ved kun at tænke og derved tiltrække det positive, som nogle prædiker.

Kennedy inviterer os til at omfavne følelserne i kroppen frem for at holde fast i tankerne i sindet. Særligt sørgende bliver drevet ind i deres hoveder som en måde at undgå følelser på, siger han. Sorgen ~ over en pårørendes død, forældrenes skilsmisse, misbrug i barndommen, omsorgssvigt og andre store tab ~ bliver konstant skubbet til side i vores samfund. Vi må videre. Og når vi alligevel tvinges til at stoppe op, så er det ofte forklaringen, vi søger. Eller et forsvar for, hvorfor vi ikke fungerer som før.

Men du er ikke forkert. Du må gerne have det, som du har det. Først når du giver det plads, mærker, sanser, rummer, kan forandringen opstå. Når vi ikke har lært det som børn, så kræver det ofte støtte at begynde at mærke os selv på den måde. Det er netop det, den blide og traumeinformerede kropsterapi kan. Støtte dig i at sanse og rumme livet, som det er. Lige nu. Lige her.

18/11/2025

Ensomhed er ofte et tema i mit terapirum. Mange oplever, at det er svært at tale om det, der smerter både med nære og mere perifere relationer. Manglen på erfaringer med at blive mødt som et helt menneske i livets mest sårbare stunder, får mange af os til at tilpasse os frem for at dele autentisk. Særligt fordi vi har en meget menneskelig (men ikke særlig hjælpsom) tendens til at:

🪶 at ville fikse

🪶 at ville dele sin egen historie med at være i krise

🪶 at holde sig til floskler som “i det mindste…” eller “det bliver bedre, når…”

Alle tre måder at møde mennesker på skaber afstand. I virkeligheden har de fleste brug for et rum, hvor de uden at føle sig besværlige, forkerte eller på andre måder dømt, kan fortælle om det, der er svært. Derfor er det bedste, du kan sige til et menneske i krise muligvis ingenting. Måske skal du bare lytte.

Det lyder måske enkelt. At lytte. Men faktisk er det noget af en kunst. Når vi lytter, opfanger vi helt op til 500 ord i minuttet, mens menneskets talehastighed kun ligger på mellem 100 og 150 ord i minuttet. Vi har altså masser ledig hjernekapacitet til at dømme den andens ord, planlægge hvad vi selv skal sige og være optaget af os selv eller en anden samtalen i rummet, MENS vi lytter.

Problemet er, at nærværet ryger, og følelsen af ensomhed bliver endnu større, hvis vi oplever, at den anden ikke lytter, men i stedet er optaget af at ville fikse, dele sin egen historie eller sige det rigtige.

Vil vi møde hinanden i en samtale, der styrker følelsen af forbundet, kan der være guld at hente i psykoterapeuten Carl Rogers tanker om Aktiv Lytning.

Han beskrev i 50’erne, hvordan han mødte sine klienter med total opmærksomhed og viste sin accept gennem kropsholdning, stemmeføring og mimik. Han fortolkede ikke, fortalte ikke klienten hvad han skulle gøre, tænke eller føle. Den form for aktiv lytning kræver træning, fordi vores tankestrøm er konstant og fuld af spørgsmål, spejlinger og reaktioner. Uanset om vi er terapeuter, veninder, kolleger, kærester eller forældre har vi brug for bevidst at slukke for den indre dialog for at lytte opmærksomt.

Jeg deler principperne i aktiv lytning i kommentaren nedenfor:

10/11/2025

Men hvorfor får jeg ondt i lænden nu?
Hvorfor har jeg så tit ondt i halsen for tiden?
Hvorfor er jeg så træt hele tiden?

De spørgsmål hører jeg ofte. Stillet med både undren og en anelse irritation efter en presset periode netop er ovre, svære valg er truffet, og der er en længeventet følelse af retning. Og så tvivlen. For hvorfor kommer smerterne og symptomerne nu?

Ifølge polyvagalteorien stiger vores smertetærskel, når vi er i overlevelsestilstand. Det er smart. Det er ikke hensigtmæssigt, at vi kan mærke benene syre til, hvis vi skal løbe fra en tiger, eller maven, der skriger, fordi der ikke er mad nok. Kroppen lukker ned for at hjælpe os med at overleve.

Når vi så er kommet i sikkerhed og mærker tryghed, falder smertetærsklen igen. Kroppen reagerer og regulerer. Vi mærker mere. Også smerterne.

Smerten i lænden må gerne være der for en stund. Trætheden må gerne få plads. Det er et tegn på, at kroppen ikke længere er i alarmberedskab. At du ikke længere skal løbe fra tigeren ~ som i hverdagskontekst kunne være at (over)præstere, (over)tilpasse eller på anden måde overkompensere.

Du skal ikke klemme ballerne sammen mere.
Du skal ikke sluge dine grænser længere.
Du skal ikke holde mere ud.

09/10/2025

Halloween banker på døren. Butikkerne flyder over med diverse skræmmende artefakter, og herhjemme er vi begyndt at lave flagermus og spøgelser og græskar. Imens taler jeg om Allehelgen og morfar og det, der for mig gør traditionen til meget mere end en udklædningsfest.

På tværs af kontinenter har vi i århundrede fejret, at sløret mellem vores verden og de dødes bliver tyndere her midt i efteråret. Måske du mærker det. Mærker dem, du mangler være mere nær. Eller også gør du ikke, og længes inderligt efter, at du gjorde. Hvad er egentlig, der vækker de døde til live?

Ofte er det duften af deres shampoo, deres yndlingsmusik eller lyset, der falder, præcis som dengang I sad dér og havde dén samtale. På et splitsekund bliver du sendt tilbage i tiden af en duft, en lyd, en smag, et billede.

Hjernens hukommelsescenter, Hippocampus, er en slags harddisk, der filtrer vores oplevelser og udvælger, hvad der skal gemmes. Men vi gemmer mange forskellige steder i hjernen og ikke kun i Hippocampus. Vores sanser ~ og følelser ~ har en evne til at koble de forskellige gemmesteder sammen og forstærke vores minder.

Det kan ske ubevidst, uden du måske helt er opmærksom på, hvorfor du pludselig føler dig sorgfuld, melankolsk eller opløftet. Men du kan også bruge det bevidst til at huske detaljer i minderne, som du ellers havde glemt. Jeg har selv min fars gamle deodorant gemt i en skuffe. Efter mere 30 år dufter den stadig. Af og til bruger jeg den til at styrke forbindelsen til ham, før jeg mediterer, eller hvis jeg vil spørge ham til råds.

Genkender du mindernes magiske forbindelse til vores sanser? Hvis du bruger den bevidst, så del endelig herunder. Måske vi kan inspirere hinanden til at kalde flere minder frem. Har du mistet, ved du, hvor værdifuldt det er.

02/10/2025

Jeg sidder i toget og prøver at samle mig om at skrive noget om pauser, og hvorfor de er så vigtige at værne om i hverdagen. Utallige undersøgelser viser, at hvis vi dagligt tager os tid til at hvile, meditere, være, så er gevinsterne mange:

* Vi øger vores følelsesmæssige stabilitet
* Reducerer stress og angst
* Styrker vores koncentrationsevne og impulskontrol
* Øger empati og sanselighed
* Forbedre søvn
* Øger vores mentale kapacitet
* Lindrer fysisk ubehag og smerter
* Styrker immunforsvaret

For blot at nævne noget. Jeg løfter blikket i stillekupeen og ser, at også mine medpassagere forsøger at udnytte transporttiden. En taster hårdt og hurtigt på sin MacBook. Nogle læser, flere har headset på imens. Kun en enkelt mand ser morgendisen løfte sig fra markerne udenfor, mens vi bevæger os tættere på storbyen. Han trommer med pegefingeren på sit lår.

Jeg lægger mobilen fra mig. Lukker øjnene. Hvorfor er det så svært at værne om de pauser. Selv dem, der opstår naturligt. Som her i toget. Jeg husker, hvordan jeg tidligere elskede at køre i tog. Se verden glide sagte forbi udenfor. Intet skulle.

Måske er det svært, fordi vi lever i et præstationssamfund, hvor vi er vænnet til hele tiden at skulle være igang. Med noget. Gøre. Måske er det svært, fordi vi kropsligt forbinder stilstand med fare. Det autonome nervesystems mest fundamentale forsvar er stilstand. Kollaps. Kroppens sidste forsøg på overlevelse er at spille død. Måske vi ubevidst forbinder stilstand med netop det, døden. Hvem er vi, hvis vi ikke præstere?

Men stilstand er ikke død. Stilstand kan for os mennesker også være forbundet med nydelse og nærvær. Muligheden for at mærke forbindelsen til os selv, hinanden og livet. Det skyldes, at vi kan producere og optage oxytocin.

Fortsættes i kommentaren…

30/09/2025

I taoistisk filosofi er efteråret forbundet med sorg. Jeg mærker hvert år ved denne tid, at der er en sandhed i det. Naturen slipper og minder os om det, vi har måtte slippe i den form, vi kendte det. Måske er det den spejling af det indre i det ydre, der vækker sorgen. Måske er det sprødheden i luften, den gamle visdom om, at sløret mellem vores verden og de dødes er tyndest om en måneds tid. Måske er det blot en invitation fra tidligere generationer til at give sorgen og smerten lidt ekstra plads for en stund. Jeg griber den og deler lidt af den viden, jeg har fra min egen rejse med sorgen og snart 10 års arbejde med mennesker i sorg.

Jeg ved, at ingen ord kan gøre smerten mindre, når vi mangler en elsket i vores liv. Så hvad siger vi til et menneske i sorg? Efter bedste evner fisker vi noget op fra kassen med klicheer. Min erfaring er desværre, at de ofte efterlader den sørgende med en større oplevelse af ensomhed og distance til omverdenen.

Men ord kan vække minder til live. Ord kan invitere til at lade relationen leve videre. Ord kan skabe mening i det meningsløse gennem nye fortællinger. Vi kan holde rum for sorg og heling ved at stille spørgsmål. Måske de spørgsmål, vi frygter allermest, men som i virkeligheden er forløsende, fordi de giver den sørgende mulighed for at sætte ord på sin inderside. Bringe sorgen, relationen og det eventuelle nye perspektiv på livet frem i lyset.

Fortsættes i kommentaren…

12/09/2025

Vi er ikke kommet for at overleve livet.

Vi er her for at LEVE.

I går aftes mødte jeg en kvinde, der for syv år siden mindede mig om netop det. Jeg var et mørkt sted. Et sted jeg kendte godt. Et ensomt sted, hvor alt føltes som en kamp.

Nogle uger forinden lå jeg på Rigshospitalet og stirrede på et skanningsbillede uden hjerteblink. I chok og samtidig svæbt i en fortælling, som jeg troede var min sandhed. En fortælling om altid at miste dem, jeg elsker allermest. En fortælling om, at verden var imod mig. En fortælling om at skulle gøre sig fortjent til, kæmpe, overleve for at være her.

Lægen med skanningsapperatet talte til min fornuft om statistikker og gode chancer for at blive gravid igen. Kvinden, jeg senere opsøgte, holdt min krop og sang for min sjæl, ligesom hun gjorde det i går. Kaldte på noget, der ligger bag fornuften. En kropslig erindring. En sansning. En åbning.

To måneder efter blev jeg igen gravid. Angsten for at miste forsvandt ikke, men noget var forandret under den graviditet. Da barnets pædagoger til den afsluttende samtale i børnehaven beskrev hende som et barn med dyb tillid til, at verden vil hende det godt, faldt noget fra mit hjerte.

I går hørte jeg igen Diane Soa synge, mens hendes datter gik mellem gruppen af kvinder og spredte palo santo og klokkeklang. En cirkel blev sluttet.

Jeg har overlevet det meste af mit liv. Det har haft mange forskellige udtryk og sat mange forskellige aftryk. Der er flere nedslagspunkter i mit liv, hvor jeg ved, at jeg har besluttet mig for at droppe kampen. Mange perioder, hvor jeg igen har taget den op, men i nye forklædninger. Fordi jeg ikke vidste, at kampen ligesom angsten og depressionen ikke bor i sindet, men i kroppen. I nervesystemet, i bindevævet, i hjertets slag. Kroppen forstår ikke fornuft. Men den forstår berøring, sang, sjælegenkendelse.

Lige nu føltes det som om, jeg møder de gamle overlevelsesstrategier påny. Men fra et markant andet sted. Jeg ser dem. Også under deres forklædninger. Jeg giver dem plads. Holder dem. Synges dem i søvn fra et sted bag fornuften. Måske du genkender?

28/08/2025

Yoga betyder at forene. I de ældgamle Yoga Sutras skriver Patanjali om at forene os med det guddommelige. Når vi ruller yogamåtten ud i hverdagen, handler det oftere om at komme ud af hovedet, ned i kroppen og blive nærværende over for det, der bevæger sig i os. At forene krop og sind. Det sjælelige, sprirituelle eller guddommelige ved praksissen kommer langsomt snigende, er min erfaring. Det er det, der gør yoga til mere end en træningsform.

Som yogalærer er min intention at skabe et trygt rum, hvor du kan skrue ned for støjen fra tanker, følelser og reaktionsmønstre. Det handler aldrig om, hvordan den enkelte stilling skal se ud, men om at skabe en dybere forbindelse til dig selv, din krop og din essens.

Jeg er optaget af, hvordan vi praktisere at gøre mindre og være mere. Både på og uden for yogamåtten. Når vi stilner den mentale støj og skruer ned for kravene, kan vi mærke os selv, og hvad der er vigtigt for os. På den måde bliver yoga en vej til at møde dig selv og leve mere indre styret.

Jeg er tilbage i mit faste skema i både og og glæder mig til at tage imod både tidligere og nye elever. Som noget nyt har vi også Mor Baby Yoga i Yogaladen.

12/08/2025

Har du mistet modet? Her er inspiration til at genfinde det ~ eller bevæge dig ud af dorsal vagal, som jeg ville kalde det i en polyvagal forståelse af nervesystemet.

Jeg har været ramt af indtrykkene fra verden denne uge. Ramt af død, ødelæggelse og magtspil. Doneret, delt lidt og holdt rum for den modløshed, jeg har oplevet lidt mere intenst den seneste uge ~ også i yogarummet og på briksen.

Jeg danset med lysten til at skrige mine lunger ud for at råbe magthaverne på og lukke af for indtryk, lukke ned for smerten. Dansen mellem sympaticus og dorsal vagal. Jeg har besøgt skyld og skam og gjort mit bedste for at være med det svære. Praktiseret det, der for mig er en ny form for aktivisme.

Jeg har lavet ingenting med mine børn, høstet køkkenhaven med stor taknemmelighed og gjort mig umage for at kunne være et trygt nervesystem at læne sig ind i for dem omkring mig. Holdt fødderne på jorden, hovedet koldt og hjertet varmt.

Min undervisning og mine behandlinger har været centreret om at vugge nervesystemet til ro, åbne hjertet og være med det, der er. Også det svære. Uden at lukke af, lukke ned, blive handlingslammet.

Den balance har mange af os aldrig lært. Jeg oplever selv, at min automatpilot er indstillet på at ville fikse det, hvis noget er svært. Gå på gaden, råbe op og kæmpe. Eller give op, dulme smerten eller lukke helt ned. Når det bliver meningsløst, så lukker jeg af. Slukker for aktivisterne og frihedskæmpernes profiler og nyhederne.

Mødet med polyvagalteorien har for mig været som at finde løsningen på den gordiske knude.

Den teori har givet mig forståelsen af, at jeg bidrager til den kollektive kæmp- eller flygt-stemning, hvis jeg går på barrikaderne. Bidrager til dem-og-os og andre traumestrategier. Fastholder mit nervesystem i sympatikus. Aktiveret. I alarmberedskab. Ikke tryg og forbundet med verden.

Modsat er det heller ikke hjælpsomt at lukke ned i dorsal vagal. Miste modet og kontakten til livet og den handlekraft, som også bor i vreden over verdens tilstand. Kunsten er at forblive forbundet med mig selv og med verden og handle fra det sted.

Her en håndfuld øvelser, der har støttet mig:

🌱 At gå med bare fødder i græsset. Den dorsal vagale tilstand er knyttet til vores følelse af fundament, vores rødder. Ved at mærke jorden under mig, forbindelsen, tyngdekraften, støtten har jeg genfundet tilliden til, at jeg gerne må være her. Også på en anden måde, end jeg har været før.�
🌱 Twist. Det kan være som her på yogamåtten eller at bevæge hovedet og overkroppen lidt fra side til side i løbet af dagen. Jeg kunne skrive noget om vagus nerven, og hvordan den bliver stimuleret af twist, men helt instinktivt mærkes det i mig som en invitation til at se et større perspektiv. Måske ikke helt 360 grader rundt, men næsten.�
🌱 Selvmassage. Måske særligt af det, som i taoistisk filosofi kaldes yin organerne; nyrer, milt, lever, hjerte og lunger. Mærk kontakten mellem dine håndflader og andre områder af kroppen. At du er her. Nu. �
🌱 Tid i naturen. Uden podcast eller musik i ørerne. Løfte blikket mod himlen. Mærk barken på et træ. Lytte til fuglene, der trækker over himlen i store flokke. �
🌱 Abdominal breathing eller bare dybe vejrtrækninger. Så dybe at maven bevæger sig langsomt ud på indåndingen, der bliver mere plads imellem ribbenene. På udåndingen trækker ribbenene sig sammen om midtlinjen igen, og navlen søger tilbage mod rygsøjlen. �
Øvelserne er generelle og nogle af dem, der støtter mig mest. MEN vores nervesystemer er unikke, og derfor kan noget af det, der bringer mig tilbage til tryghed og forbundethed aktiverer dig. Måske ved du, at tid i naturen ikke støtter dig, men bringer dig i alarmberedskab, fordi du ser, hvor få fugle der er på træk i år sammenholdt med tidligere. Måske selvmassage af netop et af de organer, jeg nævner her, bevidst eller ubevidst minder dig om en traumatisk oplevelse.

Dette er til inspiration. Skrevet med et ønske om, at du også mærker tilladelsen til at praktisere en mere stille og egenomsorgsfuld aktivisme i de her dage, end den du måske er vokset op med.

08/08/2025

Hvad er gaven, var ofte spørgsmålet, når nogen delte noget svært dengang for 10 år siden, da jeg tog min første coachuddannelse. Jeg husker stadig, hvordan det spørgsmål altid var forbundet med en sammentrækning i mig. Der er ikke altid en gave i smerten, ikke altid en mening med den. Ikke til at begynde med.

Vi vil så gerne derhen. Helst så hurtigt som muligt. Min erfaring er bare, at modstanden mod først at mærke smerten, sorgen, ensomheden, vreden, alt det vi ofte kommer til at kategorisere som negative følelser, netop er det, der forhindrer gaven i at manifestere sig.

Før vi kan transformere traumatiske oplevelser til vækst, må vi mærke ubehaget. Helt råt. Med radikal accept af, at lige nu er det sådan. Slippe modstanden på nuet.

At kunne det forudsætter, at der er et sted, vi føler os trygge nok til at være med det, der er. Uden at skubbe ubehaget væk, kaste glimmer på eller forlade os selv, fordi vi mærker, at vores ubehag vækker ubehag i andre. Som jeg oplevede det dengang på coachuddannelsen.

Vi kan ikke skabe det trygge sted for os selv, hvis ikke vi har lært det tidligt i livet. Derfor har vi brug for støtte. Mennesker, der selv har gået vejen eller kan møde os fra et trygt og roligt sted i sig selv. Mennesker, der kan give os mulighed for at samregulere og derigennem øge kapaciteten i os selv til at være med det svære.

Tryghed og støtte gøder jorden for posttraumatisk vækst. Tryghed, støtte og tålmodighed. Der er ikke noget kick fix. Ofte er gaven i traumatiske oplevelser ikke at livet pludselig bliver mere lyserødt, men at vi øger kapaciteten til at være med det svære i livet og dermed også til at være med det smukke. At vi opøver evnen til at leve mere åbent, tage livet ind. Fuldt og helt.

Fortsættes i kommentaren…

Kropsterapi og yoga v. Ditte Clemen

18/12/2025

16/12/2025

26/11/2025

18/11/2025

10/11/2025

09/10/2025

02/10/2025

30/09/2025

12/09/2025

28/08/2025

12/08/2025

08/08/2025

Adresse

Åbningstider

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type

Mandag	09:00 - 16:00
Tirsdag	09:00 - 14:00
Torsdag	09:00 - 14:00
Fredag	09:00 - 14:00