22/01/2018
Opslag 7
Stresshistorie
Jeg vil først fortælle min egen oplevelse med stress. En anden gang vil jeg komme ind på, hvad stress og andre kriser gør ved kroppen.
I sensommeren 2012 vågnede jeg (efter en lang periode med meget dårlig søvn, max. 1 -2 timer ad gangen), med frygtelig ondt i ryggen. Det var ikke sådan et almindeligt ”hold i ryggen”, men meget udefinerbart. En smerte jeg ikke havde oplevet før. Jeg fornemmede også, at min ”lunte” var blevet kortere. Jeg blev lettere opfarende. Efter nogen tid ændrede det karakter, og nu gik det pludselig ud over min vejrtrækning. Det var som om, jeg ikke kunne trække vejret, som en form for spændetrøje. Nu blev det pludselig alvorligt. Hvad var der i vejen?
Dybt nede i sjælen vidste jeg det godt. Jeg har oplevet det mange gange i klinikken. Men for mig? Nej, Nej jeg var jo udødelig, usårlig. Jo, jo den store” tordengud”, der kunne klare alt, var såret, skudt i sænk, i knæ.
Nogle morgener senere vågnede jeg efter endnu en nat med sparsom søvn og havde ondt i kæben, lidt ned i struben og op i øret. Det var fuldstændig uudholdeligt. Jeg var ved at sprænges.
For at det ikke skulle være nok, ”vågnede” jeg en dag med ondt i den ene testikel. Åhh, P.. nu har jeg fået testikelkræft, tænkte jeg. Men nej, selvfølgelig havde jeg ikke det.
Sådan ”kørte” det rundt i kroppen på mig, uge efter uge. Og pludselig listede selvmedlidenhed sig ind på arenaen, og det blev det bestemt ikke bedre af. Jeg fik nemt til gråd. Det var den rene elendighed. Pyyh ha, jeg kan både huske og mærke det endnu. Det var bestemt ikke sjovt.
Jeg var klar over, at noget måtte gøres! Der skulle hjælp til. Jeg kunne ikke klare det selv, og sådan er det for de fleste. Jeg gik i psykoterapi (Gestaltterapi) opfulgt med ” Mindfulness Baseret Stressreduktion” (MBSR). Det hjalp, men det gik laaangsomt. Der findes ingen trylleformular her. Det er noget, man skal gennemleve.
Nætterne og aftenerne var de værste. Det var her, alle de frygtelige tanker overvældede mig. Så det var naturligt, at jeg ikke kunne sove. Jeg måtte ud og bevæge mig. Ikke for at flygte, men for at løsne det hylster, jeg følte mig spærret inde i. Efter 30-40 minutter begyndte det at løsne, og kroppen kunne fungere nogenlunde et stykke tid.
Det er min oplevelse, og jeg tror, det er vigtigt når man bliver ramt af stress, sorg eller anden livskrise, at man fastholder så meget af sin hverdag som muligt. Jeg tror, det er vigtigt, at man omprioriterer sin tid og giver sig selv tid til refleksion og ændrer det, der skal ændres. Jeg tror også, det er ubeskrivelig vigtigt at tage ens nærmeste med på den rejse, man gennemgår. Tag evt. din partner med til terapeuten, ikke for at være med i terapien, men for at prøve at forstå, hvad der sker for dig. Det er desværre ikke alle ægteskaber, der holder til krisen.
Jeg skriver ikke min historie for at udlevere mig selv eller for at få medlidenhed. Jeg håber, at min historie kan give dig indblik i, hvordan en krise kan opleves i kroppen, både for dig der har prøvet det og dig, der ikke har prøvet. Stress er desværre heller ikke noget, der forsvinder efter 3 gange i terapi. Det er ikke unormalt at der kan gå 1 – 2 år. Det kræver tålmodighed, ikke mindst for omgivelserne.
Som du kan se på billedet, er bakken stejl. Men husk, du er ikke alene. Andre har været der før dig og trampet en sti. Du skal følge stien, så kommer du op. Det er også vigtigt at gøre sig klart, at sådan en krise sætter sine spor. Du kommer ovenpå igen - ja -, men nogle ting har ændret sig for bestandigt. Du er blevet mere sårbar, og forhåbentlig mere lydhør over din krops signaler.
Like oplægget eller del det med dine venner. Nogen har måske brug for det.
