Psykoterapeut Lone Søgaard

18/02/2026

Nogle gange er de mest overfladiske samtaler et kald på forbindelse.

04/02/2026

Fra selvbebrejdelse til selvforståelse🙏.

🐦‍🔥DE 12 OVERGANGE (2)

2. OVERGANGEN FRA SELVBEBREJDELSE TIL SELVFORSTÅELSE
____

Vi holder op med at bebrejde os selv for vores reaktioner, mønstre og sammenbrud. Vi begynder at forstå dem som intelligente svar på vilkår, der ikke var bæredygtige.
____

Denne overgang kræver mod, fordi selvbebrejdelse ofte har fungeret som en form for orden. Så længe skylden kunne placeres i én selv, kunne verden stadig give mening. Der var noget, der kunne forbedres, skærpes, kontrolleres. Ens liv kunne stadig tilskrives betydning og agency, der var noget man kunne tage ansvar for at have forårsaget.

At tage denne overgang er at opgive den orden - og denne forsikring.

Det indebærer at holde op med at spørge: hvad er der galt med mig? Og i stedet stille et sværere spørgsmål: hvad var det, jeg levede i?

Selvbebrejdelse er ikke had mod sig selv. Det er et forsøg på at bevare sammenhæng. En måde at forklare reaktioner, der ellers ville pege på noget mere urovækkende: at vilkårene var for snævre, for hårde, for ensomme, for krævende.

At træde ind i selvforståelse er ikke at frikende sig selv. Det er at se sig selv klart. At anerkende, at det, der senere blev kaldt symptomer, mønstre eller sammenbrud, var svar. Ikke smukke svar. Ikke ideelle svar. Men de bedst mulige svar i en situation, hvor andre muligheder ikke fandtes.

Denne overgang kræver, at man giver slip på forestillingen om, at alt kunne have været anderledes, hvis man bare havde været stærkere, klogere, mere moden. Den forestilling er tillokkende, fordi den lover kontrol. Men den er også en fortsættelse af volden, nu vendt indad.

At tage denne overgang er at standse den indre retssag.
At lægge anklageskriftet ned.
At ophøre med at føre bevis mod sig selv.

Det betyder ikke, at ansvar ophæves.
Det betyder, at ansvar flyttes.

Fra selvangreb til selvindsigt.
Fra dom til forståelse.
Fra skam til sammenhæng.

I denne overgang påtager man sig opgaven at lære sit eget system at kende, ikke som et problem, men som et vidne. Man accepterer, at det, der engang var nødvendigt, ikke længere skal forsvares, men heller ikke fordømmes.

Selvforståelse er ikke blid. Den er præcis.
Den ser det, der var, uden at forskønne det.
Og den bærer erkendelsen af, at reaktioner ikke opstår i et tomrum.

Denne overgang kan ikke tages halvt.
Enten fortsætter anklagen.
Eller også begynder forståelsen.

Når selvbebrejdelsen slipper, opstår der ikke straks fred.
Men der opstår plads.

Og plads er det første, et menneske behøver, hvis noget nyt en dag skal kunne vokse.

_____

DE 12 OVERGANGE
Rejsen fra overlevelse til vitalitet.

Denne overgang er nr. 2 i en serie beskriver 12 overgange, på rejsen fra overlevelsesorganisering mod integritet, autenticitet og selvudfoldelse.

Overgangene er ikke udviklingsmål, men nødvendige reorganiseringer, på vejen mod en mere bæredygtig livsform.
Det er ikke en lineær proces. Overgangene kan overlappe, gentage sig, fordybe hinanden.

De er broer i samarbejdet og samtalen med nervesystemet, om at åbne sig for muligheden for, at lægge fossillerede strategier til ro — og i deres sted genoplive evnen til fleksibelt og modent at finde resonans med verden og andre.

02/02/2026

MANIPULATION OG DET PLASTISKE NERVESYSTEM

Manipulation forstås traditionelt som forsøg på at påvirke eller styre et andet menneskes tanker, følelser eller handlinger på en indirekte, skjult eller ikke-gennemsigtig måde.

Alene ordet manipulation, rammer dybt.
Noget, der straks vækker uro, modstand, måske vrede eller afsky. En oplevelse af at blive trukket i, skubbet til, flyttet uden samtykke. Af at miste fodfæste i sig selv, bare et øjeblik

Men denne definition siger mere om formen end om det sted i et menneske, hvor adfærden opstår.

Manipulation opstår ikke i tomhed. Den opstår i relationer. Mellem nervesystemer, der forsøger at finde vej til kontakt og betydning dér, hvor direkte behov engang var for svære at vise.

Manipulation er en universelt tilgængelig tilpasningsstrategi. En måde at få dækket vores mest grundlæggende eksistentielle behov - også på bekostning af den andens.

Derfor mærkes den også ofte i os, før vi forstår den.
At blive manipuleret er at mærke sit eget nervesystem komme under pres. Grænser bliver uklare. Autonomi vakler. Noget i os vil væk, lukke ned, slå fra – eller slå igen.

Manipulation er med andre ord nervesystemets forsøg på at skabe bevægelse i en relation, når direkte behov ikke kan komme sikkert frem.

Men hvis vi tør blive et øjeblik i den oplevelse, kan der åbne sig et dybere spørgsmål:

Hvad er det for et sted i et menneske, hvor manipulation bliver den måde, man rækker ud på?

Manipulation opstår sjældent dér, hvor behov kan siges direkte.

Den vokser frem i sprækkerne – dér hvor længsler, sårbarhed og afhængighed engang blev for farlige at vise. Hvor det at sige “jeg har brug for dig” kostede for meget. Hvor afvisning, skam eller usynlighed gjorde direkte kontakt umulig.

Når dét sker, finder nervesystemet omveje.
Ikke som bedrag, men som nødvendighed.
Ikke for at skade, men for at overleve – og senere for at forsøge at leve.

Den, der manipulerer mest, bærer ofte den dybeste smerte.

Den mest kontrollerende, den mest forførende, den mest selvcentrerede – vækker sjældent vores nysgerrighed. De vækker vores foragt. Vores afsky. Vores behov for afstand.

Netop dér bliver det svært at huske, at også dette er et nervesystem. Et nervesystem, der er blevet formet af gentagne erfaringer, hvor gensidighed ikke var mulig, og hvor kontakt måtte sikres ad andre veje.

Det er ikke en undskyldning.
Det er en forståelsesramme.

For vi er alle kommet dertil, hvor vi er, gennem de tilpasninger vi måtte gøre for at kunne være til.
Ingen af os starter med manipulation. Den opstår, når noget mere oprindeligt ikke kunne få plads.

Det afgørende er dette:

Nervesystemet er aldrig færdigt!

Det er plastisk. Formbart. Orienteret mod vækst, hvis betingelserne ændrer sig.
Det reorganiserer sig i mødet med nye erfaringer – især erfaringer, hvor grænser respekteres og behov oversættes.

Derfor kan vi både:
• se manipulation klart
• beskytte os mod den
• sætte tydelige grænser

og samtidig bevare en indre viden om, at der bag strategien findes et menneske, som engang ikke kunne komme mere direkte frem.

Når det gælder børn, bliver dette perspektiv afgørende.

Et barn, der konsekvent må manipulere for at føle sig mødt, bærer allerede en tung erfaring. Hvis ingen oversætter strategien tilbage til behov, risikerer den at stivne – ikke bare som adfærd, men som identitet.

Her opstår en etisk fordring når vi møder et andet menneske. Især når vi står i roller med autoritet eller ansvar for at drage omsorg for andre mennesker.

For i disse møder er vi ikke kun i relation med et menneske – vi er i berøring med dets nervesystems fremtidige muligheder.

Måske er det dette, vi skal minde hinanden om:

At vi ikke kun møder handlinger, men historier, der engang blev nødvendige. Og at vores måde at møde hinanden på kan være med til enten at lukke eller åbne de veje, et nervesystem tør gå næste gang.



Photo Rod Long on Unsplash

29/01/2026

Mening er nervesystemets hjem.

MENINGENS MAGT - REGULERING GENNEM RETNING

Mening er ikke noget, nervesystemet forstår bagefter. Mening er noget, nervesystemet lever af.

Ikke som filosofi.
Som fysiologi.

⸻

Nervesystemet spørger hele tiden: “Hvad foregår der egentlig?”

Før tanker. Før ord. Før fortællinger.

Det autonome nervesystem scanner konstant:

Er der sammenhæng?
Er der retning?
Er der en indre logik i det, jeg oplever?
Giver mine handlinger resonans eller friktion?

Når der er mening, falder systemet mod regulering.
Når der mangler mening, øger systemet beredskab.

Ikke fordi noget er “forkert” – men fordi uforståelighed er lig med potentiel fare.

Omvendt føles meningsløshed som støj i systemet.

Et nervesystem kan håndtere smerte.
Det kan håndtere belastning.
Det kan håndtere kaos.

Det har langt sværere ved:

–Vilkårlighed
–Brudte narrativer
–Gentagne krav uden indre sammenhæng
–Handlinger, der ikke stemmer med det indre kompas

Det opleves som: kronisk spænding, uro uden objekt, udmattelse uden forløsning og en følelse af fiasko: “Jeg gør alt det rigtige, men kroppen følger ikke med”

Det er ikke manglende robusthed.
Det er manglende mening i nervesystemets sprog.

Mening er ikke forklaring – det er retning

Vi har en kollektiv forventning om, at mening er noget kognitivt.
Men nervesystemet er ligeglad med forklaringer, hvis de ikke peger nogen steder hen.

For nervesystemet er mening:
• Oplevelsen af at bevæge sig mod noget,
• en følelse af indre kohærens,
• en rytme, hvor handling og indre tilstand hænger sammen.

Derfor kan to mennesker stå i samme situation:
• Den ene reguleres
• Den anden kollapser

På grund af meningsmatch eller mismatch.

Den afgørende pointe her er at regulering uden mening bliver mekanisk

Man kan:
• Trække vejret korrekt
• Stimulere vagus
• Lave alle øvelserne

Og stadig være dysreguleret.

Hvorfor?

Fordi nervesystemet mærker:
“Det her gør jeg for at overleve – ikke fordi det stemmer.”

Ægte regulering sker, når kroppen oplever:

“Jeg er i bevægelse på en måde, der giver indre ja.”

Det er derfor:
• Ritualer virker bedre end teknikker
• Kunst kan regulere dybere end øvelser
• Sandhed kan sænke skuldre hurtigere end mekanisk vejrtrækning.

Mening er nervesystemets hjem.

Når et menneske lever i kontakt med mening:
• Reduceres basal alarm
• Øges fleksibilitet
• Bliver restitution dybere
• Stress bliver mere forbigående

Ikke fordi livet er objektivt lettere.
Men fordi kroppen forstår hvorfor den er i det.

Når mening mangler, forsøger nervesystemet at kompensere:

• Gennem kontrol
• Gennem overpræstation
• Gennem dissociation
• Gennem sammenbrud

Det er ikke sygdom.
Det er et orienteringsproblem.

Samlet set betyder det at regulering følger mening – ikke omvendt.

Vi har vendt det på hovedet kulturelt.

Vi siger:
“Bliv reguleret, så kan du finde mening.”

Kroppen siger:
“Giv mig en sanselig oplevelse af mening – så regulerer jeg.”

Mening behøver ikke være storslået.

Den kan være:
• Sandhed
• Rytme
• Ærlighed
• Overensstemmelse med dit væsen

Og når den er det, falder nervesystemet ikke blot til ro. Det finder hjem.



Illustration: Graham Wilson

23/01/2026

NÅR VI MØDES SOM IDENTITER OG NÅR VI MØDES SOM NERVESYSTEMER

Når mennesker mødes, møder de sjældent op uden form.

De møder op som nogen.

Den professionelle.
Forælderen.
Eksperten.
Den ansvarlige.
Den samarbejdsvillige.
Den kritiske.

De udveksler faglighed, erfaring, vurderinger og holdninger.
De taler om metoder, løsninger, bekymringer og grænser.
Det opleves som dialog.
Som samarbejde.
Som uenighed.

Men det er organisering.

Identiteten er ikke blot et selvbillede, men en måde at kunne være i kontakt på uden at komme i fare.

Den er formet af gentagelser.
Af det, der gjorde relation mulig.
Af det, der måtte blive stabilt for at kunne blive.

Når mødet bæres af identiteter, udveksles der ikke kun indhold. Der forhandles position, legitimitet og adgang til indflydelse.

Derfor bliver møder let til positioner.
Derfor bliver dialog let til forsvar.
Derfor bliver faglighed let til magt.

MØDET SOM IDENTITETER

Når mennesker mødes som identiteter, er mødet allerede ladet.

Identiteten er ikke neutral. Den er et resultat af overlevelse.

Den er bygget af gentagelser:
det der virkede,
det der beskyttede,
det der gav adgang til tilknytning, status eller sikkerhed.

Nogle identiteter er båret af skam.
Andre af stolthed.
De fleste af begge dele, flettet sammen så tæt, at bæreren ikke længere kan skelne.

I identitetsmødet spørger nervesystemet ikke:
Er du her med mig?
men:
Er du en trussel mod det, jeg har måttet blive for at overleve?

Derfor bliver samtaler hurtigt til positioner.
Derfor bliver uenighed til angreb.
Derfor bliver feedback til afvisning.
Derfor bliver selv velmenende spørgsmål oplevet som kontrol.

Identiteter kan ikke regulere hinanden.
De kan kun forsvare sig, dominere, tilpasse sig eller trække sig.

Og hver gang det sker, styrkes illusionen:
at det er indholdet, der er problemet.

MØDET SOM NERVESYSTEMER

Når mennesker mødes som nervesystemer, er der ingen illusion.

Der er kun tempo.
Tone.
Timing.
Mikrobevægelser.
Åndedrættets dybde.
Øjenkontaktens kvalitet – eller fravær.

Nervesystemet spørger ikke, hvem du er.

Det spørger:
Er der sikkerhed her?
Er der forudsigelighed?
Er der plads til, at jeg kan forblive mig selv uden at skulle spænde?

Her er ingen behov for at vinde.
Ingen identitet at forsvare.
Ingen fortælling, der skal holdes sammen.

Her sker regulering – eller dysregulering – før mening.
Før etik.
Før intention.

Når to regulerede nervesystemer mødes, kan selv dyb uenighed bæres uden vold.
Når to dysregulerede nervesystemer mødes, kan selv kærlighed forvandles til kamp.

SKAM OG STOLTHED SOM NEUROAFFEKTIVE FÆNOMENER

Skam er ikke en følelse.
Det er et kollaps i det sociale nervesystem.

Stolthed er ikke nødvendigvis styrke.
Det er ofte en kompensation for tidligere tab af regulering og værdi.

Begge bliver identitetsbærende, fordi de engang reddede forbindelsen. Men ingen af dem skaber kontakt i nutiden.

Kun regulering gør.

Kun evnen til at blive i kroppen, mens den anden eksisterer, uden at blive truet.

Hvis dette blev forstået bredere, ville færre konflikter blive forklaret – og flere blive reguleret.
Færre børn blive korrigeret – og flere blive mødt.
Færre faglige kampe blive udkæmpet – og flere relationelle felter blive holdt.

For det er ikke identiteten, der længes efter mødet.
Det er nervesystemet.

Og det reagerer altid først.



Illustration: AI

18/01/2026

NÅR DE VOKSNE LYVER MED KROPPEN

Jeg hører dine ord.
Men jeg bor i din vejrtrækning.

Du siger, det er okay.
Men dine skuldre holder fast i noget,
og dit blik når mig for sent.

Jeg mærker det i mit bryst,
før der findes tanker.

Når dine hænder er rolige,
men dit indre løber,
bliver jeg urolig uden at vide hvorfor.

Så begynder jeg at justere.

Jeg bliver stille.
Eller sjov.
Eller dygtig.
Eller væk.

Ikke for at ændre dig.
Men for at få verden til at hænge sammen.

Når du smiler,
men din mave er hård,
ved jeg ikke, hvor jeg må være.

Så flytter jeg mig.
Ikke i rummet.
Men indeni.

Jeg lærer at lytte efter det,
der ikke bliver sagt.
Jeg lærer at mærke spænding
som retning.

Jeg holder øje.
Jeg holder sammen.
Jeg holder mig klar.

Nogle dage glemmer jeg,
hvordan det føles
at være mig,
før jeg blev den, der passer på.

Når din krop en dag
begynder at tale sandt,
selv når sandheden er svær,
sker der noget stille.

Luften bliver større.
Tiden sænker sig.
Noget i mig slipper sit greb.

Jeg behøver ikke finde på mere.
Jeg behøver ikke være foran.
Jeg behøver ikke være lille
eller stærk.

Jeg kan være her
uden at lytte efter fare.

Jeg har aldrig haft brug for,
at du var perfekt.

Jeg har bare brug for,
at din krop
og dine ord
taler samme sprog.

Så kan jeg blive mig.



Illustration:AI

16/01/2026

At finde mildhed med vores selvbeskyttelse🙏

OVERLEVELSESSTRATEGIER ER IKKE NOGET VI HAR – DE ER NOGET VI ER.

Udviklingstraumer lever ikke som abstrakte teorier i hovedet.

De er indgraveret i nervesystemets arkitektur.
Stemplet ind i muskeltonus, opmærksomhed, vejrtrækning, tempo, relationel stil. De er blueprintet bag, hvordan verden overhovedet opleves.

Når vi bliver “trigget”, er det ikke en tanke, vi kan vælge at tænke anderledes.
Det er ikke en følelse, vi kan observere på afstand.
Det er et autonomt skift i hele organismen.

I det øjeblik er vi vores strategi.

Vores verdensbillede snævres ind.
Vores handlemuligheder reduceres.
Relationen farves.
Kroppen ved, hvad den skal gøre, længe før bevidstheden når med.

Og det giver mening.

I NARM og beslægtede traumeorienterede traditioner forstås disse mønstre ikke som fejl, men som intelligent selvbeskyttelse.

De opstod ikke for at begrænse livet, men for at sikre overlevelse, tilknytning og værdighed under vilkår, hvor det fulde selv ikke kunne rummes.

Derfor kan man heller ikke bare “give slip” på dem.

For når vi nærmer os vores dybeste overlevelsesstrategier, nærmer vi os samtidig det sted i os, hvor intet andet bar.

At løsne dem kan opleves som at miste gulvet under sig.

Som frit fald.
Som at stå uden kort, uden kendt identitet, uden garanti for, hvem man er uden dem.

Mange vender om netop dér.
Ikke af modstand, men af visdom.

For nervesystemet slipper ikke det, der engang var livsnødvendigt, uden at mærke noget, der føles endnu mere grundlæggende trygt.

Traumeheling handler derfor ikke om at overvinde eller afskaffe strategier. Det handler om at ære deres kærlige intelligens.

At forstå, hvordan de har tjent livet.
At skabe nok relationel og kropslig sikkerhed til, at systemet langsomt kan opdage, at overlevelse ikke længere afhænger af dem alene.

Først når strategien ikke længere er os, men noget i os, kan der opstå et mellemrum. Og i det mellemrum kan noget nyt organiseres.

Ikke gennem vilje.
Men gennem kontakt, regulering og oplevet valgbarhed.

Det er ikke en lineær proces.
Og det er ikke for de modige alene.
Det er for dem, der er villige til at møde sig selv uden at forråde den del, der engang gjorde alt for at holde livet i gang.



Illustration: AI

15/01/2026

AT BLIVE FANGET I OVERLEVELSENS FÆNGSEL

Overlevelsesstrategier er ikke noget vi har.
De er noget, der har os.

Før sproget.
Før identitet.
Før valg.

Nervesystemet lærer først.

Det lærer, hvad der gør forbindelse mulig.
Det lærer, hvad der holder fare på afstand.
Det lærer, hvad der må bæres alene, og hvad der aldrig må efterspørges.

Og når disse strategier først er lært, føles de ikke som strategier. De føles som virkelighed.

“Jeg er den, der holder.”
“Jeg er den, der tilpasser mig.”
“Jeg er den, der er opmærksom.”
“Jeg er den, der ikke behøver så meget.”

Ikke som overbevisninger.
Men som kropsholdning. Som åndedræt. Som muskeltonus. Som fordøjelse. Som opmærksomhed.

Derfor er overlevelsesstrategier så svære at se.
Man kan ikke betragte dem udefra, når man lever indefra dem.

NERVESYSTEMET KOMMER FØRST!

Vi taler ofte, som om indsigt burde gå forrest.
Som om forståelse i sig selv burde frisætte os.

Men nervesystemet bevæger sig ikke, fordi det er overbevist.
Det bevæger sig, når det er trygt.

Længe før vi kan reflektere, har kroppen allerede besluttet:

– hvad nærhed koster
– hvad distance beskytter
– hvordan stabilitet føles
– hvad kærlighed kræver

Derfor er “bare gå”, “bare sæt grænser”, “bare vælg anderledes” ikke små råd.
De er enorme krav.

De beder nervesystemet om at opgive netop den strategi, der engang gjorde overlevelse mulig.

Det er ikke et lille skridt.
Det er et eksistentielt.

HVORFOR TRAUMEBÅND ER VANSKELIGE AT “LØSNE”

Et traumebånd handler ikke primært om tilknytning. Det handler om regulering.

Det er en relation, hvor to nervesystemer har lært at stabilisere hinanden gennem velkendt smerte snarere end ukendt tryghed.

Båndet består ikke, fordi det føles godt.
Det består, fordi det føles kendt.

Og her er det, vi sjældent siger højt:

At løsne et traumebånd er ikke kun at sørge over den anden.
Det er at stå på kanten af et liv uden sin primære reguleringsstrategi.

For mange føles den kant afgrundsdyb.

Hvem er jeg, hvis jeg ikke er den, der holder?
Hvem er jeg, hvis jeg stopper med at tilpasse mig?
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere stabiliserer andre for at føle mig virkelig?

Det er den sidste grænse, mange aldrig krydser.

Ikke fordi de er svage.
Men fordi det ukendte kan føles farligere end såret.

RELATIONER ÅBNER DET OPRINDELIGE SÅR IGEN OG IGEN

Heling forestilles ofte som noget ensomt.
Men relationer er dér, hvor overlevelsesstrategier aktiveres mest brutalt og mest klart.

Fordi relationer gør det, intet andet gør:

De placerer et andet nervesystem direkte op ad dit.
De blotlægger afhængighed.
De forstyrrer regulering.
De spejler gamle skader i realtid.

Det oprindelige sår viser sig ikke én gang.
Det viser sig dagligt.

I små øjeblikke:
– når behov udtrykkes
– når opmærksomhed flytter sig
– når stabilitet opstår
– når nærhed uddybes

Og hver gang reagerer kroppen før tanken:
Spænd.
Hold.
Tilpas.
Træk dig.
Overfungér.
Kollaps.

Det er ikke fiasko.
Det er betingning, der møder intimitet.

HVORFOR DET ER SÅ SVÆRT AT “SE SIT EGET”

På et tidspunkt holder smerten op med at handle om den andens adfærd.

Den begynder at handle om noget langt mere skræmmende:

At se, hvor meget af ens liv der har været organiseret omkring overlevelse frem for valg.

Dette øjeblik kommer ofte med sorg, raseri, kvalme, lettelse, klarhed, udmattelse.
Nogle gange på én gang.

For at se sin egen strategi er også at erkende:
– hvor tidligt den opstod
– hvor nødvendig den engang var
– hvor dyr den er blevet

Og det betyder at give slip på fantasien om, at nogen andre en dag vil gøre den overflødig.

Det øjeblik er ikke oplysning.
Det er sorg.

HVAD DET FAKTISK KRÆVER AT VIKLE SIG UD

Ikke heltemod.
Ikke perfekte grænser.
Ikke moralsk klarhed.

Det kræver noget langt mere stille – og langt mere skræmmende:

At blive nærværende, mens nervesystemet ikke længere ved, hvad det skal gøre.
At lade den gamle strategi løsne sig uden straks at erstatte den.
At kunne være i det rum, hvor identitet opløses, før en ny tager form.

Derfor føles “det at vikle sig ud” som død- og genfødselssprog. For på kropsligt niveau er det netop det.

Noget, der engang holdt dig i live, får ikke længere lov at styre.

OG ALLIGEVEL

Når det sker.
Når grebet løsner sig bare en anelse.
Når kroppen ånder ud uden at kollapse.
Når perceptionen klarer.
Når lys vender tilbage uden krav.

Opstår der ofte en stille viden:

Det handlede aldrig om at være i stykker.
Det handlede om at være formet af nødvendighed.

Og nødvendighed har et endepunkt.

Ikke i teorien.
I kroppen.

Det er dér, frihed begynder.
Det er der fred lander - og der sund tilknytning kan genopstå.

31/12/2025

💧 EN TÅRE, ER EN TÅRE, ER EN TÅRE …

⸻

Vi taler ofte om sorg, som om den havde én stemme.
Som om tårer betød det samme, hver gang de falder.
Som om gråd var et entydigt tegn på tab.

Men kroppen er ikke entydig.
Og nervesystemet taler i flere lag på én gang.

Tårer er ikke bare følelser, der løber over.
De er regulering, signalering, kemi, relation.
Nogle er et forsøg på overlevelse, andre på forbindelse.
Nogle er affekt, andre erkendelse.
Og nogle er blot saltvand, der må ud, fordi systemet er mættet.

Psykologisk er sorg sjældent én emotion. Den kan rumme længsel og lettelse i samme åndedrag, vrede uden retning, kærlighed uden objekt, tomhed, meningstab og pludselige glimt af klarhed. Neurofysiologisk betyder det, at flere kredsløb ofte er aktive samtidig: limbiske affekter, autonome responser, vagal modulation, hormonelle skift. Derfor kan to mennesker græde med samme intensitet og alligevel være i vidt forskellige indre landskaber.

Der findes gråd, der føles tung og kollapsende. Kroppen mister tonus, vejrtrækningen bliver dyb og langsom, og der er en fornemmelse af opgivenhed. Dette er ikke sorg som bearbejdning, men som overlevelsesrespons. Et dorsalvagalt “jeg kan ikke mere”.

Der findes også tårer, der er varme og smertefulde på samme tid. Længslen er rettet mod nogen eller noget, der stadig er nærværende i kroppen. Her er gråden relationel. Et bånd, der endnu ikke har sluppet.

Andre gange er tårerne hurtige, intense, næsten uden fortælling. Kroppen ryster, åndedrættet er kort, og der er mere energi end form. Dette er ikke nødvendigvis sorg, men affektudladning. Nervesystemets måde at slippe overskydende spænding på.

Og så er der tårerne, der falder i stilhed. Som kommer sammen med en pludselig klarhed. En erkendelse. Noget, der falder på plads uden at blive let. Disse tårer er integrative. De markerer en overgang.

Endelig findes der tårer uden tydelig emotionel kodning. De kommer ud af det blå, uden narrativ, uden følelse. De kan føles mekaniske, næsten fremmede. Ofte er de rent neurofysiologiske: træthed, overbelastning, hormonelle eller vagale skift. De betyder ikke nødvendigvis noget psykologisk, og netop derfor kan de forvirre.

En udbredt misforståelse er, at intensitet svarer til dybde. Men voldsom gråd kan være tegn på manglende regulering, mens stille tårer kan pege på høj integration. Og fravær af tårer kan være både beskyttelse og ro. Kroppen græder ikke for at fortælle en historie. Den græder for at regulere, forbinde, overleve eller transformere.

Tårer ændrer også karakter afhængigt af, om de bliver set. Nogle kalder på regulering udefra. Andre kan kun falde i ensomhed. Nogle forsvinder, når nogen ser dem. Andre opstår først dér. Det er ikke inkonsistens, men nervesystemets sociale intelligens.

Sorg er ikke en tilstand, man befinder sig i.
Den er en bevægelse, der går gennem os i bølger, lag og gentagelser.

Og tårer er ikke målet.
De er sporene efter bevægelsen.

Nogle gange som havets brusen.
Andre gange som dug på græs.
Og andre gange blot som saltvand, der må løbe, fordi kroppen ved, at liv kræver afløb.



Illustration: AI

20/12/2025

FRA MASSIV BELASTNING TIL LIV - det svære mellemrum

Der findes mellemrum på vejen ud af belastning, som næsten ingen taler om.

Det mellemrum, hvor noget begynder at løsne sig – og kroppen bliver bange.

Ikke fordi der er fare.
Men fordi der pludselig er liv.

Et nervesystem, der har levet længe i kamp, frys eller kollaps, er ikke bare træt.
Det er formet omkring spænding.
Omkring at være klar.
Omkring at holde vejret uden at vide det.

Når noget så begynder at falde på plads, kan det mærkes som:
En urolig varme i brystet,
en sitren i hænderne,
et åndedræt, der bliver dybere – og straks holdes igen

Som om kroppen spørger:
Må jeg godt dette?

Glæde kan føles som for meget.
Lethed kan give svimmelhed.
Fraværet af kamp kan føles tomt eller forkert.

For det, der før holdt dig i live, var ikke ro.
Det var aktivering. Og når aktiveringen slipper, opstår der et rum, kroppen endnu ikke kender.

Derfor sker det ofte, at når liv, lyst eller mening begynder at vise sig, kommer der også et rush.
Ideer.
Engagement.
Handlekraft.

Og så.
Et sammenbrud.

Ikke fordi du gjorde for meget eller noget forkert.
Men fordi strømmen blev større, end systemet kunne rumme.

Som en fjeder, der har været spændt i årevis og pludselig slipper for hurtigt.

Backlash er ikke et tegn på, at du er tilbage ved start.
Det er et tegn på, at kroppen er ved at lære noget nyt – og endnu ikke kan holde det.

Vejen herfra handler ikke om at tage sig sammen.
Den handler om titrering.

At lære kroppen, at liv ikke kommer som en eksplosion, men som puls.
At stoppe, mens det stadig føles godt.
At lade glæde være kort, men gentagelig.
At hvile, før kroppen tigger om det.

Ikke for at holde dig selv tilbage.
Men for at vise nervesystemet, at det gode kan blive – uden at koste alt.

Når der alligevel kommer et sammenbrud, er det ikke nederlag.
Det er afladning.

I de øjeblikke er det vigtigste ikke indsigt, men aflastning.
Mindre input.
Mere gentagelse.
Forudsigelighed.

At standse ulykken er at bringe kroppen tilbage til noget, den kan orientere sig i.

Først dér kan noget andet begynde.

Sikkerhed er ikke målet.
Sikkerhed er gulvet.

Når kroppen igen mærker jorden, opstår et stille, men afgørende spørgsmål:
Hvad nærer mig – uden at presse mig?

Ikke hvad der ser rigtigt ud.
Men hvad der giver mening i kroppen.

Regenerering sker ikke gennem store forandringer, men gennem små, bæredygtige bevægelser.
En rytme.
En måde at være i verden på, der ikke kræver konstant beredskab.

Selvudfoldelse oven på sikkerhed ligner ikke acceleration.
Den ligner et liv, der kan bebos.

Mindre drama.
Mere nærvær.
Mindre spænding i kæben.
Et åndedræt, der får lov at blive nede i kroppen.

Og netop dér kan der opstå tvivl.
For mange tror, at heling skal føles større end dette.

Men når livet ikke længere skal overvindes, mister det sin dramatik.
Det bliver mere stille.
Og det kan føles uvant – næsten tomt – før det føles som sandt.

Det er ikke et gennembrud.
Det er en ankomst.

Ikke til noget nyt.
Men til noget, der endelig får lov at blive.

30/08/2025

Jeg har lige deltaget i et meget inspirerende kursus om "Tilknytningsdynamikker - mønstre i det psykoterapeutiske arbejde" med Autoriseret Psykolog, specialist i psykoterapi og forsker Sarah Daniel.
Genopfriskning og fordybelse af kendte landskaber. Relevant viden både indadtil og udadtil. Mønstre vi ikke kan undsige os, og som har betydning i vores relationer. Betydnig for, hvad vi gør, når vi er på den både i forhold til andre og indadtil i forhold til os selv. Og hvordan denne del får indflydelse på vores evne til at bevæge os i ukendte områder og udvikle os.
Et landskab det er værd at orientere sig i.