06/11/2025
Hvorfor har vi i det moderne samfund været nødt til at ofre kontakten til os selv — for at bevare forbindelsen til alle andre?
Fordi vi lever i et samfund, hvor forbindelsen er blevet en præstation. Hvor rytmen i relationen ikke længere opstår mellem mennesker, men dikteres af systemer.
Hvor nervesystemet – denne subtile antenne for livets gensvar – er tvunget til konstant at tilpasse sig rytmer, det aldrig selv har valgt.
For et barn, der vokser op i et miljø, hvor tempoet er højt, relationerne fragmenterede og følelsesudtrykket reguleret væk, bliver det at “være sig selv” hurtigt farligt. Kroppen lærer, at autenticitet truer tilhørsforholdet. At ro, glæde eller sårbarhed må skjules, hvis man vil høre til. Så vi spænder nervesystemet som et skjold mellem os selv og verden — og kalder det tilpasning.
Stephen Porges’ polyvagalteori hjælper os til at se det biologiske paradoks: Tryghed og forbindelse – de tilstande, der gør os mest menneskelige – kræver ro i det ventrale vagale system. Men i et samfund, hvor tempo, præstation og overvågning er baseline, er den ro næsten umulig. Systemet for socialt engagement kollapser under vægten af konstant mobilisering.
Så vi holder kontakten med andre på bekostning af kontakten til os selv.
Vi aflæser rummet, mærker stemninger, tilpasser os – alt for ikke at miste pladsen i flokken.
Vi bliver eksperter i mikrosignaler, i tonefald, i social forudsigelse.
Men i den proces mister vi fornemmelsen af vores eget center.
Som Gabor Maté skriver: “We learn to choose attachment over authenticity — and call it love.”
Det moderne menneske er derfor ikke koldt eller kynisk. Det er overtrænet i resonans uden rod. Vi mærker alt – men ikke os selv.
Lisa Feldman Barrett viser, hvordan hjernen konstant beregner sit “body budget” — balancen mellem energi, tryghed og trussel. Når hele kulturen trækker på underskud, begynder vores hjerner at budgettere med fravær: vi skærer ned på pauser, på følelser, på fordybelse. Vi forveksler hyperfunktion med liv.
Men under overfladen kører nervesystemet i underskud — konstant i minus.
Og sådan bliver dissociation ikke længere et individuelt traumesymptom, men en kulturel livsform. Vi dissocierer fra kroppen, fra naturen, fra hinanden.
Vi kalder det effektivitet, digitalisering, modernitet.
Men egentlig er det bare en kollektiv tilpasning til et felt uden resonans.
Hartmut Rosa kalder det accelerationssamfundets tragedie: Jo mere vi forsøger at forbinde os, desto mere mister vi evnen til gensvar.
Relationen bliver instrumentel, ikke levende.
Verden svarer os ikke længere.
Vi hører kun vores eget ekko.
Og dog – lige dér, i stilheden efter præstationen, i den lille pause hvor ingen kræver noget – kan kroppen huske.
Et suk. En tåre. En blødhed i blikket.
Et øjeblik, hvor det ventrale system får lov at ånde igen.
Hvor resonans vender tilbage som noget enkelt: en rytme, en puls, et menneske, der ikke vil rette dig, men være med dig.
At sætte nervesystemet først betyder at begynde her.
At forstå, at kontakt ikke kan tvinges frem af ord, men opstår, når nervesystemer får lov at afstemme sig.
At heling ikke er en metode, men en rytme.
At vi først bliver hele, når vi tør mærke os selv i relation – ikke som præstation, men som gensvar.
Det er her Resonansøkologien begynder:
I erkendelsen af, at livet ikke kan forstås som et projekt, men må sanses som et kredsløb.
At viden uden forbindelse mister sin visdom.
At tilpasning uden autenticitet koster os vores menneskelighed.
Så spørgsmålet er ikke længere, hvorfor vi har mistet os selv. Men om vi tør genfinde os – ikke alene, men i rytme med hinanden.
