Psykoterapeut Lone Søgaard

31/12/2025

💧 EN TÅRE, ER EN TÅRE, ER EN TÅRE …

⸻

Vi taler ofte om sorg, som om den havde én stemme.
Som om tårer betød det samme, hver gang de falder.
Som om gråd var et entydigt tegn på tab.

Men kroppen er ikke entydig.
Og nervesystemet taler i flere lag på én gang.

Tårer er ikke bare følelser, der løber over.
De er regulering, signalering, kemi, relation.
Nogle er et forsøg på overlevelse, andre på forbindelse.
Nogle er affekt, andre erkendelse.
Og nogle er blot saltvand, der må ud, fordi systemet er mættet.

Psykologisk er sorg sjældent én emotion. Den kan rumme længsel og lettelse i samme åndedrag, vrede uden retning, kærlighed uden objekt, tomhed, meningstab og pludselige glimt af klarhed. Neurofysiologisk betyder det, at flere kredsløb ofte er aktive samtidig: limbiske affekter, autonome responser, vagal modulation, hormonelle skift. Derfor kan to mennesker græde med samme intensitet og alligevel være i vidt forskellige indre landskaber.

Der findes gråd, der føles tung og kollapsende. Kroppen mister tonus, vejrtrækningen bliver dyb og langsom, og der er en fornemmelse af opgivenhed. Dette er ikke sorg som bearbejdning, men som overlevelsesrespons. Et dorsalvagalt “jeg kan ikke mere”.

Der findes også tårer, der er varme og smertefulde på samme tid. Længslen er rettet mod nogen eller noget, der stadig er nærværende i kroppen. Her er gråden relationel. Et bånd, der endnu ikke har sluppet.

Andre gange er tårerne hurtige, intense, næsten uden fortælling. Kroppen ryster, åndedrættet er kort, og der er mere energi end form. Dette er ikke nødvendigvis sorg, men affektudladning. Nervesystemets måde at slippe overskydende spænding på.

Og så er der tårerne, der falder i stilhed. Som kommer sammen med en pludselig klarhed. En erkendelse. Noget, der falder på plads uden at blive let. Disse tårer er integrative. De markerer en overgang.

Endelig findes der tårer uden tydelig emotionel kodning. De kommer ud af det blå, uden narrativ, uden følelse. De kan føles mekaniske, næsten fremmede. Ofte er de rent neurofysiologiske: træthed, overbelastning, hormonelle eller vagale skift. De betyder ikke nødvendigvis noget psykologisk, og netop derfor kan de forvirre.

En udbredt misforståelse er, at intensitet svarer til dybde. Men voldsom gråd kan være tegn på manglende regulering, mens stille tårer kan pege på høj integration. Og fravær af tårer kan være både beskyttelse og ro. Kroppen græder ikke for at fortælle en historie. Den græder for at regulere, forbinde, overleve eller transformere.

Tårer ændrer også karakter afhængigt af, om de bliver set. Nogle kalder på regulering udefra. Andre kan kun falde i ensomhed. Nogle forsvinder, når nogen ser dem. Andre opstår først dér. Det er ikke inkonsistens, men nervesystemets sociale intelligens.

Sorg er ikke en tilstand, man befinder sig i.
Den er en bevægelse, der går gennem os i bølger, lag og gentagelser.

Og tårer er ikke målet.
De er sporene efter bevægelsen.

Nogle gange som havets brusen.
Andre gange som dug på græs.
Og andre gange blot som saltvand, der må løbe, fordi kroppen ved, at liv kræver afløb.



Illustration: AI

20/12/2025

FRA MASSIV BELASTNING TIL LIV - det svære mellemrum

Der findes mellemrum på vejen ud af belastning, som næsten ingen taler om.

Det mellemrum, hvor noget begynder at løsne sig – og kroppen bliver bange.

Ikke fordi der er fare.
Men fordi der pludselig er liv.

Et nervesystem, der har levet længe i kamp, frys eller kollaps, er ikke bare træt.
Det er formet omkring spænding.
Omkring at være klar.
Omkring at holde vejret uden at vide det.

Når noget så begynder at falde på plads, kan det mærkes som:
En urolig varme i brystet,
en sitren i hænderne,
et åndedræt, der bliver dybere – og straks holdes igen

Som om kroppen spørger:
Må jeg godt dette?

Glæde kan føles som for meget.
Lethed kan give svimmelhed.
Fraværet af kamp kan føles tomt eller forkert.

For det, der før holdt dig i live, var ikke ro.
Det var aktivering. Og når aktiveringen slipper, opstår der et rum, kroppen endnu ikke kender.

Derfor sker det ofte, at når liv, lyst eller mening begynder at vise sig, kommer der også et rush.
Ideer.
Engagement.
Handlekraft.

Og så.
Et sammenbrud.

Ikke fordi du gjorde for meget eller noget forkert.
Men fordi strømmen blev større, end systemet kunne rumme.

Som en fjeder, der har været spændt i årevis og pludselig slipper for hurtigt.

Backlash er ikke et tegn på, at du er tilbage ved start.
Det er et tegn på, at kroppen er ved at lære noget nyt – og endnu ikke kan holde det.

Vejen herfra handler ikke om at tage sig sammen.
Den handler om titrering.

At lære kroppen, at liv ikke kommer som en eksplosion, men som puls.
At stoppe, mens det stadig føles godt.
At lade glæde være kort, men gentagelig.
At hvile, før kroppen tigger om det.

Ikke for at holde dig selv tilbage.
Men for at vise nervesystemet, at det gode kan blive – uden at koste alt.

Når der alligevel kommer et sammenbrud, er det ikke nederlag.
Det er afladning.

I de øjeblikke er det vigtigste ikke indsigt, men aflastning.
Mindre input.
Mere gentagelse.
Forudsigelighed.

At standse ulykken er at bringe kroppen tilbage til noget, den kan orientere sig i.

Først dér kan noget andet begynde.

Sikkerhed er ikke målet.
Sikkerhed er gulvet.

Når kroppen igen mærker jorden, opstår et stille, men afgørende spørgsmål:
Hvad nærer mig – uden at presse mig?

Ikke hvad der ser rigtigt ud.
Men hvad der giver mening i kroppen.

Regenerering sker ikke gennem store forandringer, men gennem små, bæredygtige bevægelser.
En rytme.
En måde at være i verden på, der ikke kræver konstant beredskab.

Selvudfoldelse oven på sikkerhed ligner ikke acceleration.
Den ligner et liv, der kan bebos.

Mindre drama.
Mere nærvær.
Mindre spænding i kæben.
Et åndedræt, der får lov at blive nede i kroppen.

Og netop dér kan der opstå tvivl.
For mange tror, at heling skal føles større end dette.

Men når livet ikke længere skal overvindes, mister det sin dramatik.
Det bliver mere stille.
Og det kan føles uvant – næsten tomt – før det føles som sandt.

Det er ikke et gennembrud.
Det er en ankomst.

Ikke til noget nyt.
Men til noget, der endelig får lov at blive.

20/12/2025

Vejen at gå efter en overbelastning.

AT FINDE VEJ UD AF OVERBELASTNING

Der kommer et tidspunkt, når man har aflastet længe nok - hvor overbelastning ikke længere råber. Hvor den slipper sit hårdeste greb.

Og netop dér bliver man nemt ramt af tvivl og uro.

For hvad gør man, når det ikke længere er akut –
men heller ikke trygt?
Når kroppen ikke længere er i krise,
men stadig ikke kan leve?

Det er her, det er nemt at fare vild.
For de strategier, der bar én gennem belastningen, virker ikke længere. Og de nye måder at være i verden på er endnu ikke tilgængelige.

Det kan føles som at stå på kanten af noget.
Ikke et sammenbrud.
Men heller ikke et gennembrud.

Det er her, vejen ud begynder.
Det er her, der opstår et spørgsmål.

Hvordan lever man herfra?

Mange vil enten skynde sig tilbage til livet, som det var,
eller blive i beskyttelse så længe, at livet aldrig rigtig begynder igen.

Begge impulser giver mening.
Begge kan fastholde belastningen.

For vejen ud er ikke et skift.
Den er en bevægelse, der må findes.

Et nervesystem efter overbelastning leder ikke efter præstation, men efter sikkerhed i sandhed.
Ikke sandhed som forklaring, men som kropslig erfaring.

Derfor begynder vejen ud ikke med planer, men med opmærksomhed.
At lære at læse signaler, som før blev overhørt:

Hvornår åndedrættet bliver frit eller holdt
Hvornår kroppen samler sig eller åbner sig
Hvornår der kommer mere liv bagefter – eller et behov for at lukke ned

Det er ikke tegn på mod eller svaghed.
Det er pejlemærker.

Derfra opstår næste skridt: prøvehandlinger.

Små, reversible bevægelser i retning af liv.
Ikke for at presse, men for at undersøge.

En kort kontakt i stedet for en lang.
En ærlig sætning mere end vanligt – og så stoppe.
Et lille valg med autonomi.
Et ja, der kan fortrydes.

Det afgørende er ikke, hvordan det føles imens,
men hvad der sker bagefter.

Her opstår tvivlen.
Både hos den belastede og hos den, der gerne vil hjælpe.

Gør vi for lidt?
Gør vi for meget?
Beskytter vi – eller fastholder vi?
Inviterer vi – eller presser vi?

Der findes ingen facitliste.
Men der findes tegn.

Når bevægelsen er bæredygtig, ses det ofte som
langsommere udmattelse,
kortere restitution,
tydeligere grænser,
mindre selvangreb efter fejl.

Når det ikke er det, er det ikke fiasko.
Det er information.

For pårørende og forældre er faldgruben ofte, at ens egen frygt kommer til at styre tempoet.
Frygten for tilbagefald.
Frygten for at gøre skade.
Frygten for aldrig at komme videre.

Men det, den anden regulerer sig efter, er ikke vores planer. Det er vores tilstand.
En rolig, undersøgende tilstedeværelse giver mere tryghed end den perfekte strategi.

Et liv efter overbelastning bliver sjældent et liv med mere fart. Det bliver et liv med større overensstemmelse mellem kapacitet og krav - biologisk sandhed og social forventning.

Mindre indre konflikt.
Mere retning.

Det kan føles usikkert.
For den kendte belastning kan føles tryggere end det ukendte liv. Men hver gang nervesystemet får erfaringen af at kunne gå lidt ud – og komme tilbage igen udvides feltet.

Ikke som et gennembrud.
Men som en sti, der opstår under fødderne.

Og det er sådan vejen ud skabes.
Ikke ved at vide.
Men ved at mærke – og justere.

29/11/2025

🚪HVORDAN VI FINDER VEJ HJEM IGEN

Interoceptionen er som porten til selvets grund
Interoception er ikke en teknik.
Det er en vej hjem til dig selv.
Et sted du måske har glemt,
når livet har været for højt, for hurtigt eller for hårdt.

Vejen begynder ikke med at mærke mere.
Den begynder med at mærke tryggere.

🦋 Et nervesystem der tør lytte

Indre signaler kan kun forstås,
når kroppen ikke forsøger at overleve.

Derfor er første skridt at skabe de rytmer,
der beroliger hele det autonome felt:
- en lang, blød udånding
- en hånd på maven, der giver retning til vejrtrækningen
- gyngende bevægelser, der vækker gammel tryghed
- varme, der løsner alarmberedskabets kant
- tempoer der er så langsomme, at hjertet falder ind

Her begynder kroppen at slippe forsvaret.
Her bliver interoception mulig.

🌊 Mød de indre signaler med nysgerrighed

Når kroppen åbner sig,
kommer signalerne ikke som ord,
men som bevægelser:

En varme der rejser sig.
En prikken bag brystbenet.
En lille orientering mod eller væk.
En bølge i maven, der hvisker: “vent…”

Arbejdet er at følge disse mikrobevægelser
uden at dømme dem eller presse dem frem.

Det du lærer her, er kroppens egen grammatik:
- følelsens fødsel
- intensitetens bølge
- opløsningens efterklang

Det er ikke mindfulness — det er et samspil.
Mindfulness handler om at observere det, der sker.
Interoceptivt samspil handler om,
at gå i dialog med det, der sker.
Det er en relation mellem dig og din krops signaler
– ikke en neutral betragtning udefra.

🦎 Lad kroppen tale først

Interoceptiv træning er kunsten,
at lade kroppen være fortæller,
og tanken stenograf.

Spørg ikke:
“Hvad føler jeg?”
Spørg:
“Hvilken bevægelse laver kroppen nu?”
“Hvor ændrer temperaturen sig?”
“Hvilken rytme mærker min hånd?”
Dette skaber en indre cirkel af:
sansning → opmærksomhed → betydning → selvforståelse.
En neurofænomenologisk vej tilbage til dit eget indre rum.

🤝 Find et reguleret felt

Interoception styrkes i et reguleret felt.
For nogle betyder det et andet menneskes nærvær.
For andre betyder det, at mærke kroppen uden ydre kontakt.
Det afgørende er, at nervesystemet føler sig trygt nok,
til at lade de indre signaler komme frem.
Når der er ro, plads og dit nervesystem ikke presses—
falder dine indre signaler på plads,
som sand der synker i vand.

Og kroppen kan for første gang sige:
“Okay. Jeg tør mærke lidt mere.”

🚫 Undgå det, der lukker døren

Interoception kan slukkes, lige så let som den kan tændes:
- for meget kognitiv analyse
- introspektion der er for hurtig
- mindfulness på et uroligt nervesystem
- miljøer der larmer indeni før man kan mærke det udenpå

Nogle gange er det mest regulerende
ikke at lede efter noget—
men at være nærværende med det,
der allerede er her.

✨ Vejen og Målet

Interoception er en dans mellem biologi og bevidsthed.
En stille koreografi, hvor kroppen tager første skridt
og bevidstheden følger efter.

Den lærer dig:

- hvornår du er for tæt på dig selv
- hvornår du er for langt væk
- hvornår du forlader din sandhed
- hvornår du endelig lander i den

I dette krydsfelt mellem viscerale signaler og menneskelig betydning bliver selvudvikling ikke en reparation—
men en hjemkomst.
En bevægelse mod dit eget inderste rum.
En form for indre ærlighed.
Det er her kroppen begynder at hviske:
“Jeg kender vejen. Lad mig vise dig hjem.”

!

27/11/2025

https://www.facebook.com/share/14SHRnrGs9c/

🌬️ DIN SJÆLS FORSTUE: INTEROCEPTIONEN

Der findes et sted i dig, hvor verden begynder længe før tanken. Et stille rum mellem hjertet og mellemgulvet, mellem pulsen og det endnu ikke formulerede.

Her bor interoceptionen – kroppens evne til at mærke sig selv indefra.

Vi tror alt for ofte, at vi forstår os selv gennem ord.
Men sandheden er, at vi først forstår os selv gennem fornemmelse. Tanker er bare sene gæster ved et bord, som kroppen har dækket længe før.

🫀 Når interoceptionen er integreret kommer verden i rytmer, ikke chok

Et velfungerende interoceptivt system føles som at leve i et hjem med åbne vinduer: luft, lys og bevægelse kommer og går i et roligt tempo.

Det betyder ikke, at livet er uden smerte eller intensitet— men at du kan mærke, før det bliver for meget.
Du kan høre kroppens hvisken, før den råber.

Det viser det sig som:

En fornemmelse af at være “inde i sig selv”
En klarhed omkring, hvad der er et ja og et nej
En evne til at regulere, før dysreguleringen sætter sig fast
En blødhed i nervesystemet, der gør kontakt mulig – med dig selv og andre
En oplevelse af, at verden er forudsigelig, fordi den mærkes før den tænkes

Her bliver kroppen en kompasnål for selvudvikling.

Du kan mærke dine grænser.
Du kan mærke din længsel.
Du kan mærke den lille bevægelse, der siger:
“Her er min vej.”

🌪️ Når interoceptionen mangler integration:

Bliver kroppen en fremmed, og verden bliver intens.

Når interoceptionen er svag, fragmenteret eller overloaded, bliver nervesystemet som et hus uden vinduer: Ingen ilt, ingen udsigt—kun døre der pludseligt smækker.

Det opleves ofte som:

At følelser kommer for hurtigt eller for stærkt.
Eller omvendt: som om der slet ikke er nogen.
En fornemmelse af at være frakoblet kroppen
At regulering altid er for sent
At behov og grænser er uklare eller usynlige
Kroppen føles uforudsigelig, som om den overrasker dig indefra

Det bliver til en levet erfaring af:

Overvældelse, selv når der ikke sker meget
Indre uro uden sprog
Usynlig stress, der bygger sig op uden varsel
En identitet, der formes uden faste holdepunkter
En oplevelse af at være “fejlkalibreret” i forhold til verden

🪽Interoception som portal til selvopfattelse

Interoception er ikke bare sansning.
Det er din første relation – relationen til dit eget indre.
Den skaber:
• Følelsestoner
• Selvfornemmelse
• Identitet
• Evnen til at navigere i relationer
• Tolerance for intensitet
• Kapacitet til selvomsorg

Du kan kun finde dig selv, hvis du kan mærke dig selv.
Og du kan kun skabe forandringer for dig selv, hvis dit nervesystem kan høre dine egne signaler.

🌿 Det poetiske paradoks:

Kroppen er både læreren og eleven

Når interoceptionen styrkes, ændrer ikke bare kroppen sig—men også verden.

Farverne får dybde.
Bevægelserne får rytme.
Relationer føles mindre farlige.
Fremtiden virker mindre uforudsigelig.

Kroppen fortæller dig:
“Jeg er her. Jeg er med dig. Vi kan mærke os frem.”

Og det bliver muligt at udvikle sig indefra—
ikke gennem pres, men gennem resonans.

✨ Essensen

Interoception er porten mellem biologi og bevidsthed.
Den er stedet, hvor dit autonome nervesystem og din levende erfaring mødes.

Når den fungerer, bliver du en deltager i dit eget liv.
Når den ikke gør, bliver du en tilskuer til dine egne reaktioner.

At arbejde med interoception er derfor ikke blot regulering—det er en form for indre diplomati mellem dig og dig.

06/11/2025

Hvorfor har vi i det moderne samfund været nødt til at ofre kontakten til os selv — for at bevare forbindelsen til alle andre?

Fordi vi lever i et samfund, hvor forbindelsen er blevet en præstation. Hvor rytmen i relationen ikke længere opstår mellem mennesker, men dikteres af systemer.
Hvor nervesystemet – denne subtile antenne for livets gensvar – er tvunget til konstant at tilpasse sig rytmer, det aldrig selv har valgt.

For et barn, der vokser op i et miljø, hvor tempoet er højt, relationerne fragmenterede og følelsesudtrykket reguleret væk, bliver det at “være sig selv” hurtigt farligt. Kroppen lærer, at autenticitet truer tilhørsforholdet. At ro, glæde eller sårbarhed må skjules, hvis man vil høre til. Så vi spænder nervesystemet som et skjold mellem os selv og verden — og kalder det tilpasning.

Stephen Porges’ polyvagalteori hjælper os til at se det biologiske paradoks: Tryghed og forbindelse – de tilstande, der gør os mest menneskelige – kræver ro i det ventrale vagale system. Men i et samfund, hvor tempo, præstation og overvågning er baseline, er den ro næsten umulig. Systemet for socialt engagement kollapser under vægten af konstant mobilisering.

Så vi holder kontakten med andre på bekostning af kontakten til os selv.

Vi aflæser rummet, mærker stemninger, tilpasser os – alt for ikke at miste pladsen i flokken.

Vi bliver eksperter i mikrosignaler, i tonefald, i social forudsigelse.

Men i den proces mister vi fornemmelsen af vores eget center.

Som Gabor Maté skriver: “We learn to choose attachment over authenticity — and call it love.”

Det moderne menneske er derfor ikke koldt eller kynisk. Det er overtrænet i resonans uden rod. Vi mærker alt – men ikke os selv.

Lisa Feldman Barrett viser, hvordan hjernen konstant beregner sit “body budget” — balancen mellem energi, tryghed og trussel. Når hele kulturen trækker på underskud, begynder vores hjerner at budgettere med fravær: vi skærer ned på pauser, på følelser, på fordybelse. Vi forveksler hyperfunktion med liv.
Men under overfladen kører nervesystemet i underskud — konstant i minus.

Og sådan bliver dissociation ikke længere et individuelt traumesymptom, men en kulturel livsform. Vi dissocierer fra kroppen, fra naturen, fra hinanden.
Vi kalder det effektivitet, digitalisering, modernitet.
Men egentlig er det bare en kollektiv tilpasning til et felt uden resonans.

Hartmut Rosa kalder det accelerationssamfundets tragedie: Jo mere vi forsøger at forbinde os, desto mere mister vi evnen til gensvar.
Relationen bliver instrumentel, ikke levende.
Verden svarer os ikke længere.
Vi hører kun vores eget ekko.

Og dog – lige dér, i stilheden efter præstationen, i den lille pause hvor ingen kræver noget – kan kroppen huske.
Et suk. En tåre. En blødhed i blikket.
Et øjeblik, hvor det ventrale system får lov at ånde igen.
Hvor resonans vender tilbage som noget enkelt: en rytme, en puls, et menneske, der ikke vil rette dig, men være med dig.

At sætte nervesystemet først betyder at begynde her.
At forstå, at kontakt ikke kan tvinges frem af ord, men opstår, når nervesystemer får lov at afstemme sig.
At heling ikke er en metode, men en rytme.
At vi først bliver hele, når vi tør mærke os selv i relation – ikke som præstation, men som gensvar.

Det er her Resonansøkologien begynder:
I erkendelsen af, at livet ikke kan forstås som et projekt, men må sanses som et kredsløb.
At viden uden forbindelse mister sin visdom.
At tilpasning uden autenticitet koster os vores menneskelighed.

Så spørgsmålet er ikke længere, hvorfor vi har mistet os selv. Men om vi tør genfinde os – ikke alene, men i rytme med hinanden.

27/10/2025

KROPPENS TAVSE STEMME - 🌿 Grundtonerne i den indre samtale

Kroppen taler hele tiden. Ikke i ord, men i rytmer, impulser og mikroskopiske justeringer.

Inde i hver fiber af tarmen pulserer millioner af nerveceller – et helt netværk af kommunikation, som spejler verden, sekund for sekund.

Tarmen er ikke blot et organ, men en sanseflade.
Den lytter til omgivelserne gennem alt, hvad du indånder, spiser, mærker, sanser.

Hver tone, hvert lys, hver ændring i rytmen omkring dig
oversættes til bevægelse i dit indre miljø – et uafbrudt kredsløb af samtaler.

Her udveksler acetylcholin, serotonin, dopamin og noradrenalin budskaber:

“Er der ro nok til at fordøje?”
“Er der bevægelse nok til at handle?”
“Er der retning nok til at forstå, hvor jeg er?”

Når du er hjemme, og omgivelserne føles velkendte,
opstår en slags indvendig genklang.

Acetylcholin holder rytmen i peristaltikken,
serotonin fylder vævet med den stille tilfredshed,
og vagusnerven synger sin lave, beroligende tone gennem kroppen.

Men når du bevæger dig ud i verden – på rejse, i overgang, i forandring – ændrer omgivelsernes musik sig. Lyset falder anderledes. Lydene vibrerer i en ny frekvens.

Vaner, dufte, tidspunkter og ritualer opløses.
Og kroppen, denne uendeligt følsomme dirigent, mister et øjeblik sin referencefrekvens.

⚙️ Den levende rytme af justering

Når feltet forandres, begynder den indre samtale at skifte tempo.

Nervesystemet forsøger at genfinde sin takt gennem fem grundformer – de fem F’er – som hele tiden veksler i små nuancer:

Fawn søger resonans gennem relation: et blik, et genkendeligt smil, et lille mønster af tryghed. Oxytocin og ventral vagus forstærker samhørighed – et “jeg kender dette”.

Flight øger tempoet i den indre rytme. Noradrenalin og dopamin hæver puls og vågenhed, og systemet begynder at orientere sig – skanne, søge, aflæse.
Det er navigationens rytme: “Hvor er jeg? Hvad føles sikkert?”

Freeze samler energien i stilhed. Acetylcholin dæmper bevægelsen, mens kroppen mærker efter. Peristaltikken sænkes, vejrtrækningen bliver overfladisk. En midlertidig pause, hvor systemet justerer sin lytteevne.

Flop kan følge, hvis sansningen bliver for intens.
Dorsal vagus fører energien nedad, puls og bevægelse falder – ikke som kollaps, men som beskyttende hvile.

Fight tænder som en kort, fokuseret spænding:
Dopamin og adrenalin samler energi og retning.
“Jeg skal bare lige have styr på det her.”

Disse bevægelser sker ikke kun i stress eller krise,
men hele tiden – som en finjustering mellem indre og ydre puls. Hver F er et sprog, kroppen bruger for at tale med verden.

🧬 Når kroppen svarer

Disse rytmer mærkes som små tegn i hverdagen:

En pludselig uro i brystet.
En knude i maven, der ikke vil slippe.
Appetitten, der forsvinder.
Søvnen, der glider væk.
Eller tarmen, der trækker sig sammen – og stopper.

Forstoppelse er ikke et fejlspor, men en besked i systemets samtale. Et tegn på, at kroppen lytter hårdt, at den venter på resonans. At den holder rytmen tilbage, indtil omgivelsernes puls igen føles kendt.

• Acetylcholin – rytmens neurotransmitter – trækker sig midlertidigt.

• Serotonin falder, og fornemmelsen af flow svækkes.

• Dopamin søger nyt formål, mens noradrenalin fastholder årvågenheden.

Kroppen er ikke i uro – den er i justering.
Den stemmer sine strenge på ny.

🌾 Den konstante samtale

Alt i kroppen er samtale.

Hjernen, hjertet og tarmen udveksler signaler i tusindvis af mikroøjeblikke.

De taler om sikkerhed, om relation, om rytme.
Og omgivelserne svarer – gennem temperatur, lugt, stemning, blik.

Det er denne uophørlige udveksling, der holder os levende: et finmasket kredsløb, hvor hvert signal fra verden bliver oversat til indre bevægelse. Når noget ændres, justerer kroppen – ikke for at kontrollere, men for at forstå.

Måske er forstoppelsen, trætheden, hjertebanken eller uroen ikke problemer, men beskeder fra det fineste kommunikationssystem, der findes.

Kroppen fortæller, at den stadig lytter –
og prøver at finde sin tone i verden igen.

30/08/2025

Jeg har lige deltaget i et meget inspirerende kursus om "Tilknytningsdynamikker - mønstre i det psykoterapeutiske arbejde" med Autoriseret Psykolog, specialist i psykoterapi og forsker Sarah Daniel.
Genopfriskning og fordybelse af kendte landskaber. Relevant viden både indadtil og udadtil. Mønstre vi ikke kan undsige os, og som har betydning i vores relationer. Betydnig for, hvad vi gør, når vi er på den både i forhold til andre og indadtil i forhold til os selv. Og hvordan denne del får indflydelse på vores evne til at bevæge os i ukendte områder og udvikle os.
Et landskab det er værd at orientere sig i.