19/01/2026
Her kommer en fortælling om dengang jeg troede, jeg havde styr på det hele.
Jeg havde netop afleveret mit bachelorprojekt og var på vej ud i mit første job som radiograf.
Jeg løb rundt hele tiden. Planlagde minutiøst. Pressede mest muligt ind i mine dage – og jo mere jeg kunne nå, jo mere tilfreds følte jeg mig. Jeg satte en ære i det. Jeg kaldte det drivkraft.
I virkeligheden var jeg urolig.
�Jeg kunne bare ikke mærke det.
Først da jeg mødte min mand, og vi flyttede, begyndte det at krakelere.
De ting, jeg plejede at beskæftige mig selv med, var pludselig væk.
Tempoet faldt. Og dér – i tomrummet – mærkede jeg mig selv for første gang.
Jeg var konstant træt.
�Fik ondt i ryggen.
�Hjertebanken.
�Daglige mavesmerter.
Til sidst blev jeg sygemeldt.
Jeg sagde til mig selv, at jeg burde kunne klare det. At hvis jeg bare lige præsterede lidt mere, så ville jeg kunne slappe af bagefter. At roen ventede lige rundt om hjørnet, hvis jeg bare gjorde nok.
Men jo mere travlt jeg gav mig selv, jo værre blev det.
Jeg var rastløs og urolig. Træt helt ind i knoglerne, men jeg holdt mig selv i gang. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde lyst til. Jeg prøvede at dulme uroen med mad og søde sager. Alt, der kunne få det til at tie stille bare et øjeblik.
Sandheden var, at jeg var bange.�For at være alene.�For at blive forladt.�For at blive afvist, hvis jeg ikke længere var den, der fungerede.
Det tog mig lang tid at forstå, at der ikke var noget galt med mig.
�Jeg havde bare aldrig lært at være med mig selv uden at præstere.
Det, jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig dengang, er det her:
�Du er helt perfekt, som du er.
�Din fornemmeste opgave er ikke at nå mere – men at passe på dig selv.
�For ingen andre gør det for dig.
Hvis du kan mærke dig selv i det her, så er det ikke tilfældigt.
� Skriv “RO” i kommentarfeltet – eller send mig en besked, hvis du er klar til at begynde rejsen hjem i dig selv.
