10/04/2026
Når du ser på billedet i dette opslag, ser du nok nogle blomster.
Når jeg ser på billedet, ser jeg min barndom.
Måske ved du, at blomsterne hedder Pelargonier.
Jeg har aldrig før i mit 53-årige liv købt Pelargonier.
Når jeg ser blomsten, ser jeg en beskidt lejlighed, som vidner om...
Tja, den første indskydelse kan nok være ligegyldighed - dovenskab, men så er det mit indre bitre menneske, som taler. Hun skal ikke have plads.
I stedet vælger jeg ordene magtesløshed - opgivenhed.
Når jeg rører ved bladene, mærker jeg tristhed. Når jeg fornemmer lugten, som kommer, når jeg piller et blad af, mærker jeg ikke bare alenehed, men også ensomhed.
Min krop husker alle de timer, jeg har været alene hjemme uden at vide, hvornår nogen kom hjem. Uden at vide om de var fulde i dag. Uden at vide om der blev lavet aftensmad. Uden at vide om det blev en af de dage med råb og slåskamp.
Heldigvis er jeg et andet sted i dag 💪❤️
Jeg har skabt et andet liv, hvor jeg har lært at tage mig af mig selv, og hvor jeg stadig af og til tager mig af den lille pige indeni. Et liv, hvor jeg ved at forstå dengang også er blevet i stand til at sige som en ren og skær konstatering, at det var sådan det var.
Alligevel har jeg aldrig købt Pelargonier...
Sidste efterår mærkede jeg pludselig, at næste forår skulle jeg købe Pelargonier. Jeg skulle købe dem, plante dem, passe og pleje dem hele sommeren.
Det var blevet tid til at stoppe med at undgå.
At undgå, er for mig ensbetydende med ikke at være færdig.
At undgå er at have en forhindring.
Den anden dag var de der så, Pelargonierne.
De er blevet plantet.
Om det er tilfældigt, at det var for tidligt, at frosten nåede at vende tilbage, at de nu er døde...
Adfærdspsykologien vil nok sige nej 😇
Så jeg må på den igen. Jeg må tilbage og finde en ny bakke. Denne gang bliver de stillet frostfrit, indtil faren for nattefrost er ovre.
Jeg vil fortsætte min indre proces, for jeg kan ikke lide forhindringer i mit liv ❤️