31/03/2026
Resonans i terapirummet.
Jeg færdiggjorde min terapeutuddannelse i 2018.
Undervejs i uddannelsen og i årene efter har jeg været udfordret af systemer, skemaer, bestemte fremgangsmåder.
Mine medstuderende så min frustration, når jeg ikke kunne finde ud af det. De sagde til mig flere gange, at det godt kunne være, at jeg ikke mente, at jeg kunne finde ud af det, men når de så mig i træningsterapierne, så gjorde jeg det, jeg sagde, jeg ikke kunne.
Det beroligede mig lidt, men jeg mærkede stadig en frustration over, at der tilsyneladende var noget, jeg ikke forstod.
Årene er gået, jeg har fået erfaring som terapeut og jeg er landet godt i terapeutstolen. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har sluppet skemaerne, modellerne, systemerne.
Når jeg sætter mig i stolen overfor min klient, sidder jeg der først og fremmest som et menneske, der er klar til at møde mennesket overfor mig, uanset hvad der dukker op.
Jeg opdagede, at hvis jeg skulle være bevidst om konflikttrekanten, tilknytningsteorien eller modellen for træning og udvikling af stressresistens, så bevægede jeg mig op i hovedet.
Når jeg som terapeut er i hovedet og tænker, så mister jeg kontakten og følingen med klienten, som sidder overfor mig.
Derfor bliver jeg glad, når jeg læser artiklen "Mennesker er resonansvæsner" i den seneste udgave af tidskriftet fra Psykoterapeutforeningen. Jeg bliver bestyrket i, at den måde jeg er terapeut på, er den rette for mig.
Den handler blandt andet om, at vi mennesker har brug for at resonere med nogen eller noget. Med mine egne ord, så har vi brug for at være mentalt tilstede i det vi gør i stedet for hele tiden at være mentalt på vej videre til næste gøremål.
Hartmut Rosa skriver: " Resonans er kunsten at lytte og svare i stedet for at dominere og kontrollere. Den proces vil ikke gøre dig fuldstændig anderledes, men den vil udvide din opmærksomhed, så du er åben for nye ting - åben for det, der kalder på din opmærksomhed."
Han skriver også: " Resonans er ikke noget, man har inde i sig selv, men noget, der opstår i mødet med verden. Når vi træder ind i en relation, påvirker vi det, vi møder, og bliver samtidigt påvirket tilbage. Denne gensidige udveksling sætter spor og forandrer vores måde at være opmærksomme i verden - ofte på et dybt, eksistentielt niveau.
Resonans er ikke et ekko, men en svarrelation; den forudsætter, at begge parter taler med deres egen stemme.
Du kan ikke kontrollere resonans, og det må du acceptere. Det indebærer også en risiko, for du ved ikke, hvor du ender."
Og det er dér, jeg vælger at være som terapeut – i det levende møde, hvor jeg stoler på det, der opstår mellem os, frem for det, jeg på forhånd kan forstå ❤
