27/11/2020
I fredags åbnede Projekt Q-værk dørene til nye lokaler. I den anledning var Astrid Krag på besøg., hvor hun bl.a. holdt en tale om, hvor vigtigt det er med ambulante tilbud som Projekt Q-værk, der støtter kvinder i at skabe et fremtidigt liv uden vold. Og så lyttede hun til Mettes oplevelser fra et forhold med vold.
Vold i hjemmet foregår i alle samfundslag, og der findes mange forskellige former for vold, hvor den psykiske vold er den der oftest har mange og langvarige mén.
Astrid Krag har delt Mettes historie på sin facebookside. Det samme gør jeg.
Jeg er så taknemmelig over at være en del af Q-værk, hvor jeg møder alle slags kvinder der har det fælles at de har oplevet vold i nære relationer. Og samtidig er de hver især et helt unikke menneske
Kære alle,
Jeg har lånt min side her ud til Mette i dag. Jeg skal advare om, at det er hård læsning, men jeg håber I alligevel vil læse med, når hun herunder fortæller sin historie.
Og I må også gerne dele den, så flere i samme situation kan se, at de ikke er alene og at det er muligt at bryde fri af volden ❤️
DBH Astrid
PS: På billedet er der champagne og store smil. Det er fordi vi mødtes, da vi fejrede åbningen af Projekt Q-værks nye lokaler, hvor de kan hjælpe endnu flere voldsramte fri af volden 🥂
FACEBOOK-TAKEOVER:
Mit navn er Mette. Det er mig, der sidder med ryggen til på billedet.
Jeg fortalte Astrid Krag min historie og jeg vil også gerne fortælle den til dig, for i dag er “International dag for afskaffelse af vold mod kvinder”. Og jeg er en af de kvinder, det handler om.
Jeg er en af de kvinder, der hulkende har ligget i fosterstilling på badeværelsesgulvet.
Jeg er en af de kvinder, der er blevet forført af en charmerende partner, som det ene øjeblik har forgudet mig, og det næste øjeblik har skubbet mig, sparket mig og kastet mig ind i møbler og vægge.
I fire år levede jeg med sådan en kæreste.
Det startede som en kæmpe forelskelse, på en måde jeg aldrig havde oplevet før.
I perioder fortalte min kæreste mig ustandseligt, at jeg var det smukkeste, dejligste og klogeste menneske.
Jeg var så dybt forelsket, og derfor lige så dybt forvirret, når min kærestes personlighed på et øjeblik vendte på vrangen, og gik fra at være en fontæne af kærlighed til at blive hadefuld og modbydelig. På et splitsekund blev jeg revet ned fra den høje piedestal, min partner selv havde sat mig på, og blev kastet helt ned i kulkælderen, hvor jeg intet var værd. Hvor jeg blev svinet til og ydmyget og hverken fortjente kærlighed eller respekt.
Den svingende opførsel gjorde mig mentalt rundtosset. Jeg blev langsomt hyllet ind i et spind, som lige så stille kvalte mere og mere af mig selv. Til sidst mistede jeg næsten evnen til at kende forskel på rigtigt og forkert. For hver gang, jeg følte noget var galt, meldte tvivlen sig: Var det egentlig bare mig, der var problemet? Havde jeg i virkeligheden ikke selv bedt om det?
Samtidig begyndte min kæreste minutiøst at blande sig i alt, hvad jeg foretog mig med andre mennesker. Hvis jeg skulle noget socialt var det på min partners nåde.
Langsomt gav jeg slip på selv mine nærmeste veninder. Jeg mærkede ikke engang, hvor ondt det gjorde.
Men det var først da jeg blev gravid, at det for alvor kørte af sporet. Tilsviningerne havde udviklet sig til lussinger, og blev senere til hårde skub og spark.
En dag jagtede min kæreste min tunge, gravide krop igennem vores lejlighed.
Skub, slag og spark. Det flimrede for mine øjne. Jeg holdt om min mave for at beskytte min ufødte datter, og jeg kunne ikke tage fra og beskytte mig selv. Men smerten fra slagene blev overgået af den dybtfølte angst, der gennemsyrede alle knogler i min krop. Aldrig har jeg været så bange.
Det lykkedes mig at samle to sæt tøj og vandrejournalen fra jordemoderen, inden jeg flygtede med mit barn i maven og en nettopose i hånden.
Da jeg søgte hjælp hos kommunen, græd jeg så meget, at tårer og snot stod i et.
Jeg var rådvild over mine muligheder, og følte på det tidspunkt ikke, at jeg hverken hørte til på et krisecenter eller et herberg for kvinder.
Jeg var dybt ulykkelig. Desillusioneret og forvirret. Derfor lykkes det for min kæreste, at manipulere mig til at komme hjem igen.
Jeg ville bare have ro, men selvfølgelig gik det galt. Igen begyndte truslerne, lussingerne, de hårde spark og slag. Volden eskalerede, og der gik ikke længe før min partners hænder klemte min hals og forsøgte at kvæle mig. Jeg troede i perioder, at mit liv var ved at slutte. Men mareridtet blev bare ved og ved.
Heldigvis blev jeg med tiden stærk nok til at forlade forholdet og min voldelige partner.
Jeg fik hjælp i Mødrehjælpens projekt “Ud af voldens skygge” og hos “Projekt Q-værk”, hvor jeg har været i gruppeterapi og har mødt kvinder, jeg kunne spejle mig i.
Jeg er i dag frigjort fra volden og kan leve mit liv. Men tag ikke fejl. Jeg kæmper i dag med angst og med stress. Med paniske tanker, og med at have grundlæggende tillid til andre mennesker. Det voldelige forhold har mærket mig for livet.
Jeg synes det er så vigtigt, at vi som samfund prioriterer at hjælpe voldsofre. Det er værd at huske på i dag - den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder ❤️
Ekstra besked:
Er du udsat for vold - eller udøver du selv vold og vil have hjælp til at stoppe med det - kan du døgnet rundt ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på telefon 1888. Det gælder også, hvis du er i tvivl om du - eller en du kender - er udsat for eller udøver vold. Under coronakrisen, hvor man kan være isoleret med voldsudøveren kan man også maile på hotline@levudenvold.dk - og endelig kan du kontakte Q-værk for ambulant hjælp som den Mette fik på kontakt@qvaerk.dk for en fortrolig og uforpligtende snak om deres tilbud.
Del gerne opslaget her ❤️