09/11/2025
Line's historie ❤️
Line kunne ikke forklare, hvad der var galt.
Hun var bare træt....ikke søvntræt, men træt helt inde bag øjnene.
Som en telefon på én procent uden oplader 🪫
Hun plejede at have styr på det hele.
Men pludselig føltes smilet tungt, og tankerne kørte i ring.
Hun glemte små ting, lo det væk som “hjernetåge”,
men indeni voksede en stille uro.
“Tag en weekend fri,” sagde chefen.
“Drik mere vand,” sagde mor.
“Du skal tænke positivt,” sagde veninden...og sendte et citat på Instagram:
“Lykke er et valg.”
Line prøvede.
Hun holdt fri, drak vand, dyrkede yoga, skrev i sin taknemmelighedsdagbog
og lagde billeder op på some med teksten “ny energi”
Men energien kom ikke tilbage.
Hver morgen føltes tungere end den forrige,
som om nogen havde hældt cement i hendes bryst.
En dag brød hun sammen i Netto,
fordi de var løbet tør for hendes yndlingsrugbrød.
Midt mellem hylderne forstod hun, at noget var gået i stykker.
Hjemme sagde hendes mand:
“Du skal bare prøve, Line. Du er jo så stærk.”
Så hun prøvede.
Hun gik på arbejde, smilede, bagte kage....mens det indeni føltes som at danse på et brækket ben.
Hun begyndte at tænke:
- Måske er jeg bare dårlig til at være glad.
Måske er der noget galt med mig.
En dag sagde veninden Mette:
“Hvis du havde brækket benet, ville du da ikke prøve at løbe på det.
Hvorfor prøver du så at "løbe" på en brækket hjerne?”
Det satte sig fast.
Til sidst gik Line til lægen.
Hun satte sig og sagde stille:
“Jeg er bare... tom. Som om min hjerne er træt af at være hjerne.”
Lægen nikkede.
“Det lyder som stress. Måske en begyndende depression.”
“Men jeg har jo ikke noget at være ked af?”
Han smilede mildt.
“Hvis du brækker et ben, spørger vi jo heller ikke, om du havde en god grund til at falde.”
Da forstod hun det.
Hun havde forsøgt at gå videre på noget, der for længst var brækket - brækket og usynligt for andre.
Hun begyndte i terapi, lærte at sige nej
og opdagede, at healing ikke handler om at tage sig sammen, men om at give sig selv lov til at falde fra hinanden.
Det tog tid.
Men langsomt groede revnerne sammen.
I dag siger Line:
“Jeg havde et brækket sind.
Jeg fik hjælp. Jeg fik tid.
Hun smiler, ikke det høflige “det går fint”,
men et ægte smil..... den slags, man får,
når man har været nede i mørket og fundet vejen op igen.
Et brækket sind er lige så virkeligt som et brækket ben.
Det skal ikke ties ihjel, men have tid, hjælp og omsorg.
For selv de stærkeste kan knække og selv det knækkede kan gro igen.
•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
Jeg skrev historien om Line, fordi jeg kender følelsen.
Måske ikke præcis på samme måde som hende,
men jeg ved, hvordan det føles, når hovedet ikke vil mere, og verden bliver tung uden nogen forklaring.
Jeg har selv prøvet at smile, mens det gjorde ondt indeni.
At tage mig sammen, fordi det er det, man tror, man skal.
At tro, man bare er “dårlig til at være glad”.
Og jeg har set andre gøre det samme.
Fortsætte, selvom de knap nok kan stå.
Fordi ingen kan se, at det er sindet, der er brækket.
Jeg tror, vi har brug for at tale mere om det.
Om de usynlige brud.
Om, at hjælp ikke er et tegn på svaghed,
men et skridt mod at kunne stå igen.
Så hvis du lige nu kæmper,
eller kender én, der gør....
så mind dig selv (og dem) om:
E brækket sind kan hele...det kræver, at man tør række ud ❤️
Kh. Maybritt
