03/03/2026
Den seneste tid har jeg haft en del børn i terapi. Børn er noget af det nemmeste at arbejde med og jeg har fundet på en ny teknik til at behandle børn. Det starter som regel med en tegning og herefter skal vi finde en historie der er gemt i en af blyanterne. Børnene elsker det og det har været en inspirerende og legende måde at arbejde med børn på.
Børn er meget nemmere at arbejde med i hypnose - fordi børn er så let tilgængelige i deres indre, mere end voksne er. Deres fantasi er der bare og der skal ingenting til at forløse deres følelser. De har ingen kritisk faktor og derfor er de også bare enormt modtagelige for omverdenen og for alt det der ikke resonere med dem, fordi de så gerne vil tilpasse sig og være taknemlige, når de bliver set, hørt, forstået og ønsker at have det sjovt. At være en del af fællesskabet.
Men det er også bare sådan at de fleste børn tager skyld ind. Ikke fordi de selv ønsker det eller vil. Men fordi de har brug for at deres verden giver mening. Børn er født åbne og tilgængelige. Nysgerrige men også enormt følelsesmæssigt åbne. Deres nervesystem er indstillet på kontakt, relation og tilknytning. De sanser stemninger, skift i tonefald, fravær, uro og spænding – længe før de har et konkret ord for det. Og når noget forandrer sig i relationen til deres omsorgspersoner, begynder de automatisk at lede efter en forklaring. Børn kan ikke tænke abstrakt over årsager.
Det er også derfor at når man stiller dem et spørgsmål om det er sådan de har det? At de ofte umiddelbart svare ja, til at søster er dum, selvom hun sidder lige ved siden af. Bagefter kigger de op og kommer i tanke om virkeligheden. Derefter skammer de sig, kigger ned og tænker at deres følelse ikke er berettiget. Fordi de er bange for andre ikke kan lide dem.
De kan ikke se hele billedet og de kan ikke forstå voksnes indre kampe, livsomstændigheder eller begrænsninger.
Så de gør det eneste, der er muligt for dem. De gør det personligt. Hvis mor bliver fjern. Hvis far bliver vred. Hvis stemningen bliver uforudsigelig. Så må der være noget, jeg har gjort. Eller noget, jeg skal gøre anderledes. Børn er ekstremt modtagelige, netop fordi de er i en følelsesmæssig udvikling. Hvor det handler om balancen imellem hjerne og hjertet. Der skal ofte ingenting til, før noget sætter sig i deres indre. Et blik, der ikke møder følelsen. En stemning, der ikke bliver talt om. En reaktion, der bliver for stor eller helt udebliver. Det lagres ikke som tanker, men som kropslige erfaringer. Som de husker og erindre og skaber til deres helt egen historie. Selvom den nok ikke er virkelighedskorrigeret, så er det alligevel sådan de har det og det er sådan de taler, ud fra deres egen oplevelse. Og fordi børn er så formbare, bliver følelserne hurtigt til sandheder. Ikke bevidste sandheder - men indre logikker, der skaber orden i et følelsesmæssigt kaos.
Noget af det, der sker, når der ikke er mulighed for rupture/repair – altså når relationelle brud ikke bliver mødt, repareret eller italesat, eller skamreguleret, er, at børn begynder at bære ansvaret alene. Børn lærer, at forbindelsen er skrøbelig. At relationen kan gå i stykker. Og at det derfor er vigtigt at holde sammen på det, fordi de er så kropsligt bevidste om adskillelse og symbiose. Noget som altid er lagret helt ned i os, fra dengang vi blev født og oplevede den første adskillelse fra mor.
Så børn bliver opmærksomme. Tilpasser sig. Trækker sig. Eller træder frem. Alt sammen for at bevare kontakten.
Børn tror ofte, at hvis de mister deres forældre – følelsesmæssigt eller fysisk – så er der ingen, der tager sig af dem. De kan ikke se, at verden er større end deres omsorgspersoner. De kan ikke forestille sig et liv, hvor andre kunne træde til. Derfor bliver tilknytningen altoverskyggende for dem. Og frygten for at miste forbindelsen bliver eksistentiel. Det er her, mange børn udvikler en indre overbevisning om, at de skal redde alle. At de skal være dem, der holder stemningen. Relationerne. Familien. Følelserne. Deres åbenhed gør dem modtagelige for ansvar, de ikke har alder eller kapacitet til at bære. Og det følger ofte med videre i livet. Som voksne, der stadig mærker et dybt ansvar for andres følelser. Som voksne, der hurtigt tager skyld. Som voksne, der tror, de skal holde relationer sammen alene. Alt sammen begyndte det et sted, hvor barnet bare forsøgte at forstå verden. At skabe deres egen mening. At sikre tilknytningen. Når vi forstår det, kan vi begynde at se barnet – og den voksne – med mere nænsomhed. Ikke som for følsom. Ikke som forkert. Men som dybt loyal over for relationen. Men det er også her vi kan starte processen, når nogle ser det der skal til. Ikke som kontrol og uautentisk korrigerende samtale, men via leg og autentisk forståelse og kontakt.
Skal dit barn også i terapi?
Den bedste terapeut i barnets liv er moderen.
Men nogle gange skal der bare noget andet til.
De bedste hilsner:
Katharina Areewong
Strandvejen 72, Vejle
Tlf.: +45 22810553
Mail: Katharina@kahypnosis.dk
www.katharinaareewong.dk