04/08/2022
Min sommerferie lakker mod enden. I næste uge starter jeg stille op igen.
Jeg har haft en lang sommerferie - det var også tiltrængt. Det er nu 8 måneder siden jeg startede som selvstændig. En periode, som har budt på mange nye oplevelser og mange nye ting, som skulle læres.
Da jeg gik på ferie, vidste jeg derfor godt, at jeg trængte til ro. Jeg havde tanker om, at jeg skulle have ordnet lidt forskelligt i firmaet. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk har jeg lavet næsten ingenting i disse uger.
Det at skrue så meget ned for tempo og aktiviteter, vækker så andet i mig ... måske du kender noget af det.
Er det ok at holde ferie i flere uger og ikke lave noget? Er det ok at have mest lyst til at være alene og dyrke ens introverte side? Burde jeg ikke lave noget i huset, haven, firmaet, med familien osv i stedet for "bare" at slappe af?
Mine indre stemmer - indpiskeren, dommeren, moralens vogter, kritikeren - har dagligt siddet klar til at skælde ud over det, som ikke skete.
Jeg øver mig til stadighed i at tænke, at det er ok ikke at gøre så meget. Ligesom jeg øver mig i ikke at sammenligne mig med andre, som har været på aktive ferier med familien og venner. Jeg ved, at jeg havde brug for at trække stikket og bare være. Men hvor kan det være svært at holde fast i, at det er helt ok.
Jeg kender en klog kvinde, som siger, at hun sagtens kan være ekstrovert - men ingen ser, hvor meget energi det kræver af hende, fordi hun i bund og grund er introvert. Sådan har jeg det også. For at jeg kan yde, så bliver jeg nødt til at have perioder for mig selv med ro.
Jeg er i den heldige situation, at jeg starter langsomt op de næste par uger. Det glæder jeg mig til.
Hvordan har din sommer været? Har du fået ladet op? Og gjorde du det ved samvær og oplevelser - eller ved stilhed og ved at være alene.