02/04/2017
Vi har alle skyggesider.
Alle.
For livet arbejder i dualiteter. Hvor der er liv, er der død. Hvor der er lyst, er der smerte. Hvor der er oppe, er der nede. Så hvor der er lys, må der også være skygger og hvor vi har et bevidst sind, vil der også være et ubevidst sind. Det er, når vi ikke erkender denne dualitet, at vi mister balancen i livet.
Ikke mindst de to sidstnævnte dualiteter, lys/skygge og bevidst/ubevidst, spiller en stor rolle i det psykoterapeutiske arbejde. Jeg kender personligt ingen anden psykoterapeutisk proces, der har større indflydelse på vores liv, for det er i det ubevidste og i skyggerne, vi finder det liv, vi ikke lever. Det er i skyggerne, vi finder det, der isolerer os fra andre. Det er i skyggerne, vi finder det, der isolerer os fra os selv.
Skyggeintegration, og derigennem en bevidstgørelse af det vi ubevidst styres af, er noget af det mest egenkærlige, vi kan gøre for os selv, for det er, når du anerkender dig selv, hele dig selv – på godt og ondt – at du bliver et ægte menneske. Det er autenticitet og empati i højeste potens.
Dermed ikke sagt, at det er nemt. Snarere tværtimod. Vi lader os styre af tillærte idealer og konditioneret adfærd i håbet om at blive elsket og få lov til at høre til. Vi fornægter og forkertgør dele af os selv, for at få en plads i fællesskabet. Og jo mere vi fortrænger de uønskede dele af vores personlighed ved hjælp af vores viljestyrede bevidste sind, desto mere tvinger vi vores autonome, ubevidste sind til at være skyggecontainer for det, der ikke stemmer overens med vores ideal-jeg. For kan det ikke være i vores bevidste sind, må det tage bolig i det ubevidste. Og så sætter vi vores livsenergi til at være grænsevagt. En livsenergi der ellers kunne være brugt på at være helt og fuldt til stede.
Vi tilpasser os – og vi tror, at nu har vi vundet og alt er godt. Men det er den største fejlopfattelse af dem alle. For det er vigtigt at forstå, at det er en kamp, der ikke kan vindes. For det er jo os selv, vi bekæmper. En sådan kamp kan kun føre til tab. I stedet skal vi favne og rumme os selv med alle de nuancer, vi har, for der er liv i skyggerne og der er saft og kraft. Det, at kunne rumme sin skygge i lige så høj grad som sit lys, er vækst og det er vejen til spirituel modenhed. Som Irvin D. Yalom udtrykker det:
"A good therapist likes darkness and seeks illumination".
Kilde: Psykoterapeut Birgith Broberg.
