01/09/2025
Selv om det kan undgås, har vi har vænnet os til, at 16.000 danskere dør af rygning hvert år
Af
Martin H. Wolffbandt
Næstformand i Patientforeningen
Det er svært at forestille sig noget andet sted, hvor politikerne står så handlingslammede, som man gør med rygning. Men det er på tide at trække i nødbremsen: sætte afgifterne markant op, og lade dem stige år for år
16.000 danskere mister hvert år livet som følge af rygning. Det er den ufattelige pris, vi betaler for afhængigheden af nikotin.
Hvis 16.000 mennesker døde i trafikulykker hvert år (tallet var reelt i 2024 på 145 mennesker), ville vi fluks se handling fra Christiansborg. Hvis 16.000 mennesker døde i Danmark som led i en ny verdensomspændende pandemi, ville Christiansborg næppe tøve med at lukke ned for landet, sådan som vi så det sidst.
Det er faktisk svært at forestille sig noget andet – hvor man med ret få greb, som vi ved virker, ville kunne forsinke eller forhindre så utroligt mange dødsfald hvert år – hvor politikerne ville stå lige så handlingslammede og magtesløse på sidelinjen, som man gør med rygning. Det er, som om de 16.000 dødsfald er blevet en naturlov.
Da dødstallene i trafikken for alvor toppede i 1960’erne og 1970’erne, greb Folketinget resolut ind med en bred vifte af tiltag: Der blev indført hastighedsgrænser, satset massivt på kampagner, fjernet vejtræer og anlagt hundredvis af rundkørsler.
Man greb ind, fordi det var uacceptabelt at lade hundredvis af mennesker dø hvert år. Hvorfor udviser Christiansborg ikke den samme handlekraft, når det gælder tobakkens langt højere dødstal?
Vi og de ved det jo godt. Foruden et egentligt forbud er prisen det mest effektive værktøj til at bremse rygning. Alligevel sker der ingen automatisk regulering af tobaksafgiften. Vi har vænnet os til de enorme dødstal.
Men det er på tide at trække i nødbremsen: sætte afgifterne markant op, og sikre en bred politisk aftale om, at de herefter hvert år stiger med mindst det dobbelte af inflationen.
Vi mister mennesker – og arbejdskraft
I de senere år har politikerne på Christiansborg haft et meget ensidigt fokus på at forhindre udbredelsen af nye nikotinprodukter som puff bars og nikotinposer, som særligt skader unge og deres endnu ikke fuldt udviklede hjerner.
Det fokus er i sig selv vigtigt. Men det har tilsyneladende fjernet opmærksomheden fra den helt store dræber: cigaretterne. Det bør ikke være et enten-eller, men et både-og. Vi skal både bekæmpe de nye nikotinprodukter og fastholde en målrettet kamp mod cigaretterne.
Mange rygere synes, at cigaretterne er dyre og har måske derfor en forestilling om, at afgiften på cigaretter dækker sundhedsomkostningerne ved rygning. Det er forkert.
Det gør de langtfra.
De årlige tobaksafgifter indbringer kun 7,3 milliarder kroner – langt mindre end de over 30 milliarder kroner, tobakkens sygdomme koster Danmark hvert år. Her indgår hospitalsindlæggelser, behandling af kroniske sygdomme som kol, kræft og hjerte-kar-sygdomme, plejeudgifter, sygedagpenge, førtidspensioner og tabt arbejdsfortjeneste.
For hver krone staten tjener, taber vi mange gange mere i sundheds- og samfundsudgifter.
Og det er ikke kun et sundhedsproblem, det er faktisk også et arbejdsmarkedspolitisk problem. Det estimeres, at der hvert år dør mere end 3.000 danskere i den arbejdsdygtige alder af tobakkens sygdomme.
Hertil kommer tusindvis af mennesker, der ikke dør, men som har markant højere risiko for at ende på førtidspension. Det sker stille og uden overskrifter, men konsekvenserne er enorme: færre sygeplejersker, færre sosu’er, færre håndværkere og færre lærere. Løsningen på en del af den mangel på arbejdskraft, som politikerne og erhvervsorganisationerne taler om, ligger ligefor: Hvis vi får færre til at begynde at ryge og flere til at stoppe, vil vi givetvis kunne øge arbejdsudbuddet med flere tusinde hænder.
At undlade at handle er ikke neutral politik
Rygning er i høj grad også et spørgsmål om sociale klasser.
Mens færre med lange uddannelser ryger, er andelen fortsat høj blandt kortuddannede og lavindkomstgrupper. Rygning forklarer en betydelig del af den forskel i levetid, vi ser mellem rig og fattig i Danmark.
Tobaksindustriens markedsføring har da også »ofte« været »særligt rettet mod grupper med færre ressourcer«, lyder det i en rapport fra Sundhedsstyrelsen udarbejdet af forskere fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet
Når prisen på tobak holdes lav, fastholdes denne ulighed. Børn vokser op i hjem, hvor cigaretterne ligger på bordet, og mange af dem arver forældrenes vaner. Konsekvensen er generation efter generation med sygdom, kortere liv og dårligere muligheder. At undlade at handle er derfor ikke neutral politik, det er et aktivt valg om at fastholde social ulighed i sundhed.
Erfaringerne fra mange, blandt andre WHO, er krystalklare: Den mest effektive enkeltforanstaltning til at nedbringe tobaksforbruget er høje og regelmæssige prisstigninger.
Det virker især på unge, som er mest prisfølsomme. Når cigaretter bliver dyrere, falder antallet af nye rygere, og flere eksisterende rygere stopper.
Når vi ved alt dette, hvorfor tøver Christiansborg så? Jeg tror, at svaret er sammensat af tre ting: Frygten for vælgernes reaktion, frygten for øget grænsehandel og ikke mindst tobaksindustriens massive lobbyindsats.
Det har stået i vejen for erkendelsen af, at afhængighed ikke er et frit valg. Og at konsekvenserne er alt andet end private.
Økonomiske tab er ikke det store problem
Ofte har Christiansborgs modsvar til forslag om højere tobakspriser været præget af det, man kunne kalde »regnearkstænkningen«: en frygt for, at højere priser vil føre til øget grænsehandel og sort salg.
Men selv med en vis grænsehandel viser erfaringerne fra andre lande, at den samlede effekt er markant færre rygere og lavere forbrug. Og det må jo være målet.
For det store problem er altså ikke et potentielt økonomisk tab ved øget grænsehandel. Det store problem er de mange menneskeliv, vi mister hvert eneste år.
De politiske partier på Christiansborg bør derfor indgå en bred, flerårig aftale om, at tobaksafgifterne hvert år stiger med mindst det dobbelte af inflationen. En sådan aftale vil skabe forudsigelighed for borgere, detailhandlen og sundhedsvæsenet, den vil sikre, at prisstigningerne ikke udhules af inflation, og endelig – og vigtigst af alt – vil den gradvist og sikkert reducere antallet af rygere og dermed tobakkens menneskelige og økonomiske pris.
Det vil også én gang for alle løfte tobaksområdet ud af de årlige forhandlinger, hvor lobbyisterne står klar.
Vi kan vælge at gøre det let at fortsætte en dødelig vane – eller vi kan gøre det lettere at stoppe. Vi kan vælge at lade symbolpolitiske tiltag være vores vigtigste værktøj – eller vi kan tage fat på det, vi ved virker.
Politikerne på Christiansborg og vi vælgere har tilsyneladende vænnet os til, at 16.000 danskere dør af rygning hvert år. Men det varer ikke længe, før de samme politikere igen skal til forhandlingsbordet ved finanslovsforhandlingerne.
Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi – det er et spørgsmål om moral. Vi har som samfund ikke råd til at se passivt til, mens tobak år efter år dræber i en vanvittig skala. En handlekraftig aftale på Christiansborg ville være et tydeligt signal om, at menneskeliv og lighed i sundhed vejer tungere end frygten for vælgerreaktioner eller industriens pres.
En bred, langsigtet aftale om tobaksafgifter er derfor ikke bare sundhedspolitik – det er en test af, om vi som samfund er villige til at prioritere liv, lighed og fælles velfærd højere end kortsigtet bekvemmelighed.
