Rum til dig - Psykoterapi v. Karoline Rasmussen

29/10/2025

Om rundkørsler, gravemaskiner, banegårde og psykoterapi 🔄🚦🙏

Fra vinduet i mit nye terapilokale på første sal i den gamle banegård i Viborg har jeg udsigt til rundkørslen på billedet. Lige nu er den under ombygning. Der er lyskryds, gravemaskiner, afspærringer og midlertidige omveje. Det hele ser lidt rodet ud. Men bag rodet ligger et formål, nemlig at skabe bedre flow.

Det er egentlig et meget godt billede på, hvad psykoterapi er.

Når vi begynder at arbejde med os selv, føles det ofte, som om alt bliver mere kaotisk i starten. Det, der før fungerede nogenlunde, bliver pludselig tydeligt som omveje, blindgyder og gamle vaner, vi har kørt i så længe, at vi næsten har glemt, at de ikke fører nogen nye steder hen.

Terapi er som at grave op i gamle lag af asfalt. Det støver, larmer og forstyrrer vores indre trafik. Vi opdager, hvor mange gange vi er drejet af for tidligt eller for sent, og hvor ofte vi har valgt den sikre, kendte vej frem for den, der faktisk fører os et nyt og mere rigtigt sted hen.

Men når vi bliver i processen, begynder vi at ændre noget. Vi skaber nye forbindelser. Vi øver os i at tage plads, i at mærke os selv midt i alt det, der foregår, og i at lade vores egen bevægelse få lov at ske. I stedet for hele tiden at orientere os efter de andre, begynder vi at spørge: Hvad har jeg brug for? Hvad føles rigtigt for mig? Hvor vil jeg gerne hen? Langsomt opstår en ny måde at være til på, hvor vi ikke længere bremses af gamle mønstre, men kan bevæge os frit og med os selv som udgangspunkt.

Det er som at finde forbindelsen til sin egen GPS igen. Den indre stemme, der viser retningen indefra, når vi tør stole på den. Den, der guider os væk fra de gamle omveje og hen mod noget, der føles mere sandt og levende.

Jeg tænker tit på symbolikken i, at mit nye terapilokale ligger netop her i den gamle banegårdsbygning. Et sted, hvor mennesker engang tog afsted og kom hjem. Hvor rejsen begyndte, og hvor man kunne skifte spor. På mange måder er terapi det samme. Et sted, hvor man kan sætte sig selv på toget igen efter at have stået fast eller i venteposition på perronen for længe. Hvor man kan vælge en ny retning, der fører tættere på sig selv.

Når rundkørslen engang står færdig, vil trafikken glide lettere. Der vil være overblik, klarhed og retning. Sådan føles det også, når terapien begynder at lande i kroppen, når det indre landskab får nye veje, og man kan mærke, at man ikke længere behøver at køre i ring.

Måske er det i virkeligheden hele pointen. At turde gå gennem perioden med rod og gravemaskiner, fordi man fornemmer, at noget nyt er ved at blive bygget. Noget, der gør livet lettere at bevæge sig i.

Vil du også i gang med at ombygge din egen indre rundkørsel, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har plads i terapilokalet lige her i den gamle banegård med udsigt til forandring.

25/09/2025

Mange tror, at heling betyder at være “i zen”, rolig og fredfyldt hele tiden.
At man lykkes, når man aldrig mere bliver vred, ked af det eller urolig.

Men heling handler ikke om at slette følelser.
Det handler om at kunne rumme dem.
At få adgang til de sider, der engang blev lukket ned: vrede, sårbarhed, styrke, glæde. Og mærke, at de alle har en plads.

Når vi tør åbne for det, vi engang måtte gemme væk, bliver vi mere hele.
Mere levende.
Mere os selv.

Hvis du mærker en længsel efter at kunne være i hele dig, så er det netop det, vi kan arbejde med i terapien.

👉 Læs mere i blogindlægget via link i kommentarfeltet.

04/09/2025

Har du også lært, at vrede er forbudt eller farlig?💥

At det er bedre at være rolig, rummelig og tilpasningsdygtig end at vise, når noget gør ondt eller føles forkert?

Problemet er, at vreden ikke forsvinder. Når den bliver kvalt, vender den sig indad som uro, selvkritik eller tomhed. Eller den bryder ud som aggression. Ingen af delene skaber balance.

I dette blogindlæg skriver jeg om, hvorfor det kan så svært at mærke og at vise vreden, hvordan nervesystemet spiller med, og hvordan vrede faktisk kan blive en ressource.

Måske kan du genkende dig selv i den pæne pige, der altid rummer. Og måske er det tid til at give plads til en anden side af dig selv: Den, der tør stå med både mildhed og kraft.

Du finder link til bloggen i kommentarfeltet 👉

27/08/2025

At være særligt sensitiv er ikke at være for meget, men at sanse dybt🌸💭

Har du nogensinde fået at vide, at du er for nærtagende? At du skal tage dig sammen?

Hvis du er særligt sensitiv, kender du måske følelsen af at sidde i et rum og mærke alt, stemninger, blikke, ord mellem linjerne, så intenst, at du bagefter er helt brugt op.

For mange særligt sensitive føles verden indimellem for voldsom. Nervesystemet arbejder på højtryk, og du finder måske strategier til at dulme det: trækker dig væk, gemmer dine reaktioner bag et smil, fylder kalenderen med travlhed eller søger ro i mad, skærm eller et glas vin. Det giver lettelse i øjeblikket, men sjældent varig ro.

At være særligt sensitiv er ikke at være for meget. Det er at sanse dybt. Og din følsomhed rummer også gaver: empati, intuition, kreativitet og evnen til at blive bevæget af livet på en måde, som kan være en styrke, hvis du lærer at skabe ro i dit nervesystem og slippe følelsen af forkerthed.

I mit nye blogindlæg kan du læse mere om, hvordan det føles at leve med et følsomt nervesystem, hvorfor du ikke er forkert, og hvordan du kan begynde at finde ro. 🌿

👉 Læs mit nye blogindlæg her: https://www.rumtildig.dk/post/at-v%C3%A6re-s%C3%A6rligt-sensitiv-er-ikke-at-v%C3%A6re-for-meget-men-at-sanse-dybt

14/08/2025

Når det ikke føles trygt at være dig selv 💛

Mange mennesker med tendens til people pleasing reagerer, som om det er farligt at sige nej, tage plads eller være ærlige. Også selvom vi med hovedet godt ved, at vi er trygge og 'burde' stå ved os selv.

Det er, fordi kroppen stadig husker en tid, hvor det var utrygt, og nervesystemet holder stadig fast i en gammel fawn-respons: tilpasning for at undgå konflikt og afvisning.

Når vi i årevis undertrykker vores følelser og behov, forsvinder de ikke. De sætter sig som uro, spændinger, angst, depression eller fysiske symptomer. Kroppen prøver ikke at straffe dig; den prøver i virkeligheden at få dig til at lytte og vågne op.

Heling handler ikke kun om at ville være autentisk. Det handler om at lære nervesystemet, at det er sikkert at være dig, igen og igen, i små skridt.

💡 Øvelse: Læg en hånd på hjertet og én på maven. Træk vejret roligt. Find ét sted i kroppen, der føles trygt lige nu, og sig stille: “Jeg er her. Jeg er sikker lige nu.”

Terapi er ikke kun at tale om det svære. Det er også at skabe tryghed i din krop, så du kan leve frit, som den du er.

📖 Læs hele blogindlægget via link i kommentar.

10/08/2025

🌿 Længes du efter at leve mere indefra og ud?

Måske mærker du en indre uro, tristhed eller følelsen af at være faret vild.

Måske kæmper du med stress, angst, depression eller følgerne af gamle traumer.

Måske står du midt i en livskrise, hvor intet længere giver mening.

Eller måske er du bare færdig med at leve på automatpilot og længes efter at finde ind til en mere autentisk version af dig selv.

🌟Jeg kan hjælpe dig med at finde ro. Frihed. Retning og mening.

Terapi hos mig er en nænsom rejse hjem til det menneske, du er bag alle rollerne.

Vi arbejder med det, der tynger, og folder det ud, du længes efter at leve.

Din stemme. Dine grænser. Din kraft. Din retning.

🌱 Jeg tilbyder psykoterapi med fokus på krop, sind og sjæl – og har særlig erfaring med:

– Stress og udbrændthed
– Angst og indre uro
– Nedtrykthed og depression
– Livskriser og eksistentielle spørgsmål
– Traumer og selvbeskyttelsesstrategier
– Lavt selvværd, tilpasning og people pleasing
– Længslen efter autenticitet, mening og frihed

📍 Terapi i hyggelige lokaler centralt i Viborg – et sted med rum til dig.

📅 Kort ventetid – du er velkommen til at booke en uforpligtende, afklarende samtale.

👉 Læs mere på www.rumtildig.dk - eller kontakt mig på tlf. 51 92 40 61 eller e-mail: kontakt@rumtildig.dk.

Call now to connect with business.

27/07/2025

I Netflix-serien 'Too Much' er der en scene, hvor en kvinde siger til sin mand:

“Jeg har fået nok. Jeg kan ikke blive ved med at tage mig af alt og alle. I've done my mothering.”

Det er en sætning, der rammer. Fordi den kunne være sagt af så mange kvinder.

Kvinder, der har 'motheret' og taget ansvar så længe, at de er blevet væk i det.

Kvinder, der har 'motheret' deres omgivelser. Også der, hvor det ikke var deres opgave.

Kvinder, der er blevet følelsesmæssige servicecentre i familien, i parforholdet, på jobbet.

Kvinder, der har båret for meget, for længe, uden at nogen lagde mærke til det.

Måske mærker du også trætheden. Ikke bare fysisk, men ind i det inderste:

Trætheden over at være hende, der altid klarer det.

Hende, der ved, forstår, husker, udglatter, tilpasser sig.

Og måske er det det, der er begyndt at gøre ondt.

At du ikke længere ved, hvor du selv er.
At du længes. Efter dig selv. Og efter ikke at skulle være alt for meget for alle andre og alt for lidt for dig selv til allersidst.

Det er den længsel, som får mange kvinder til at søge terapi. Og det er i den længsel, hvor vi begynder at nærme os de gemte og glemte dele af dig igen.

I kontakten. I kroppen. I dit hjerte. I det, du har skubbet til side længe.

Og i det, der stille begynder at vende tilbage, når du får plads:

Din egen stemme.
Dit nej.
Din længsel.
Din ret til at mærke, vælge og være dig.

Det starter dér, hvor du mærker, at du ikke kan mere. Og at du ikke vil mere. Og det er et afgørende vendepunkt i og for dig.

💜

# Psykoterapeut

🎥 Netflix: Too Much

20/07/2025

Vi tror ofte, at hvis bare vi forstår det hele – så kan vi hele os selv.

Men selvom hovedet forstår, kan kroppen stadig være i alarmberedskab. Følelsen kan stadig være:

"Det er ikke trygt at være mig."

"Det er ikke trygt at sige fra."

"Det er ikke trygt at give udtryk for mine behov."

Og så hjælper det ikke at tænke, at “det jo ikke er farligt” – hvis din krop stadig er i flugt, frys eller overtilpasning.

I dette blogindlæg skriver jeg lidt om, hvorfor vi ikke kan 'nøjes med' at tænke os ud af det:

https://www.rumtildig.dk/post/du-kan-ikke-altid-taenke-dig-ud-af-det

Metakognitiv terapi lærer os at lade tankerne være. At tage afstand fra overtænkning og bekymringer. Og det kan være en vigtig støtte.

Men for mange kvinder, der har lært at tilsidesætte sig selv, er det ikke nok.

For problemet ligger ikke kun i tanken – det ligger i adskillelsen.
Fra kroppen. Fra intuitionen. Fra det indre kompas.

Vi må genskabe forbindelsen. Ikke bare ved at forstå med hovedet, men også forstå og mærke med hjertet og kroppen.

Det er blandt andet dét, jeg arbejder med med mine klienter i terapien. Blidt. Lag for lag.

Læs mere her - og få en øvelse til at genskabe forbindelsen til din intuition: https://www.rumtildig.dk/post/du-kan-ikke-altid-taenke-dig-ud-af-det

01/07/2025

Hvorfor møder jeg igen og igen mennesker, der ikke behandler mig godt?💭💔

Om hvorfor vi gentager eller bliver i relationer, der gør ondt – og hvordan vi langsomt kan lære at bevare os selv, sætte grænser og stå fast i det, der er vigtigt, også når andre mister sig selv.

Mange af mine klienter opsøger terapi, fordi deres relationer slider. Ikke nødvendigvis med drama eller store konflikter – men med en gradvis fornemmelse af at miste fodfæste i sig selv.

De fortæller om relationer, hvor de giver meget og får lidt tilbage. Hvor de bider sig i tungen, strækker sig for langt, tager ansvar, de aldrig blev bedt om – og alligevel bliver mødt med kulde, kritik eller fravær. Og så kommer tvivlen: Er det mig, der er for krævende? For følsom? Overanalyserer jeg?

Men bag tvivlen ligger ofte et dybere spørgsmål: Hvorfor bliver jeg ved med at havne i relationer, hvor jeg ikke bliver behandlet ordentligt – og hvad er det, jeg endnu ikke har lært af det?

Gentagelsen er ikke tilfældig

Når man igen og igen møder relationer, der gør ondt, kan det være nærliggende at konkludere, at man bare er uheldig med de mennesker, man møder. Men ofte er det mere frugtbart at spørge: Hvad er det, jeg genopfører? Hvad er det, jeg genkender – og måske ubevidst gentager?

Mange har tidligt lært at skabe tryghed gennem tilpasning. At stemningen i rummet afhænger af, hvor fleksibel man er. At relationen bevares bedst, hvis man ikke fylder, ikke siger for meget, ikke mærker for tydeligt. Sådan en strategi bliver ikke bare en vane – den bliver et mønster, der sætter sig i kroppen. I nervesystemet. I vores helt grundlæggende måde at være i relation på.

Når tilpasning bliver et vilkår

I traumeteori kalder vi det fawning, når man – som en automatreaktion – begynder at dulme ubehag ved at gøre sig nem, behagelig og ufarlig. Det er ikke noget, man bevidst vælger. Det er en tillært måde at sikre tryghed og forbindelse og undgå afvisning. Et system, der engang hjalp én til at overleve – men som i voksenlivet kan gøre det vanskeligt at mærke, hvor man selv begynder og ender.

Fawning opstår, når grænsesætning har været forbundet med risiko. Når der ikke var plads til protest, uenighed eller behov. Når kærlighed var noget, man skulle gøre sig fortjent til. Og det er derfor, det ikke hjælper at sige: “Du skal bare sige fra.” Det kræver ro, støtte og gentagne erfaringer med, at det faktisk er trygt nok at være tydelig.

Grænser som et tilvalg af sig selv

Grænser bliver ofte opfattet som noget hårdt eller distancerende, men i virkeligheden er de en forudsætning for nærhed. Når grænser mangler, mister vi orienteringen. Vi bliver for optagede af den anden og mister kontakten til os selv.

I mange tilfælde er det ikke frygten for konflikt, der forhindrer os i at sige fra – men frygten for at miste forbindelsen.

Og det er netop det, der gør arbejdet med grænser så grundlæggende: At kunne sige nej uden at miste sig selv. At kunne mærke sine egne behov uden at skulle retfærdiggøre dem.

At lære ikke at lade sig smitte

Set i det lys er gentagelsen – hvor opslidende den end er – måske ikke kun et udtryk for uheld eller uopmærksomhed. Den kan også forstås som en slags eksistentiel læreproces: Hvordan forholder jeg mig til andre menneskers grænseløshed, krænkelse eller følelsesmæssige fravær – uden selv at give slip på det, jeg gerne vil stå for?

Det handler ikke om at være uberørt eller immun. Det handler om at opdage, at man kan blive i kontakt med det gode i én selv – også når omgivelserne udfordrer det. At man kan være empatisk uden at blive overansvarlig. At man kan bevare sin etik og sin sensitivitet, uden at lade sig definere af, hvordan andre vælger at være i relation.

Måske netop dét er budskabet i gentagelsen: At du ikke skal lære at blive bedre til at tåle det urimelige – men til at vælge dig selv, uden at blive hård.

Hvis du står i det her – nogle begyndende skridt

At ændre gamle mønstre kræver ikke, at du revolutionerer hele dit liv fra den ene dag til den anden. For mange starter forandringen med at opdage, hvor ofte du forlader dig selv i forsøget på at bevare en relation. Det kræver opmærksomhed – ikke perfektion.

Her er nogle terapeutiske indgange til at begynde arbejdet:

💜Øv dig i at blive i kontakt med dig selv, også når du er i kontakt med andre. Læg mærke til: Hvornår trækker du vejret fladere? Hvornår forsvinder dine behov ud af rummet? Hvornår siger du ja, mens noget i dig stritter?

💜Stil dig selv spørgsmålet: Hvad koster det mig? Ikke kun økonomisk eller tidsmæssigt – men følelsesmæssigt, kropsligt, identitetsmæssigt. Nogle relationer kræver mere, end de giver – og det mærker kroppen ofte før hovedet.

💜Begynd at eksperimentere med mikroskridt. Et lille nej. En sætning sagt lidt tidligere, end du plejer. Et fravalg af en samtale, du ved, vil dræne dig. Det handler ikke om at blive konfrontatorisk – men om at lade din indre grænse få lidt mere ydre form.

💜Læg mærke til det sted i dig, der gerne vil blive ved med at forstå den anden – og spørg dig selv, om du også forstår dig selv. Mange med fawn-tendenser er gode til at mentalisere andre – men har glemt at gøre det med sig selv.

Disse skridt kan være svære at tage alene. I terapien arbejder vi med netop dét: At skabe et trygt og nærværende rum, hvor du kan begynde at undersøge dine mønstre uden skam, mærke dine grænser uden at forsvare dem – og langsomt finde hjem til det sted i dig, der ikke længere vil gå på kompromis for at blive i kontakt.🪻

Om hvorfor vi gentager eller bliver i relationer, der gør ondt – og hvordan vi langsomt kan lære at bevare os selv, sætte grænser og stå fast i det, der er vigtigt, også når andre mister sig selv.Mange af mine klienter opsøger terapi, fordi deres relationer slider. Ikke nødvendigvis med d...

20/04/2025

“Det var ikke det, der skete. Det var, hvad det gjorde ved dig.”

Traumer handler ikke altid om store, dramatiske begivenheder. Nogle gange handler de om det, du stod alene med. Det, ingen spurgte ind til. Det, du lærte at overleve – ved at blive stille, være stærk, tage ansvar eller gøre dig lille.

Mange af os lever stadig i overlevelsesmønstre som kamp, flugt, frys eller fawn – fordi kroppen husker det, som hovedet har glemt.

Men det behøver ikke blive ved sådan.

Jeg har skrevet et blogindlæg om, hvordan traumer sætter sig i nervesystemet – og hvordan vi nænsomt kan arbejde med dem i terapi. Ikke for at finde fejl i dig, men for at finde hjem i dig.

Læs det her:
👉 https://www.rumtildig.dk/post/traumer-handler-ikke-om-hvad-der-skete-men-om-hvad-det-gjorde-ved-dig

Hvis noget i dig længes efter ro, forbindelse eller bare at blive mødt – så er du ikke alene.
Og du er altid velkommen.

– Om traumer, nervesystemet og det terapeutiske rumTraumer handler ikke kun om store, dramatiske begivenheder. Faktisk handler traumer sjældent om hvad der skete – men langt mere om hvordan din krop og dit indre system oplevede det, der skete.Hvis du ikke blev mødt, rummet, beroliget eller for...

16/04/2025

Hvem var du, før du blev alt det, du troede, du skulle være?🦋

Der findes et brud, som mange af os slet ikke husker – og alligevel bærer vi det med os hver eneste dag. Det er ikke et brud mellem to mennesker, men et brud indeni. En adskillelse fra den mest oprindelige del af os selv. Den del, der er hel. Uden præstationer, uden anerkendelse, uden masker. Den del, der ved, at vi allerede er nok.

At lære at blive nogen – og glemme, hvem vi er

Det første brud sker ofte tidligt i livet. Måske i mødet med forældre, der ikke selv har lært at være hele. Måske i mødet med en verden, der belønner tilpasning og forventer præstation. Uanset hvordan det sker, opstår der en afstand. En kløft mellem den, vi er, og den, vi tror, vi skal være. Vores opmærksomhed begynder at vende sig udad – mod dem, der måske vil godkende os. Se os. Vælge os. Holde af os, hvis vi altså bare gør os lidt umage.

Jagten på at blive elsket

Så starter jagten. På kærlighed. Anerkendelse. Succes. Vi begynder at bygge et selvbillede – et ego – som skal sørge for, at vi passer ind, bliver accepteret, undgår afvisning. Og vi glemmer. Glemmer den indre kerne, hvor der ikke er noget at bevise. Hvor vi er fuldkomne i kraft af vores blotte væren.

Det paradoksale er, at vi i alle vores længsler, i vores søgen efter mening, efter nogen eller noget, der kan “hele os”, i virkeligheden leder efter os selv. Efter den forbindelse, vi mistede. Vi tror, vi skal finde helheden uden for os selv. Men vi leder det forkerte sted.

At huske, hvem du er

Genopdagelsen sker ofte langsomt. I glimt. I mødet med stilhed. I sorg. I terapi. I kærlighedens dybde. I modet til at standse op og mærke: Hvem er jeg egentlig, bag alt det, jeg har lært at være?

Heling handler ikke om at blive noget nyt. Det handler om at huske, hvem du er.
Om at genkende den stemme, der altid har været der – under alle lagene. Om at slippe forestillingen om, at du skal blive til noget, og i stedet mærke, at du allerede er.

Du er ikke forkert. Du har bare glemt, hvem du er.

Og livet – med alle sine omveje og længsler – er måske i virkeligheden bare en invitation til at huske det igen.

Hvad har du lært at være – og hvad længes du egentlig efter at være?💜

01/04/2025

Det, du føler, er ikke for meget – det er et kald på at blive mødt💜

Mange af os har lært at holde vores følelser tilbage, fordi vi ikke blev mødt med ro og forståelse som børn. I stedet for at føle os forkerte, kan vi begynde at se vores stærke reaktioner som et kald på kontakt. Følelser er ikke for meget – de er bare uvante at være med, når vi har været alene med dem for længe.

Læs blogindlægget her:
https://relationsterapeuterne.dk/news/10/52/Det-du-f%C3%B8ler-er-ikke-for-meget-det-er-et-kald-p%C3%A5-at-blive-m%C3%B8dt.html?fbclid=IwY2xjawJZKFhleHRuA2FlbQIxMAABHV2f3gK8Th6NZHPfuVGmsYUMs9gMjzPhK9rhMf0c3iuiS79LTVvoj7Oyaw_aem_wgWeqpn3n2phDXx9Zt_iCw