Synne Justesen

18/12/2025

I dag poster jeg min (næsten) bare røv.
Og en del af mig strammer lidt.

Men det her er faktisk ikke “Se min røv, se hvor modig jeg er” og et skjult behov for validering fra dig der læser med.
Det er “Jeg vælger sandhed over komfort, også når min krop er med i regningen”.

Min bagdel er bare… med.
Som vidne. Som arkiv. Som terræn. Som sandhedsbærer.

Jeg gør det, fordi det betyder noget! Ikke fordi det føles fedt.

Jeg har haft en stemme indeni mig i alt den tid jeg har skrevet og redigeret. Min indre dommer der kigger på mig med det ene øjebryn i vejret og siger “ugh, SoMe og vores bagdel! Really?”.
Jeg aer hende blidt på hovedet og siger, at hun ikke behøver at tie. Hun må gerne sidde ved siden af mig på bænken og småbrokke sig. Jeg har ikke forladt hende. Jeg har bare ikke ladet hende styre. Ikke mere.

Det er præcis dét, teksten handler om.
At blive i sig selv, selv når noget stritter.

Min røv-stolthed kan komme senere.
Integriteten er allerede ankommet.

26/11/2025

Noget i dig har besluttet, at du ikke længere vil være udmattet og smile pænt igennem det.

Det dirrer og sitrer. Butikkerne bugner af "gør det selv-hygge" i stærke julefarver. Muzakken har bjældeklang, og din næse løber lidt.
Meget af Danmark er halv- eller helsyg og huskelisterne vokser allerede.

December står for døren. Den travleste tid på hele året.
Du løber så stærkt, at du efterlader din krop et sted i suset fra to-do-listen.
Du kender tilstanden, men noget i dig har besluttet, at den leg er ved at være gammel.
Nok med at ræse med.
For hvad? Hvad er det egentlig, du prøver at bevise?

Derfor møder du op, lige der, hvor dagens travlhed er ved at slippe og nattens ro endnu ikke har taget over.
Der hvor den første ud af de fire hellige søndage så småt falder til ro og vi samles i cirklen.

Vi laver en særlig stilhed, lige før december tager over.
Et mellemrum mellem huskelistens krav og den gamle trang til at blive set som verdens bedste til at julehygge.

Her kan du læne dig ind i din længsel efter ro.
Uden at skulle trække dig helt væk.

Denne aften er et blidt åndedrag midt i mørket.
Et ceremonielt rum, hvor du ikke skal præstere, forklare eller fikse noget.
Du skal bare være.

Jeg guider dig med stemme, krop og nærvær.
Vi lander sammen i det dybere felt.
Der hvor din krop begynder at løsne og slappe af.
Der hvor min stemme bærer dig hjem.

Du kan sidde i sofaen, rulle dig ind i et tæppe eller finde din meditationspude frem.
Intet kamera påkrævet. Kun din tilstedeværelse.
Vi åbner, mærker, jeg guider og synger og vi afslutter i stilhed.

Tid: Søndag 30. november kl. 20–21.30
Sted: Online via Zoom
Pris: 250 kr.
Link til billet i kommentarsporet.

Kom som du er.
Der er plads til det hele.
Du må gerne lande i din krop.

16/11/2025

NB: Indlægget rummer kropslighed og erotiske billeder. Læs videre med åbne sanser.

Og så løft dit glas og skål. I fin søndagschampagne, i varm the, i lige hvad du har lyst til.

Skål sammen med mig for den vilde, sårbare, teatralske, dybt menneskelige del af os, der stadig lever midt i voksenlivets alt-for-seriøse lag.

Skål for dig, der leger.
Dig, der eksperimenterer.
Dig, der ikke venter på, at nogen giver dig grønt lys.

(Link i kommentarsporet som altid og ja, du må gerne reagere, juble, dele og blive begejstret. Du må også blive flov og længselsfuld. Du må også gerne synes at det er ALT for meget)

24/10/2025

"Det her er ikke begynderarbejde, I gør her."

Sådan sagde jeg – lige efter den første ceremoni.
Og sådan blev det. Dybt. Vildt. Smukt.

I mit nyeste blogindlæg tager jeg dig med helt ind i min krop, min kælder og min kraft.
Jeg skriver om, at miste mig selv – og hente min livsgnist hjem igen.
På min fødselsdag, i rystelser og med lys i hænderne.

Link i kommentar - og ja, det må altid gernes deles, hvis det fanger an.

07/10/2025

Når et felt boomer af middelmådige kompetencer – så skal det gå galt.

Feltet omkring psykedelika eksploderer.

Flere og flere hopper på kaldet om at facilitere, mens lige så mange svarer på kaldet om at gå gennem ormehullet.

Jeg har fattet pennen og skrevet et brev.
Ikke en klagesang – men et kærlighedsbrev til det felt, jeg har viet mit liv til.
Et felt, der har givet mig mit liv tilbage.

Men som også – hvis vi ikke passer på – gentager de samme dynamikker, vi troede, vi havde flyttet os fra.

Link i kommentarfeltet og ja, det må gerne deles

19/09/2025

Okey, jeg tror jeg ramte muren nu.

“Gider ikke” siger mine indre børn.
“Gider ikke” siger min krop.

“Jamen hvad med alt det er der farligt” spørger min amygdala og de svigt der er gemt i mit bindevæv.

“Det er ok” siger min indre viskvinde, der er TRÆT af at skulle mases i en kasse hun ikke kan være i.

Hele mig tager et dybt suk og mærker at det endelig er tid til at lege, frem for at performe.

Det tager den tid det tager 🤷🏼‍♀️🩷.

Skal vi lege sammen?

07/09/2025

En kvinde. En kat. Et øjeblik, der næsten ikke kan ses – kun mærkes.
Mikrobevægelser. Åndedræt. Nervernes sprog, når kroppen finder tilbage til tryghed.

Jeg har skrevet en fabel om netop det – om hvordan regulering og kontakt ikke altid sker i store armbevægelser, men i bittesmå rytmer, der kan forandre alt.

Det er en fortælling om nervesystemets magi, men også om stilhed, lytning og et skød med en kat i.

Link i kommentarsporet.

05/09/2025

Hvis du tror, det handler om oplevelsen, tager du fejl.

Det psykedeliske felt bliver alt for ofte romantiseret eller afvist som flugt.
Men ceremonien er kun åbningen. Transformationen sker i integrationen – i kroppen, i relationerne, i arbejdet før og efter.

Jeg har set, hvordan mennesker kan blive destabiliseret uden støtte og rammer – og jeg har set den dybeste heling, når integrationen bliver taget alvorligt.

Det her handler ikke om sensationer eller hurtige penge.
Det handler om ansvar. Om rammer. Om at turde insistere på den dybe proces.

Her er mit indspark til den igangværende debat. Du finder linket i kommentarsporet.
Og ja, du må hjertens gerne reagere, kommentere og dele.
Husk den gode debattone.

17/08/2025

Det smager næsten af metal og bedrag.
De hvide bogstaver på den sorte baggrund vokser frem – som om de har deres egen vilje.

AI er alle steder. Som i: ALLE steder.
Men kan vi sammenligne brugen af AI med doping?
Og hvad sker der egentlig i vores nervesystemer, når spejlingen bliver så skarp, at vi risikerer at tabe os selv?

I mit nye blogindlæg deler jeg en fortælling om både at miste orienteringen – og om at huske igen.
Huske ildens varme.
Huske mine dybeste rødder.

Link i kommentarsporet.

05/08/2025

Har du nogensinde tænkt: “Jeg burde kunne mere, føle mindre – og tage mig sammen”?

Det har jeg.
Længe!
Indtil jeg fandt ud af, hvorfor mit system altid har fungeret anderledes end de andres.

Det her blogindlæg er til dig, der genkender følelsen af at være "for meget" og "for lidt" på samme tid.
Til dig, der har lært at kompensere så godt, at ingen opdagede, hvor hårdt du kæmpede.

Jeg fortæller min egen historie om ADHD-udredning som voksen kvinde.
Om skammen.
Om systemet.
Og om forløsningen, da brikkerne begyndte at falde på plads.

Læs med via linket i kommentarerne.

Hvordan føles det at få en ADHD-diagnose som voksen kvinde? I dette ærlige blogindlæg deler jeg min egen historie – med skam, skepsis og forløsning.

04/06/2025

Du ser måske det ydre overblik.
Det skarpe blik. Den strukturerede kvinde, der rummer andre.

Det, du ikke ser, er indersiden af mit hoved.

I mandags sad jeg overfor en psykiater og famlede efter ord.
Jeg, som ellers altid kan sætte ord på.
Min krop gned hænderne mod hinanden, som om jeg forsøgte at gnide selve huden af.
Mit nervesystem var i fuldt beredskab.

Det her er ikke et færdigreflekteret blogindlæg.
Det er en fortælling indefra – lige midt i processen.

Om udredning for ADHD.
Om at glemme sin jakke og samtidig holde sammen på alt og alle.
Om gamle skolesår, indre uro og det at opdage sig selv igen – som voksen kvinde.

Jeg deler det, fordi jeg hele tiden taler om ægthed.
Frem for alt.

Her er jeg.
Uden filter.

-----

Linket er som altid i kommentaren. Del, like eller læg en tanke, hvis du mærker noget i teksten – eller hvis du tror, nogen derude kunne have brug for at føle sig lidt mindre alene.

27/05/2025

Gud blev for langsom. Så vi skabte AI.

En stemme der aldrig tøver.
En spejling der svarer, før du har mærket dit eget spørgsmål færdigt.

Og vi elsker det.
For det er nemt. Hurtigt. Næsten rørende præcist.

Men måske er det netop det, der er faren.
At vi glemmer, hvad det koster at være menneske.
At vi glemmer, hvad der sker, når ingen længere tør vente på stilheden.

AI er ikke Gud.
Men vi har allerede bygget alteret.

Læs det nyeste blogindlæg her ↓