11/09/2022
PSYKOTERAPI: AT GENEROBRE DET TABTE
Den dag, du blev født, var helt særligt. Du kom til verden som et nysgerrigt, åbent og tillidsfuldt lille væsen, klar til at lære alt om dig selv og din omverden. Dine første lærere var dine nærmeste: forældre og søskende. Men at være helt og aldeles sårbar og afhængig af andre, gjorde også din læring om dig selv meget skrøbelig. Hvorfor mon det?
Jo, for den eneste måde du kunne lære noget om dig selv på var, ved at se andres reaktioner på det du gjorde. Dine nærmeste var dit spejl. Men deres spejl var ikke altid perfekt for dig. De havde deres sår med sig fra barndommen, hvilket gjorde at spejlet til tider kunne dugge til. Du modtog derfor aspekter om dig selv og livet, som ikke var sande for dig. Dine nærmeste ville naturligvids mene, at de var sande, men noget blev alligevel givet videre til dig som ikke passede. Som det barn du var, kunne du ikke gøre andet end at tage det for gode varer og acceptere den virkelighed som blev spejlet tilbage dig.
Denne uoverensstemmelse mellem det du observerede fra dine nærmeste, og så den måde du selv mærkede det på, gav ophav til en stor forvirring inden i dig. Midt i denne forvirring, havde du som barn ingen mulighed for hverken at forstå, eller at sætte ord på. Du begyndte derved at tvivle på visse dele af dig selv. For at håndtere disse følelser, gør du det eneste som et lille barn kan, nemlig at lukke ned for det, gennem at lade det blive en del af dit ubevidste. Når dele af dig måtte gå under jorden på denne måde, blev din verden fragmentarisk. For at håndtere det, begyndte du at skabe en personlighed som var særlig tilpasset til at kunne blive accepteret af din omverden. Som barn og ung, fandt du måder f.eks til at dygtiggøre dig på, at skabe en karriere, at skabe relationer, at være ansvarlige, osv.
Denne historie er ikke unik for dig. Det er hvad der er sker, mere eller mindre, for alle mennesker. Det er sådan vi vokser op og udvikler og tilpasser os til verden. Men det har sine omkostninger, nemlig at der er dele af os der ligger i dvale, og som aldrig er blevet set eller hørt. Disse glemte dele er stadig en del af vores liv, selv om vi har mistet evnen til at bruge dem fuldt og helt. Selv i en voksen alder, har vi stadig låst disse selvaspekter inde af frygt for, at andre mennesker (på uskyldigt vis) vil kunne såre os og være genstand for samme forvirrende følelse som dengang vi oplevede det med vores nærmeste. Men disse dyrebare glente dele af os selv, kommer før eller siden til at plage os på forskellig måde i vores voksenliv.
Svære følelser af utilstrækkelighed, afmagt, vrede, depression og angst, er ofte spor af disse tabte selvaspekter. Aspekter som igen og igen prøver at komme ud af sin gamle låsning, og blive accepteres af os, for gradvist at genopstå og blive genintegreret tilbage i en bredere og mere hel personlighed.
Dette er psykoterapi i en nøddeskal.