18/12/2025
MATRONEN
Der findes en kvinde, som ikke længere passer ind i de billeder, vi dyrker.
Hun er ikke syg.
Hun er ikke svag.
Hun er ikke nødvendigvis gammel.
Hun er blevet stor.
Ikke ekspanderet af lyst, men af nødvendighed.
Som et hus.
Et hus, der ikke blev bygget for skønhedens skyld,
men fordi nogen måtte bære.
Matronen er ikke et spørgsmål om mad.
Hun er et spørgsmål om tyngde.
Om hvad der sker med en krop, når den i årevis stiller sig til rådighed som struktur.
Hun bærer børn, der ikke kan sove.
Stemninger, der ikke kan falde.
Angst, der ikke må mærkes.
Konflikter, der ikke må bryde ud.
Familier, systemer, fortællinger, der ikke må krakelere.
Hun bliver ikke bred af overflod.
Hun bliver bred af ophobning.
Når noget ikke kan slippe, må det holdes.
Og når det holdes længe nok, finder kroppen en måde.
Vævet bliver tættere.
Væsken bliver tilbage.
Bevægelsen bliver langsommere.
Tyngden sætter sig, ikke som kollaps, men som forankring.
Som jord, der tager imod mere vand, end den burde –
og derfor må blive tung.
Matronens krop er ikke et sammenbrud.
Den er en oprustning.
Et nervesystem, der har lært at være vågent, selv i hvile.
En krop, der står klar til at bære mere, hvis det kræves.
En krop, der har gjort sig selv til sted.
Men i samme øjeblik hun bliver matrone, sker der noget andet.
Hun mister sin ret til begær - og til at blive begæret.
I ægtemandens blik, i kulturen, i det stille hierarki mellem kroppe, glider hun ud af erotikkens rum.
Hun bliver nyttig.
Stabil.
Tryg.
Men ikke ønsket.
Samtidig lever hun i en verden, hvor idealet stadig er det modsatte: lethed, spændstighed, glathed, seksualitet. En kvindekrop, der fylder mindst muligt og lover mest muligt.
Så hun står i et paradoks, der er umenneskeligt.
Hendes krop har rustet sig til at bære.
Og bliver hånet for at bære spor af det.
Hun føjes spot til byrde.
Hun bliver bedt om at tage sig sammen.
Tabe sig.
Regulere sig.
Blive mindre.
Som om hun ikke allerede har gjort sig selv større for alles skyld.
Matronen er den kvinde, der bliver tilbage, når alt andet skal fungere.
Når barnet mistrives.
Når relationer vakler.
Når tempoet er for højt.
Når ingen andre stopper.
Hun er ikke blevet sådan, fordi hun gav op.
Hun er blevet sådan, fordi hun blev.
Der er noget dybt kærligt i denne krop.
Noget næsten helligt.
En krop, der siger: Jeg holder. I må falde, jeg står.
Men det er en kærlighed, der ikke belønnes.
Den udnyttes.
Hun er et vidnesbyrd, alle helst vil kigge væk fra.
For hendes krop afslører noget, som kulturen ikke vil vedkende sig:
At nogen bar, da ingen andre gjorde.
At stabilitet ikke opstod af sig selv.
At ro blev købt med et menneskes krop.
Hun er regningen.
En regning skrevet i væv, vægt og tyngde.
I langsomhed.
I smerter.
I det begær, der forsvandt, da hun blev uundværlig.
Matronen står tilbage som bevis på et system, der kalder sig ligeværdigt, men stadig forventer, at kvinder er fundament – så længe fundamentet ikke fylder for meget i synsfeltet.
Man vil have hendes bæreevne,
men ikke dens konsekvenser.
Man vil have huset,
men ikke se, hvad det står på.
Så spørgsmålet er ikke, hvorfor hun ser sådan ud.
Spørgsmålet er, hvorfor vi har indrettet en verden,
hvor nogen må blive til jord for at andre kan gå frit.
Illustration: AI
