22/04/2026
To ud af tre priser til Akutafdelingen på Midt- og Vestsjællands Hospital 🎉
Da Yngre Danske Akutmedicinere i sidste uge holdt årsmøde blev der uddelt tre priser og to af dem gik til Midt- og Vestsjællands Hospital.
Henriette Nelsson er hoveduddannelseslæge og uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) i Akutafdelingen, og de sidste dage har hun været overvældet af lykønskninger, efter at hun modtog uddannelsesprisen ved årsmødet.
Og det er da også en helt speciel pokal, som hun nu får indgraveret sit navn på:
- Når jeg lader mine øjne løbe over navnene på pokalen, så er det er en meget fornem klub af fyrtårne indenfor den akutmedicinske verden, jeg nu sætter mit navn ved siden af. Jeg bliver vildt stolt, fortæller Henriette, som blandt andet har implementeret temadage for læger i afdelingen og bidraget til at sikre større deltagelse på personalemøderne.
Ved samme uddeling modtog Ledende overlæge Jacob Schelde kollegaprisen, og selvom han sætter stor pris på anerkendelsen, mener han, at det handler om noget større:
- Mit fokus er på at skabe et arbejdsmiljø, hvor der på trods af travlhed kan være god stemning og tryghed, men det kræver en holdindsats fra hele afdelingen, fordi vi som individer spreder ringe i vandet som påvirker andre. Så det er selvfølgelig en pris til mig, men også til en masse andre, som har været med til at løfte alt det, vi gør rigtigt på akutafdelingen.
Begge priser bliver uddelt på baggrund af nomineringer fra medarbejdere i afdelingerne.
Stort tillykke til både Jacob, Henriette og hele Akutafdelingen med de flotte priser.